Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/87

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
69
Nordmannerne i Italien.

Krigslist, ere hvad man kunde kalde staaende Sagn eller Anekdoter, der ogsaa fortælles om mange andre, saa vel ældre som yngre Krigshøvdinger: saa kan det dog vist ikke betvivles, at Harald her maa have udmerket sig i høj Grad og grebet saa betydeligt ind i Begivenhedernes Gang, at hans Navn ogsaa vilde have været nævnt hos de byzantinske Forfattere, der behandlede denne Tid, hvis de havde skrevet med en Anna Komnenas Nøjagtighed og Fuldstændighed, i Stedet for kun at levere magre, dunkle og ufuldstændige Notitser. Men ogsaa i en anden Henseende er denne Krig merkelig. Det er første Gang, at Harald, eller overhoved norske Krigere, kom i Berørelse med Nordmannerne, ej alene som Venner, men og som Fiender, og saaledes fik Anledning til at erfare, hvad de senere Væringer endnu bedre fik prøve, at Ætlingerne af deres forrige Landsmænd, Gange-Rolfs Krigere, endnu ikke havde vanslægtet fra deres Forfædre, og at de, skjønt de havde forandret Sprog, dog endnu vare Nordmænd i Kraft, Tapperhed, Skikke og Sæder. Det var tillige i og ved denne Krig, at Nordmændene grundfestede den Magt i Nedre-Italien, som satte dem i Stand til, ogsaa her at oprette et Rige og indset-e nordiske Institutioner. Det er derfor nødvendigt, her nærmere at dvæle ved disse Begivenheder, og hvad der med dem staar i Forbindelse.

Nedre-Italien bestod ved det 11te Aarhundredes Begyndelse af to Hoveddele, af hvilke man kunde kalde den ene den græsk-romerske, for saa vidt den stod under den græsk-romerske Keisers, eller græske Høvdingers Herredømme, og den anden den langobardiske, da den adlød langobardiske Fyrster, og var den sidste uafhængige Levning af det gamle langobardiske Kongerige, hvis største Deel erobredes af Karl den store, og siden, i det mindste af Navn, tilhørte det gjenoprettede vestromerske, siden tydske Kejserdømme. Men af den græsk-romerske Deel var det, som ovenfor nævnt, ikkun Apulien og Kalabrien, der stode i fuldstændigt Afhængighedsforhold til den byzantinske Kejser, der lod dem bestyre ved en Statholder; tilsammen kaldtes de af Grækerne efter deres forrige langobardiske Herrer „Longibardien“ eller „det longibardiske Thema“. Stæderne Neapel, Gaeta og Amalfi med tilhørende, ej ubetydelige Distrikter, stode vel under græske Hertuger, men disse Hertuger vare i Virkeligheden uafhængige af Kejseren. Den langobardiske Deel bestod af de tre Fyrstendømmer Benevent, Capua og Salerno, hvert med sin uafhængige Hertug. Mellem alle disse Fyrster og den græske Statholder førtes uafladelige Fejder, der udsugede Landets Skarv og plagede Folket. Derhos gjorde Saracenerne fra Afrika og Sicilien hyppige og ødelæggende Plyndringstog langs Kysterne, og tiltvang sig derved endog stundom en aarlig Skat af de Fyrster, som ikke paa anden Maade kunde holde dem fra sig.