Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/875

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
857
Kloſtre paa Island.

Det Kloſter, ſom dernæſt indrettedes, var Kloſtret paa Tveraa i Eyjafjorden, Viga-Glums og Einar Ejulfsſøns gamle Ættegaard[1], der efter Kloſtrets Oprettelſe kaldtes Munke-Tveraa; det oprettedes 1155 af Biſkoppen i Hole, Bjørn Gislesſøn, Ketils Eftermand, ſom foreſkrev, at Munkene her ligeledes ſkulde iagttage St. Benedikts Regel[2]. Det er viſt, at Thingeyre og Tveraa Kloſtre borte til en og ſamme Orden, da en Abbed i det ene kunde gaa over til det andet[3], men da de oprettedes netop i Ciſtercienſer-Tiden, og Ciſtercienſer-Ordenen egentlig kun var en Underafdeling af Benediktiner-Ordenen, er det ikke uſandſynligt at de egentlig have tilhørt hiin.

Vi have ſeet, hvorledes allerede Sigurd Jorſalafarer, ſom der fortælles, lovede at oprette en egen Erkebiſkopsſtol i Norge, ſom en af de Betingelſer, hvorpaa han fik Spaanen af det hellige Kors. Dette viſer, at man i Almindelighed betragtede en Erkebiſkopsſtol ſom nødvendig for ethvert ſtørre Lands kirkelige Organiſation, uden at man engang behøver at tænke ſig Nationalfølelſen ſom den egentlige Drivfjeder. Men hos den norſke Gejſtlighed, der talte ſaa mange af Landets meeſt udmerkede Sønner i ſin Midte, og ſom derhos paavirkedes af ſine talrige engelſk-nordmanniſke Medbrødre, gjorde den ſig visſelig i høj Grad gjeldende, ligeſom ogſaa Kongerne øjenſynligt ſatte en vis Forfængelighed i at medvirke til, at Landet ikke ſavnede den Glands, der altid udgik fra et højeſte gejſtligt Overhoved. Det er derhos ikke ſaa uſandſynligt, at de eller deres Raadgivere netop i denne ſenere Tid, da de politiſke Forviklinger i Norden bleve ſtørre, og Forbindelſerne mellem de nordiſke Kongehuſe indbyrdes bleve hyppigere, fornemmelig have ønſket at ſee den Indflydelſe, ſom det danſke Hof gjennem den lundſke Erkebiſkops kirkelige Supremati over det øvrige Norden ogſaa ſunde udøve i politiſk Henſeende, tilintetgjort ved Nationalkirkens Emancipation fra det fremmede Vælde, og ved Oprettelſen af en egen Erkeſtol, hvor ſtor Indſkrænkning denne end, naar den beklædtes af en kraftig og nidkjær Mand, kunde gjøre i Kongevældet. Saaledes arbejdede-s der da, viſtnok lige ſiden Sigurd Jorſalafarers Dage, paa at afſondre Norge med Skatlandene ſamt Koloni-Stater fra det lundſke Erkebiſkopsdømme ſom en egen Provins, om end de nærmere Forhandlinger desangaaende ikke længer, eller maaſkee rettere ikke endnu kjendes. Vi vide kun, at Bremens Erkeſtol, trods den Forføjning af Pave Paſchalis II, der dekreterede Oprettelſen af et Erkeſæde i Lund for det egent-

  1. Se ovenfor I. 2. S. 180 o. fl. St.
  2. Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie, 4de B. S. 41 flg.
  3. F. Ex. Abbed Berg, der efter at have været Abbed i Tveraa forflyttedes ſom Abbed til Thingeyre, ſe Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie, 4de B. S. 33, 45.