Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/886

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
868
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

Reſidens var alt for langt bortfjernet til at han ſkulde kunne tage ſig af hine ſydligere Landſkabers Tarv med ſaa megen Kraft og Omhyggelighed, ſom deres ſtore Folketal og fremragende Plads blandt Landets øvrige Dele fordrede. Hamar valgtes til det biſkoppelige Sæde, maaſkee fordi der allerede paa dette for Indenrigshandelen ſaa heldigt beliggende Sted ved Mjøſen, i den tætteſt befolkede Deel af Hedemarken, havde dannet ſig en Art af By, Flekke eller Handelsplads; maaſkee og fordi Hamar var den belejligſte Gaard for Anlægget af et Biſkopsſæde, ſom Kongerne have kunnet afſee af Krongodſet — man kan nemlig ikke tvivle paa at den oprindelig har været Kongsgaard. Viſt er det, at der endnu inden Aarhundredets Udgang ſtod en blomſtrende Stad der, ſom enten havde rejſt ſig fra nyt af omkring Biſkopsſædet, eller i det mindſte ved dette havde faaet ſin egentlige Opkomſt[1]. Til den førſte Biſkop i Hamar indſattes den fra Grønland tilbagevendte Arnold, der ſaaledes endnu ikke var for gammel til at overtage det biſkoppelige Embedes Syſler, og ſom derfor ikke af Alderdomsſvaghed alene kan have forladt Grønland[2]. Den ſmukke Domkirke i Hamar, hvoraf der nu kun findes faa Ruiner, men hvis Bygningsſtil umiskjendelig er den, der endnu paa enkelte Steder herſkede i Midten af det 12te Aarhundrede, er rimeligviis i det mindſte paabegyndt af ham.

Norge havde ſaaledes nu, foruden Erkebiſkoppen i Nidaros, fire Lydbiſkopper, i Bergen, Oslo, Stavanger og Hamar. Og ved Beſtemmelſen af den nye erkebiſkoppelige Provinſes Grænſer og Udſtrækning kom det nu Norge til Gode, at Skatlandenes Afhængighed i de ſidſte Tider var bleven ligeſom fornyet eller tydeligere udtalt, thi under Nidaros’s Provins eller Erkebiſkopsdømme henlagdes nu, foruden de tre Biſkopsſtole paa Island og Grønland, der paa Grund af deres Beliggen-

    ſkopsſtole, Hamar og Oslo, kan alene forklares af den Maade, hvorpaa Oplandene vare deelte mellem Eyſtein 1 og Sigurd Jorſalafarer paa den Tid, da Oslo eller Vikens Biſkopsſtol oprettedes; det ſynes derfor temmelig klart, at hvad der da tilhørte Eyſtein, ogſaa fremdeles lod under Throndhjems Biſkopsſtol.

  1. Se ovenfor S. 800. Hamar omtales aller førſt i Sagaerne ſom Kjøbſtad i Aaret 1177. Men at der allerede ved Biſkopsſtolens Oprettelſe var en Art af Kjøbſtad (kaupangr) paa Hamar, ſynes at maatte kunne ſluttes deraf, at Hamars Biſkopsſtol i Pave Anaſtaſius’s Bulle af 1154, ſom nedenfor nærmere omtales, og hvis Terminologi viſtnok er den, Kardinal Nikolas ſelv anvendte, efter hvad han hørte i Norge, kaldes episcopatus Hamarcopiensis d. e. Biſkopsſtolen i Hamar-Kaupang (Hamar-Kjøbſtad).
  2. De islandſke Annaler. Merkeligt nok omtale Sagaerne ikke med et Ord Oprettelſen af Hamars Biſkopsſtol.