Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/877

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
859
Forſøg paa at gjenoprette den bremiſke Erkeſtols Overhøjhed.

Erkebiſkop Asſer i Lund og de øvrige danſke Biſkopper ikke viſte bane den tilbørlige Lydighed ſom Metropolit efter ældre Privilegier af Paverne, Gregor (IV), Sergius (II), Leo (IV), Benedikt (IX), Nikolaus (II), Hadrian (II), havde ſaavel hans Forgængere Calixtus og Honorius, ſom han ſelv formanet dem til at vende tilbage til Lydighed mod den hamburgſke Kirke, eller, om de troede at have nogen retmæsſig Grund til at unddrage ſig derfra, befalet dem i ſaa Fald, desangaaende at henvende ſig til det apoſtoliſke Sæde[1]. Men de havde ringeagtet de apoſtoliſke Befalinger, og hverken indfundet ſig eller havde ſendt Svar. Og for at ingen ſkulde drage Fordeel af ſin Trodſighed, underkaſtede han derfor med Kardinalernes Raad ſaavel den lundſke, ſom de øvrige danſke Biſkopper atter under den hamburgſke Erkebiſkops Højhed. Overeensſtemmende med de oven nævnte Pavers Privilegier, og ifølge Kong Lothars Bøn, bekræftede han ſaaledes Adalbero, og ved ham den hamburgſke Kirke, i Metropolitanhøjheden over Danmarks, Sveriges, Norges, Farrias, Grønlands, Helſinglands, Islands, Skridfinnelands, og Slavernes Kirker. Det er charakteriſtiſkt nok, at han her netop forbigaar Paſchalis II, der havde oprettet Erkebiſkopsdømmet i Lund. Det ſynes ogſaa, efter Pladſen at dømme, hvor han nævner Farria, ſom om han nu forſtaar det om Færøerne, hvor der imidlertid var oprettet en egen Biſkopsſtol, medens Navnet i hine ældre Tider betegnede Helgoland, ſom da en Stund havde ſin egen Biſkop. Den anden Bulle er udſtedt til den daværende danſke Kong Nikolas, hvilken han underretter om den nys nævnte Forføjning, og opfordrer ham til at paaſee, at Danmarks Biſkopper vende tilbage rinder deres retmæsſige Overhoved. Den tredie er henvendt lige til Erkebiſkop Asſer ſelv, der paa det indſtændigſte opfordres til Underkaſtelſe under den hamburgſke Erkebiſkop; den fjerde til en Konge, der ſandſynligviis er Sveriges, eller ogſaa er den maaſkee ſkreven i to ligelydende Kopier, den ene til Sveriges, den anden til Norges Konge. Den femte opfordrer Sveriges Biſkopper til at erkjende Adalbert for deres Metropolit. Til Norges Biſkopper findes ingen Bulle, men rimeligviis have vel ogſaa de modtaget en, ſiden Norge og dets Skat— ſamt Kolonilande udtrykkeligt nævnes i den førſte[2]. Det ſees ikke, at disſe

  1. Af de her nævnte Buller kan visſelig Gregors, der i det 9de Aarhundrede nævner Grønland og Helſingeland, der førſt chriſtnedes i det 11te, betragtes ſom underſtukken efter eller paa Adalberts Tid omkring 1060.
  2. Bullerne anføres paa flere Steder, hos Staphorſt, Hist. Hamb. Eccl. Diplomatatica I. S. 532 flg. i Lappenbergs Urkundenbuch, I. 133 flg. Liliegrens Diplomatarium I. 146 flg. o. ſ. v. Det er forøvrigt ikke uſandſynligt, at Norge og Island have erklæret ſig for Anaklet, ſiden det i Hungrvaka