ældre Digtekunsts ypperste Frembringelser[1]. Den glimrende Forsamling i Nidaros bestod, som man erfarer, foruden af de allerede nævnte Herrer ogsaa af Landets øvrige Biskopper, og tolv af de forstandigste Mænd fra ethvert af Landets Biskopsdømmer[2], indkaldte og udvalgte for at overlægge med Kardinalen om de Forandringer og nye Indretninger, der skulde indføres, og for at vedtage dem paa deres Landsmænds Vegne, eftersom flere af dem var af den Natur, at deres Vedtagelse ej beroede paa Gejstlighedens Samtykke alene[3]. Med andre Ord, her voldtes et formeligt Kirke- og Rigs-Møde, for at ordne de kirkelige Anliggender. Foruden den nye Erkestol oprettede Cardinal Nikolas ogsaa en ny Biskopsstol i Norge, nemlig paa Hamar, for den største Deel af Oplandene. Denne vel befolkede og blomstrende Deel af Landet kunde ogsaa højlig trænge til en Biskopsstol for sig selv, især da den, som der er Grund til at tro, hidtil havde lydt under Throndhjems Biskop[4], hvis Distrikt saaledes var alt for stort, og hvis
- ↑ Det er trykt i det nys nævnte 3die Bind af Snorres Kongesagaer S. 461 flg; saa vel som i Fornmanna Sögur 5te B. S. 349.
- ↑ Dette vil sees af det strax efter følgende, hvor der tales om Einar Skulessøns Kvad. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
- ↑ Om denne Raadslagning med Biskopperne og tolv af de forstandigste Mænd fra hvert Biskopsdømme tales der egentlig kun i Intimationen til Bekræftelsen af 4224 paa Kardinal Nikolas’s Bestemmelse om Gaver, indført i Norges gamle Love I. 447. Men da det paa den ene Side er klart, at disse tolv Mænd fra hver Biskopsstol (dengang fire, altsaa 48 Mænd), ikke kunde være sammenkaldte alene for denne Bestemmelses Skyld, hvorhos der paa den anden Side ogsaa vedtoges andre Bestemmelser, der lige saa meget grebe ind i den verdslige Ret, og hvortil Folkets Samtykke ikke mindre udfordredes, er det tydeligt nok, at de 48 Mænd fra først af have været sammenkaldte som et Konvent for i Forening med Biskopperne at raadslaa med Kardinalen, og med Fuldmagt fra det øvrige Folk til at vedtage de Forandringer og nye Lovsbestemmelser, der maatte findes passende. I Frostathingsloven III. 17 findes det ogsaa, hvorvel noget uklart, antydet, at de forstandige Mænd, der med Kardinalen og Erkebiskoppen vedtoge Bestemmelsen om Gaver, havde det Hverv, i Almindelighed at overlægge om Forbedringer i Lovgivningen (hyggja at réttarbótum).
- ↑ Dette er allerede ovenfor antydet, S. 614, Anm. Biskopperne i Oslo kaldtes tidligere stedse „Biskopper i Viken“, hvilket udelukkede Oplandene, og den tilsyneladende vilkaarlige Fordeling af Oplandenes Hereder mellem begge Bi-
„máttig höfudáttar“ for en poetisk Omskrivning af „Kardinal“; dette bliver den rimeligste Forklaring, hvorimod enhver anden Oversættelse, navnlig med „Landets Høvdinger“ ikke alene bliver tvungen, men ogsaa forudsætter den Usandsynlighed, at Digteren skulde have tiltalt dem før Erkebiskoppen, medens det derimod var i sin Orden, at han tiltalte Kardinalen før ham, og umiddelbart efter Kongerne selv. Han siger ogsaa udtrykkeligt i V. 10, at han aldrig har fundet nogen mere glimrende Forsamling i eet Huus.
