Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/86

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
63
Magnus den gode.

der angives til fem Alen[1], men desuagtet vel proportioneret. Det er umuligt andet end at den ſmukke, unge, kæmpeſtore Nordmand, med ſin imponerende Skabning og ſit ſtolte Kongeblik maa have vakt ſtor Opſigt blandt de blødagtige Græker, og at han navnlig maa have gjort et mægtigt Indtryk paa den for mandig Skjønhed ſaa følſomme Kejſerinde. Den følgende Hiſtorie, ſom et Par af Kongeſagaerne berette, er derfor intet mindre end uſandſynlig. En Dag da Væringerne juſt beſkjeftigede ſig med de ſædvanlige Kamplege, og nogle legede, andre, hvoriblandt Nordbrikt eller Harald, ſad i tre Kredſe og ſaa til, kom .Kejſerinde Zoe forbi. Efterat have ſtaaet en Stund og beundret deres raſke Bevægelſer og Styrkeprøver, fik hun Øje paa Harald, gik ſtrax hen til ham, og ſagde: „hør Nordmand, giv mig en Lok af dit Haar“, Men Harald gav hende kun et uærbødigt og uanſtændigt, men derhos løjerligt Svar, ſaa at Tilhørerne maatte lee, medens de dog forundrede ſig over Nordmandens Djervhed. Zoe, heder det, brød ſig dog ikke derom, og fortſatte ſin Vej. Man maa næſten formode, at hun ſelv tilligemed de hende omgivende Damer har fundet Haralds Svar alt for morſomt, til at kunne vredes paa ham derover. Snarere har det endog bidraget til at befeſte Harald i hendes Yndeſt, og ſkaffe ham Anførerværdigheden tidligere end han maaſkee ellers vilde have naaet den[2].

Af alle de Krigsforetagender, hvori Harald deeltog under ſit Ophold i Syden, er intet blevet mere navnkundigt, end Krigen paa Sicilien og i Nedre-Italien i Aarene 1038—1041. Toget til Sicilien 1038 under Anførſel af Georg Maniakes (Gyrge) fortælles ſom Hovedtoget, ved hvilket alle de øvrige Bedrifter, Harald udførte, endog Toget til Serkland, kun anføres i Korthed ſom Biomſtændigheder. Den lange Mellemtid mellem Haralds førſte Ankomſt og den ſiciliſke Krig ſvinder ligeſom ſammen til Intet; Harald optræder ſtrax ſom Væring, Michael ſom Kejſer, og Georg ſom Anfører. Anekdoter om disſe Tog optage i vore egne Sagaer næſten den hele Beretning om Haralds Bedrifter udenlands. Med Vidtløftighed fortælles der om Haralds Tapperhed og Snedighed, og med Velbehag i dvæles der ved de Puds, han ſpillede den græſke Anfører, Georg Maniakes. Man vi nu end anſee meget af dette for Overdrivelſe, og kunne vi end (ſe nedf.) paaviſe at flere af de Exempler, der anføres paa Haralds

  1. Harald Haardraades Saga, Cap. 124, Snorre, Cap. 104. Dette Maal ſvarer omtrent til 7½ Fod af vore nuværende.
  2. Harald Haardraades Saga, Cap. 5. Flatøbogen henfører denne Begivenhed til en anden Tid, nemlig til ſtrax efter Haralds Indtrædelſe blandt Væringerne, medens derimod hiin fortæller det efter Blaalandstoget. Begge Dele kunne være rigtige, forudſat at Harald ej blev Væring førend han kom tilbage fra Orienten.