Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/880

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
862
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

ſkop Arnald ud lige til 1150, da han, enten fordi han i ſin fremrykkede Alder længtes efter et blidere Opholdsſted, eller fordi han var bleven alt for forhadt ved ſin Myndighed, vendte tilbage til Norge, og en vis Jon Knut indviedes, ſandſynligviis af Erkebiſkop Æſkil, til hans Eftermand[1]. Om Biſkop Villjam paa Orknøerne og Modbiſkoppen Rodulf den yngre er der allerede ovenfor talt. Rodulf undlod ikke, ſom man ſeer, nu og da at forſøge paa at komme i Beſiddelſe af Biſkopsſtolen: der gives i det mindſte ſaavel et Brev fra Pave Calixtus den 2den til Norges Konger Sigurd (Jorſalafarer) og Eyſtein, hvori han opfordrer dem til at tage Rodulf i ſin Beſkyttelſe, og tillade ham at bo roligt i ſit Stift (1118), ſom et ſenere af Honorius II (1125) til Sigurd om at hjelpe Rodulf mod den, der havde trængt ſig ind i hans Plads[2], men at Rodulf desuagtet ikke fik Indpas, er viſt nok, ligeſom og St. Magnus’s Hellighed her upaatvivlelig maa være kommen Biſkop Villjam tilpas. Hvor vidt Villjam var indviet af Erkebiſkop Asſer, vides ej, men ſikkert nok er det, at Rodulf var indviet af Biſkoppen i York. Det laa derfor, ſom allerede ovenfor antydet, i Villjams egen Interesſe, at ſlutte ſig til den norſke Kirke, thi alene derved erhvervede han Ret til at unddrage ſig den Rodulf begunſtigende yorkſke Erkebiſkops Højhed, og da nu dertil, ſom vi have ſeet, de politiſke Forhold nødſagede Orknø-Jarlerne ſelv til at kappes om at erhverve de norſke Kongers Beſkyttelſe, og ſaaledes til at erkjende dem for ſine Overherrer, maatte derved ogſaa Øernes kirkelige Forbindelſe med Norge ſaa meget mere lettes. Det ſamme var Tilfældet med Syderøerne, hvor Kongeſønnen, Gudrød, ſom vi have ſeet, beſøgte Norge og hyldede Kong Inge i Aaret 1152. Ogſaa her maa ligeledes forſkjellige Biſkopper have ſtaaet imod hinanden, og derfor rimeligviis deels have ſluttet ſig til den yorkſke, deels til den norſke Kirke. De, der ſluttede ſig til Erkebiſkoppen af York, vare alle, ſom man kan ſkjønne, udvalgte af Munkene i Rusſin Kloſter, der, maaſkee allerede ved Stiftelſen, havde faaet den Ret at kunne udvælge Biſkopperne paa Man og Øerne[3]; vi erfare nemlig, at alle disſe Biſkopper vare Ciſtereienſermunke enten fra Furneſs i York, af hvilket Kloſter Rusſin egentlig kun var en Celle, eller fra de nordmanniſke Kloſtre Seez eller Savigny, fra hvilket Furneſs var anlagt, og under hvilket ſaavel dette ſom dets Celler eller

  1. Se iſær Annalerne. Jon Knut omtales forreſten ogſaa i Sturlungaſaga III. 4. Han døde 1187. Se Grønlands hiſtoriſke Mindesmærker II. 672, 760, III. 6, 44.
  2. Monasticon Anglicanum, VIII. 1187.
  3. Diplomatarium Norveg. I. No. 28.