Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/882

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
864
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

rejſen, og kom ſaaledes ikke til ſin Stol[1]. Vi vide andenſteds fra, at hans Død indtraf i 1151[2], og ſandſynligviis medens han opholdt ſig i Paris, ſom Auguſtiner-Munk i St. Victors Kloſter[3]. Men Stødet var nu engang givet, og det laa desuden, ſom det ſynes, i Pave Eugen den 3dies Plan at befæſte ſin Indflydelſe over Europas yderſte Egne ved Oprettelſen af nye Biſkops- og Erkebiſkopsdømmer; vi erfare ſaaledes at han i Aaret 1150 eller 1151, ſendte en Kardinal, Johannes Paparo, til Irland, for der at oprette 4 Erkebiſkopsdømmer, hvoriblandt et for Øſtmændene i Dublin, ſaa vel ſom for i Almindelighed at rette paa Indbyggernes Chriſtendom og Moralitet[4]. Efter al Sandſynlighed var det vel at anſee deels ſom en Gjennemførelſe af hiin almindelige Plan, deels ſom en Følge af, hvad Reidar under ſit Ophold i Udlandet havde forberedt at Pave Eugenius i Aaret 1152 ſendte en Kardinal-Legat til Norge, den førſte, der nogenſinde kom til Landet, i ſamme Ærende, ſom hiin, nemlig for at ordne Kirkeforholdene, drage Omſorg for Folkets Forbedring og fornemmelig for at oprette et eget Erkeſæde for Norge

  1. Biſkopsrækken i Norſk Tidsſkrift, V. S. 42, 44.
  2. De islandſke Annaler.
  3. Det kan nemlig neppe være nogen anden end denne Reidar (Hreiðarr), der i Du Breul’s Théâtre des antiqq. de Paris, 1612, S. 434 omtales ſom indført i St. Victors Kapitelsbog under Navnet Henrik, Erkebiſkop i Norge, og ſom den, der rimeligviis havde bragt Kloſtret et Stykke af St. Olafs Skjorte.
  4. Matth. Paris II. ed. Watts, S. 60. De fire Meſtres Annaler. Johan af Hexham, hos Twysden, S. 279 og flg. Uagtet Sendelſen paa de fleſte Steder henføres til 1151, ja hos Johan af Hexham endog til 1152, er det dog tydeligt, at han maa være afſendt førſt i 1151, eller maaſkee endog ſidſt i 1150, ſiden han allerede 4de April 1151 undertegner en Bulle i Ferentinum ved Rom, og hans Navn ſiden findes paa de fleſte Buller mellem April 1151 og April 1153, hvilken Tid han ſaaledes tilbragte i Italien alene. De Erkeſtole, han oprettede paa Irland, vare Armagh, Dublin, Caſhel og Tuam. Egentlig kan man ikke ſige at han oprettede Armaghs Erkeſtol, der allerede havde beſtaaet i mange Aarhundreder. Men man har dog anvendt den Benævnelſe, fordi han aller førſt bragte Erkebiſkoppen Pallium, og maaſkee Erkebiſkops-Titel, da han forhen kun kaldtes „St. Patricks Efterfølger“. Han ordnede ogſaa Forholdene ſaaledes, at Erkebiſkoppen af Armagh blev Øens Primas, med Ret til at indvie de øvrige Erkebiſkopper og Biſkopper. Forhen havde Biſkopperne i Øſtmændenes Stæder ſtaaet under Erkebiſkoppen af Canterbury; nu blev Dublin ſelv deres Metropol. Den førſte Erkebiſkop i Dublin var Gregorius, Biſkop fra 1121. For øvrigt havde de to andre Øſtmænds-Stæder, Waterford og Limerick,førſt nylig faaet egne Biſkopper, Waterford i 1096, og Limerick, ſom det ſynes, noget ſenere: dette var vel den nærmeſte Grund til at Dublin ophøjedes til Erkeſæde. De fleſte af Biſkopperne i disſe Stæder vare virkelige Øſtmænd, ſaaledes nævnes i Dublin Duncan O’Haingly (Englaſøn?) død 1084, og hans Efterfølger og Frænde Samuel O’Haingly, Munk fra St. Albans, død 1121; i Waterford Toſte, indviet 1136, i Limerick Herjulf eller Harald, død 1151 og efterfulgt af en Thorgils.