lige Norden, og saaledes skillede dette fra den bremiske Provins, fremdeles søgte at vedligeholde, eller rettere gjenvinde Højheden over de nordiske Kirker, ja endog tildeels fik Medhold heri af den romerske Marie, hvilket neppe kan have undladt at svække den lundske Erkebiskops Auktoritet i Norge og Sverige, og saaledes at lette Opnaaelsen af det Maal, hvorefter man stundede. Det var, som det synes, især den bremiske Erkebiskop Adalbero, ophøjet i Aaret 1123 til denne Værdighed, der lod sig det være magtpaaliggende at skaffe Bremens Erkestol de tabte Rettigheder over Norden tilbage. Af Pave Calixtus II, der selv indviede ham, udvirkede han, at han paa et Concilium i Lateran erklæredes for Metropolit over alle de tre nordiske Riger[1]. Calixtus’s Eftermand, Honorius II, skal have afgivet samme Erklæring. Siden gik Pave Innocents II endnu videre. Udvalgt til Pave i Aaret 1130, og anerkjendt af den største Deel af den latinske Christenhed, maatte han dog forlade Italien, af Frygt for en Modpave, Anaklet II, der understøttedes af den forhen omtalte mægtige Hertug Roger 11 af Sicilien, og kronede ham til Konge[2]. Innocents begav sig til Frankrige og siden til det vestlige Tydskland, hvor han i Lüttich 1131 kronede Kong Lothar, som til Gjengjeld lovede at staa ham bi mod hans Modstander. Derved bar han kommen i Taknemlighedsgjeld til Lothar. For Lothar, som tydsk Konge, og navnlig som saxisk Fyrste, maatte det, i Særdeleshed under de daværende Forhold, hvor han, som vi have seet, netop lagde an paa at erhverve Lenshøjhed over Danmark, tillige være magtpaaliggende at faa den forrige gejstlige Overhøjhed gjenoplivet, og man kan derfor godt forstaa, hvorledes han, som det udtrykkelig siges, anmodede Innocents om at foretage de fornødne Skridt hertil. At Innocents føjede ham, var naturligt, og han udstedte saaledes efter Tilbagekomsten til Italien, paa een Dag (27 Mai 1133) ikke færre end fem Buller, der alle gik ud paa at give Adalbero den samme Magt over Norden, som hans ældre Forgængere havde udøvet. I den første af dem, til Adalbero selv, erklærede han, at da denne oftere havde klaget, saavel for ham, som for hans Formænd Calixtus og Honorius over, at
- ↑ At Calixtus har givet saadanne Erklæringer sees af Innocents den 2dens udtrykkelige Ord i hans Bulle, hvorom nedenfor.
- ↑ Dette var hiin Roger af Sicilien, der er ovenfor omtalt S. 577, og som hidtil sædvanligen har været antaget for den, der af Sigurd Jorsalafarer i Aaret 1110 fik Kongenavn, medens det, som ovenfor (S. 579—581) viist, upaatvivlelig var Rogers Fætter Hertug Roger Bursa af Apulien, hvem Sigurd gav denne Titel, hvorimod det sandsynligviis netop var denne Omstændighed, der siden gav Roger II Anledning til at fordre Kongenavn.
