rejsen, og kom saaledes ikke til sin Stol[1]. Vi vide andensteds fra, at hans Død indtraf i 1151[2], og sandsynligviis medens han opholdt sig i Paris, som Augustiner-Munk i St. Victors Kloster[3]. Men Stødet var nu engang givet, og det laa desuden, som det synes, i Pave Eugen den 3dies Plan at befæste sin Indflydelse over Europas yderste Egne ved Oprettelsen af nye Biskops- og Erkebiskopsdømmer; vi erfare saaledes at han i Aaret 1150 eller 1151, sendte en Kardinal, Johannes Paparo, til Irland, for der at oprette 4 Erkebiskopsdømmer, hvoriblandt et for Østmændene i Dublin, saa vel som for i Almindelighed at rette paa Indbyggernes Christendom og Moralitet[4]. Efter al Sandsynlighed var det vel at ansee deels som en Gjennemførelse af hiin almindelige Plan, deels som en Følge af, hvad Reidar under sit Ophold i Udlandet havde forberedt at Pave Eugenius i Aaret 1152 sendte en Kardinal-Legat til Norge, den første, der nogensinde kom til Landet, i samme Ærende, som hiin, nemlig for at ordne Kirkeforholdene, drage Omsorg for Folkets Forbedring og fornemmelig for at oprette et eget Erkesæde for Norge
- ↑ Biskopsrækken i Norsk Tidsskrift, V. S. 42, 44.
- ↑ De islandske Annaler.
- ↑ Det kan nemlig neppe være nogen anden end denne Reidar (Hreiðarr), der i Du Breul’s Théâtre des antiqq. de Paris, 1612, S. 434 omtales som indført i St. Victors Kapitelsbog under Navnet Henrik, Erkebiskop i Norge, og som den, der rimeligviis havde bragt Klostret et Stykke af St. Olafs Skjorte.
- ↑ Matth. Paris II. ed. Watts, S. 60. De fire Mestres Annaler. Johan af Hexham, hos Twysden, S. 279 og flg. Uagtet Sendelsen paa de fleste Steder henføres til 1151, ja hos Johan af Hexham endog til 1152, er det dog tydeligt, at han maa være afsendt først i 1151, eller maaskee endog sidst i 1150, siden han allerede 4de April 1151 undertegner en Bulle i Ferentinum ved Rom, og hans Navn siden findes paa de fleste Buller mellem April 1151 og April 1153, hvilken Tid han saaledes tilbragte i Italien alene. De Erkestole, han oprettede paa Irland, vare Armagh, Dublin, Cashel og Tuam. Egentlig kan man ikke sige at han oprettede Armaghs Erkestol, der allerede havde bestaaet i mange Aarhundreder. Men man har dog anvendt den Benævnelse, fordi han aller først bragte Erkebiskoppen Pallium, og maaskee Erkebiskops-Titel, da han forhen kun kaldtes „St. Patricks Efterfølger“. Han ordnede ogsaa Forholdene saaledes, at Erkebiskoppen af Armagh blev Øens Primas, med Ret til at indvie de øvrige Erkebiskopper og Biskopper. Forhen havde Biskopperne i Østmændenes Stæder staaet under Erkebiskoppen af Canterbury; nu blev Dublin selv deres Metropol. Den første Erkebiskop i Dublin var Gregorius, Biskop fra 1121. For øvrigt havde de to andre Østmænds-Stæder, Waterford og Limerick,først nylig faaet egne Biskopper, Waterford i 1096, og Limerick, som det synes, noget senere: dette var vel den nærmeste Grund til at Dublin ophøjedes til Erkesæde. De fleste af Biskopperne i disse Stæder vare virkelige Østmænd, saaledes nævnes i Dublin Duncan O’Haingly (Englasøn?) død 1084, og hans Efterfølger og Frænde Samuel O’Haingly, Munk fra St. Albans, død 1121; i Waterford Toste, indviet 1136, i Limerick Herjulf eller Harald, død 1151 og efterfulgt af en Thorgils.
