Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/876

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
858
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

lige Norden, og ſaaledes ſkillede dette fra den bremiſke Provins, fremdeles ſøgte at vedligeholde, eller rettere gjenvinde Højheden over de nordiſke Kirker, ja endog tildeels fik Medhold heri af den romerſke Marie, hvilket neppe kan have undladt at ſvække den lundſke Erkebiſkops Auktoritet i Norge og Sverige, og ſaaledes at lette Opnaaelſen af det Maal, hvorefter man ſtundede. Det var, ſom det ſynes, iſær den bremiſke Erkebiſkop Adalbero, ophøjet i Aaret 1123 til denne Værdighed, der lod ſig det være magtpaaliggende at ſkaffe Bremens Erkeſtol de tabte Rettigheder over Norden tilbage. Af Pave Calixtus II, der ſelv indviede ham, udvirkede han, at han paa et Concilium i Lateran erklæredes for Metropolit over alle de tre nordiſke Riger[1]. Calixtus’s Eftermand, Honorius II, ſkal have afgivet ſamme Erklæring. Siden gik Pave Innocents II endnu videre. Udvalgt til Pave i Aaret 1130, og anerkjendt af den ſtørſte Deel af den latinſke Chriſtenhed, maatte han dog forlade Italien, af Frygt for en Modpave, Anaklet II, der underſtøttedes af den forhen omtalte mægtige Hertug Roger 11 af Sicilien, og kronede ham til Konge[2]. Innocents begav ſig til Frankrige og ſiden til det veſtlige Tydſkland, hvor han i Lüttich 1131 kronede Kong Lothar, ſom til Gjengjeld lovede at ſtaa ham bi mod hans Modſtander. Derved bar han kommen i Taknemlighedsgjeld til Lothar. For Lothar, ſom tydſk Konge, og navnlig ſom ſaxiſk Fyrſte, maatte det, i Særdeleshed under de daværende Forhold, hvor han, ſom vi have ſeet, netop lagde an paa at erhverve Lenshøjhed over Danmark, tillige være magtpaaliggende at faa den forrige gejſtlige Overhøjhed gjenoplivet, og man kan derfor godt forſtaa, hvorledes han, ſom det udtrykkelig ſiges, anmodede Innocents om at foretage de fornødne Skridt hertil. At Innocents føjede ham, var naturligt, og han udſtedte ſaaledes efter Tilbagekomſten til Italien, paa een Dag (27 Mai 1133) ikke færre end fem Buller, der alle gik ud paa at give Adalbero den ſamme Magt over Norden, ſom hans ældre Forgængere havde udøvet. I den førſte af dem, til Adalbero ſelv, erklærede han, at da denne oftere havde klaget, ſaavel for ham, ſom for hans Formænd Calixtus og Honorius over, at

  1. At Calixtus har givet ſaadanne Erklæringer ſees af Innocents den 2dens udtrykkelige Ord i hans Bulle, hvorom nedenfor.
  2. Dette var hiin Roger af Sicilien, der er ovenfor omtalt S. 577, og ſom hidtil ſædvanligen har været antaget for den, der af Sigurd Jorſalafarer i Aaret 1110 fik Kongenavn, medens det, ſom ovenfor (S. 579—581) viiſt, upaatvivlelig var Rogers Fætter Hertug Roger Burſa af Apulien, hvem Sigurd gav denne Titel, hvorimod det ſandſynligviis netop var denne Omſtændighed, der ſiden gav Roger II Anledning til at fordre Kongenavn.