Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/86

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
63
Magnus den gode.

der angives til fem Alen[1], men desuagtet vel proportioneret. Det er umuligt andet end at den smukke, unge, kæmpestore Nordmand, med sin imponerende Skabning og sit stolte Kongeblik maa have vakt stor Opsigt blandt de blødagtige Græker, og at han navnlig maa have gjort et mægtigt Indtryk paa den for mandig Skjønhed saa følsomme Kejserinde. Den følgende Historie, som et Par af Kongesagaerne berette, er derfor intet mindre end usandsynlig. En Dag da Væringerne just beskjeftigede sig med de sædvanlige Kamplege, og nogle legede, andre, hvoriblandt Nordbrikt eller Harald, sad i tre Kredse og saa til, kom .Kejserinde Zoe forbi. Efterat have staaet en Stund og beundret deres raske Bevægelser og Styrkeprøver, fik hun Øje paa Harald, gik strax hen til ham, og sagde: „hør Nordmand, giv mig en Lok af dit Haar“, Men Harald gav hende kun et uærbødigt og uanstændigt, men derhos løjerligt Svar, saa at Tilhørerne maatte lee, medens de dog forundrede sig over Nordmandens Djervhed. Zoe, heder det, brød sig dog ikke derom, og fortsatte sin Vej. Man maa næsten formode, at hun selv tilligemed de hende omgivende Damer har fundet Haralds Svar alt for morsomt, til at kunne vredes paa ham derover. Snarere har det endog bidraget til at befeste Harald i hendes Yndest, og skaffe ham Anførerværdigheden tidligere end han maaskee ellers vilde have naaet den[2].

Af alle de Krigsforetagender, hvori Harald deeltog under sit Ophold i Syden, er intet blevet mere navnkundigt, end Krigen paa Sicilien og i Nedre-Italien i Aarene 1038—1041. Toget til Sicilien 1038 under Anførsel af Georg Maniakes (Gyrge) fortælles som Hovedtoget, ved hvilket alle de øvrige Bedrifter, Harald udførte, endog Toget til Serkland, kun anføres i Korthed som Biomstændigheder. Den lange Mellemtid mellem Haralds første Ankomst og den siciliske Krig svinder ligesom sammen til Intet; Harald optræder strax som Væring, Michael som Kejser, og Georg som Anfører. Anekdoter om disse Tog optage i vore egne Sagaer næsten den hele Beretning om Haralds Bedrifter udenlands. Med Vidtløftighed fortælles der om Haralds Tapperhed og Snedighed, og med Velbehag i dvæles der ved de Puds, han spillede den græske Anfører, Georg Maniakes. Man vi nu end ansee meget af dette for Overdrivelse, og kunne vi end (se nedf.) paavise at flere af de Exempler, der anføres paa Haralds

  1. Harald Haardraades Saga, Cap. 124, Snorre, Cap. 104. Dette Maal svarer omtrent til 7½ Fod af vore nuværende.
  2. Harald Haardraades Saga, Cap. 5. Flatøbogen henfører denne Begivenhed til en anden Tid, nemlig til strax efter Haralds Indtrædelse blandt Væringerne, medens derimod hiin fortæller det efter Blaalandstoget. Begge Dele kunne være rigtige, forudsat at Harald ej blev Væring førend han kom tilbage fra Orienten.