delse, at bekvemme sig til et Forlig, hvorved Haralds, der næsten kunde kaldes hans Fostersøns, Rettigheder ganske opofredes. Men han havde intet andet Valg, naar han ikke selv vilde opgive sine Fordringer. At han fremdeles havde Forkjærlighed for Harald, og benyttede den første Lejlighed, der tilbød sig, for igjen at forvinde sig med ham, vil i det følgende blive viist[1].
Under alle Uroligheder, som fandt Sted saavel i som udenfor Riget, men hvori dog Folket selv endnu ikke synderlig tog Deel, havde den norske Kirke gjort langsomme, men sikre Skridt til sin fuldstændige Organisation paa en national Grundvold, uafhængig af anden fremmed Myndighed end Pavens egen, og til Udvidelsen af sin Magt. Ligesom det forhen var den bremiske Erkebiskops Højhed, hvilken den norske Gejstlighed røgte at unddrage sig, arbejdede den nu paa at emancipere sig fra Erkebiskoppen i Lund, og det var, som man tydeligt nok kan see, fremdeles den hyppige Forbindelse med England, og den engelsk-nordmanniske Gejstligheds Indflydelse, der dannede en Modvegt mod det danske og tydske Kirkeherredømme, og gav den norske Gejstligheds Uafhængighedsaand en ydre Støtte. Det er saaledes allerede paapeget[2], hvorledes Stavangers, og sandsynligviis Bergens Biskopsstol efter al Rimelighed stod i den nøjeste Forbindelse med Konventet, i Winchester. Vi finde ikke sjelden Prester i Norge nævnte, der enten udtrykkeligt siges at være engelske af Fødsel, eller i det mindste bære engelske Navne[3]. Der stiftedes ogsaa flere Klostre, om hvilke det er aldeles vist, at de allerførst grundlagdes af engelske Munke. St. Michaelsklostret i Bergen, eller som det almindeligviis kaldes, Munkelivs-Kloster, og dets Oprettelse ved Kong Ey-
- ↑ Orknøyinga Saga S. 34ti. De ovenfor anførte Dagsangivelser findes alle i Orknøyinga Saga, og hvad Aarstallene angaar, henvise vi til S. 832, 833 Note.
- ↑ Se ovenfor, S. 609, 610, 616.
- ↑ Saaledes hed f. Ex. den Prest i Alvidra, som tog sig af Haavard, Ragnvald Jarls Staldbroder, Richard, aabenbart et engelsk Navn (se nedenfor S. 689); den Prest, hvilken Kong Sigurds Morbrødre lode mishandle, hvorom Legenden fortæller (se ovenfor S. 812), hed ogsaa Richard og siges udtrykkeligt at være engelsk af Fødsel. Biskop Reinald af Stavanger var ligeledes, som vi have seet, engelsk, og hvad den Arnald angaar, der blev Biskop i Grønland, synes hans Navn i det mindste ikke at være norskt, man maa næsten formode, at han var af engelsk eller nordmannisk Herkomst.
