Det Kloster, som dernæst indrettedes, var Klostret paa Tveraa i Eyjafjorden, Viga-Glums og Einar Ejulfssøns gamle Ættegaard[1], der efter Klostrets Oprettelse kaldtes Munke-Tveraa; det oprettedes 1155 af Biskoppen i Hole, Bjørn Gislessøn, Ketils Eftermand, som foreskrev, at Munkene her ligeledes skulde iagttage St. Benedikts Regel[2]. Det er vist, at Thingeyre og Tveraa Klostre borte til en og samme Orden, da en Abbed i det ene kunde gaa over til det andet[3], men da de oprettedes netop i Cistercienser-Tiden, og Cistercienser-Ordenen egentlig kun var en Underafdeling af Benediktiner-Ordenen, er det ikke usandsynligt at de egentlig have tilhørt hiin.
Vi have seet, hvorledes allerede Sigurd Jorsalafarer, som der fortælles, lovede at oprette en egen Erkebiskopsstol i Norge, som en af de Betingelser, hvorpaa han fik Spaanen af det hellige Kors. Dette viser, at man i Almindelighed betragtede en Erkebiskopsstol som nødvendig for ethvert større Lands kirkelige Organisation, uden at man engang behøver at tænke sig Nationalfølelsen som den egentlige Drivfjeder. Men hos den norske Gejstlighed, der talte saa mange af Landets meest udmerkede Sønner i sin Midte, og som derhos paavirkedes af sine talrige engelsk-nordmanniske Medbrødre, gjorde den sig visselig i høj Grad gjeldende, ligesom ogsaa Kongerne øjensynligt satte en vis Forfængelighed i at medvirke til, at Landet ikke savnede den Glands, der altid udgik fra et højeste gejstligt Overhoved. Det er derhos ikke saa usandsynligt, at de eller deres Raadgivere netop i denne senere Tid, da de politiske Forviklinger i Norden bleve større, og Forbindelserne mellem de nordiske Kongehuse indbyrdes bleve hyppigere, fornemmelig have ønsket at see den Indflydelse, som det danske Hof gjennem den lundske Erkebiskops kirkelige Supremati over det øvrige Norden ogsaa sunde udøve i politisk Henseende, tilintetgjort ved Nationalkirkens Emancipation fra det fremmede Vælde, og ved Oprettelsen af en egen Erkestol, hvor stor Indskrænkning denne end, naar den beklædtes af en kraftig og nidkjær Mand, kunde gjøre i Kongevældet. Saaledes arbejdede-s der da, vistnok lige siden Sigurd Jorsalafarers Dage, paa at afsondre Norge med Skatlandene samt Koloni-Stater fra det lundske Erkebiskopsdømme som en egen Provins, om end de nærmere Forhandlinger desangaaende ikke længer, eller maaskee rettere ikke endnu kjendes. Vi vide kun, at Bremens Erkestol, trods den Forføjning af Pave Paschalis II, der dekreterede Oprettelsen af et Erkesæde i Lund for det egent-
