Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/884

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
866
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

var i og for ſig en allerede beſluttet og aftalt Sag, hvilket aller bedſt ſees deraf, at han medbragte Pallium til den vordende Erkebiſkop, ligeſom hans Kollega, Kardinal Johan, havde medbragt fire Pallier for Erkebiſkopperne paa Irland. Kardinal Nikolas medbragte ogſaa Pallium for den tilkommende Erkebiſkop i Sverige, og det var kun ſæregne Omſtændigheder, der hindrede ham fra ſtrax ved ſin Nærværelſe i Landet at faa Erkeſtolen oprettet, ſom det nedenfor vil ſees. Erkebiſkop Jons Indvielſe foregik, ſom det i ſig ſelv var naturligt, og ſom man af flere Antydninger har Grund til at ſlutte, med ſtor Højtidelighed, og i alle tre Kongers Nærværelſe, i Nidaros. Blandt andet forherlige-des ved denne Lejlighed St. Olafs Minde derved at Skalden Einar Skulesſøn i Chriſtkirken for Erkebiſkoppen, Kardinalen og de trende Konger højtideligt fremſagde et Kvad, kaldet Geiſle eller Straalen, ſom han efter Kong Eyſteins Anmodning havde digtet til St. Olafs Ære, og hvori han opregnede hans Jertegn, fornemmelig dem, hvorom Eindride unge ved ſin førſte Hjemkomſt fra Conſtantinopel havde bragt Efterretning. De fromme Tilhørere troede endog at bemerke at den hellige Konge ſelv tilkjendegav ſit Velbehag over Æreskvadet ved at lade en yndig Duft udbrede ſig i Kirken[1]. Kvadet er endnu til, og har altid været regnet blandt vor

  1. Morkinſkinna, fol. 36 a.; dette Sted er ogſaa aftrykt i Fornmanna Sögur, VII. Her ſiges det udtrykkeligt, at Einar fremſagde Digtet i ſelve Chriſtkirken i Nidaros. At han tillige fremſagde den ſaavel i alle tre Kongers, ſom i Kardinalens og Erkebiſkop Jons Paahør, viſer ſig af Digtet ſelv, hvor han i 8de Vers anmoder dem alle tre ved Navn om at lytte til hans Kvad, og i 9de ligeledes opfordrer Jon dertil, idet han kalder ham „Overmand over hele de Lærdes Mængde“, hvilket betegner ham ſom Erkebiſkop. Det var ſaaledes efter hans Ophøjelſe til Erkebiſkop, at Kvadet blev fremſagt. Men da det nu derhos i det følgende vil viſe ſig, hvad der allerede er klart paaviiſt af S. Thorlacius i hans Afhandling om Einar Skulesſøn i 3die B. af Folioudg. af Snorre, S. 489, at de tre Konger ikke vare famlede efter 1152, ſaaſom vi allerede i Begyndelſen af 1153 finde Eyſtein ſydligſt i Viken, i den ſenere Deel af Maren ſom vi allerede have ſeet, paa Toget til Skotland og England, og klaret derefter i Uvenſkab, førſt med Sigurd, ſiden med Inge: bliver der følgelig ingen Lejlighed, hvor Kongerne kunne have været fredeligt tilſammen i Nidaros, og i Fællesſkab hørt paa Kvadet, uden i 1152 om Sommeren eller Høſten. Og det er da aabenbart, at de netop ere komne til Throndhjem for at overvære Højtideligheden ved Erkeſtolens Oprettelſe, og at Einar har benyttet deres Nærværelſe her, for i deres og Erkebiſkoppens Paahør at fremſige Kvadet til Feſtens Forherligelſe. At Kardinalen ſelv var tilſtede, maa anſees utvivlſomt, thi hiint 9de Vers, hvor Einar tiltaler Kongerne, ſlutter ſaaledes: „yðart bið ek magnit styrka — mærð þá er miklu varðar — máttig höfuðáttar“ d. e. bogſtaveligt: „mægtig over Hoved-Egnen (höfuðátt d. e. den fornemſte Himmelegn, det fornemſte Verdenshjørne) jeg beder eders Anſeelſe at ſtyrke dette Kvad, der er af ſtor Betydning“. Naar man veed at Himmelegnene i Latin netop betegnes ved „cardines mundii“, antager man ogſaa retteſt