Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/87

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
69
Nordmannerne i Italien.

Krigsliſt, ere hvad man kunde kalde ſtaaende Sagn eller Anekdoter, der ogſaa fortælles om mange andre, ſaa vel ældre ſom yngre Krigshøvdinger: ſaa kan det dog viſt ikke betvivles, at Harald her maa have udmerket ſig i høj Grad og grebet ſaa betydeligt ind i Begivenhedernes Gang, at hans Navn ogſaa vilde have været nævnt hos de byzantinſke Forfattere, der behandlede denne Tid, hvis de havde ſkrevet med en Anna Komnenas Nøjagtighed og Fuldſtændighed, i Stedet for kun at levere magre, dunkle og ufuldſtændige Notitſer. Men ogſaa i en anden Henſeende er denne Krig merkelig. Det er førſte Gang, at Harald, eller overhoved norſke Krigere, kom i Berørelſe med Nordmannerne, ej alene ſom Venner, men og ſom Fiender, og ſaaledes fik Anledning til at erfare, hvad de ſenere Væringer endnu bedre fik prøve, at Ætlingerne af deres forrige Landsmænd, Gange-Rolfs Krigere, endnu ikke havde vanſlægtet fra deres Forfædre, og at de, ſkjønt de havde forandret Sprog, dog endnu vare Nordmænd i Kraft, Tapperhed, Skikke og Sæder. Det var tillige i og ved denne Krig, at Nordmændene grundfeſtede den Magt i Nedre-Italien, ſom ſatte dem i Stand til, ogſaa her at oprette et Rige og indſet-e nordiſke Inſtitutioner. Det er derfor nødvendigt, her nærmere at dvæle ved disſe Begivenheder, og hvad der med dem ſtaar i Forbindelſe.

Nedre-Italien beſtod ved det 11te Aarhundredes Begyndelſe af to Hoveddele, af hvilke man kunde kalde den ene den græſk-romerſke, for ſaa vidt den ſtod under den græſk-romerſke Keiſers, eller græſke Høvdingers Herredømme, og den anden den langobardiſke, da den adlød langobardiſke Fyrſter, og var den ſidſte uafhængige Levning af det gamle langobardiſke Kongerige, hvis ſtørſte Deel erobredes af Karl den ſtore, og ſiden, i det mindſte af Navn, tilhørte det gjenoprettede veſtromerſke, ſiden tydſke Kejſerdømme. Men af den græſk-romerſke Deel var det, ſom ovenfor nævnt, ikkun Apulien og Kalabrien, der ſtode i fuldſtændigt Afhængighedsforhold til den byzantinſke Kejſer, der lod dem beſtyre ved en Statholder; tilſammen kaldtes de af Grækerne efter deres forrige langobardiſke Herrer „Longibardien“ eller „det longibardiſke Thema“. Stæderne Neapel, Gaeta og Amalfi med tilhørende, ej ubetydelige Diſtrikter, ſtode vel under græſke Hertuger, men disſe Hertuger vare i Virkeligheden uafhængige af Kejſeren. Den langobardiſke Deel beſtod af de tre Fyrſtendømmer Benevent, Capua og Salerno, hvert med ſin uafhængige Hertug. Mellem alle disſe Fyrſter og den græſke Statholder førtes uafladelige Fejder, der udſugede Landets Skarv og plagede Folket. Derhos gjorde Saracenerne fra Afrika og Sicilien hyppige og ødelæggende Plyndringstog langs Kyſterne, og tiltvang ſig derved endog ſtundom en aarlig Skat af de Fyrſter, ſom ikke paa anden Maade kunde holde dem fra ſig.