Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/85

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
67
Harald bliver Væring.

lader ſig altſaa maaſkee tildeels forklare derved, at Michael var den Kejſer, under hvilken Harald lod ſeg hverve ſom Væring. Det næſte Tog, hvori Harald deeltog, var ogſaa netop et, hvorved Væringekorpſet, endog efter de udenlandſke Forfatteres Vidnesbyrd, gjorde Tjeneſte[1].

Haralds Bekjendtſkab til Conſtantinopel var ſaaledes før hans Tilbagekomſt i 1037 viſt endnu kun meget flygtigt. Han havde været der i 1032, men var ſtrax derpaa dragen i Felten, og vendte førſt tilbage efter flere Aars Forløb. Til denne Tilbagekomſt, kort førend han blev Væring, ſigter maaſkee Thjodolf, hvor han ſiger at Harald ſejrrig nærmede ſig Kejſerſtaden og ſaa dens Taarne hæve ſig i det Fjerne, medens mange ſmykkede Skibe ſkrede hen mod den høje Borg-Fløj[2].

Blandt de Islændinger, der enten paa denne Tid, eller allerede ved Haralds Ankomſt til Conſtantinopel fandtes i Væringeſkaren, var den højbyrdige Maar Hunrødsſøn fra Blanda-Dalen paa Nordlandet, der i tredie Led ſtammede fra Landnamsmanden Ævar, Datterſøn af Harald Guldſkegg, Konge i Sogn[3]. Maar var Svejtehøvding, det vil ſige, Anfører for en Afdeling af Korpſet. Nysgjerrig efter at erfare, hvo hiin Yngling var, der omgav ſig med ſaamegen Hemmelighedsfuldhed, men ſom dog af de Nordmænd, der vare i Følge med ham, behandledes ſom Høvding, opſøgte Maar Haralds Stalbroder Halldor Snorresſøn, gav ſig i Tale med ham, og ſøgte at aflokke ham Hemmeligheden. Men Halldor vilde intet fortælle. Strax efter traadte Maar ud af Korpſet og rejſte hjem: det lader næſten ſom om det var af Ærgrelſe fordi han ej kunde faa ſin Nysgjerrighed ſtillet. Der tilføjes dog, at han ſkal have ytret ſin Formodning om, at ſtore Planer om en Stund vilde komme til Udførelſe. Heraf kunde man maaſkee ſlutte, at han har anet, hvo Harald var, og hvilken merkelig Rolle han vilde ſpille, naar han engang kom tilbage til Norden[4].

Harald var paa denne Tid (1037) 22 Aar gammel, i ſin Ungdoms Blomſt. Han var ſmuk af Anſigt, lyshaaret, og af en uſædvanlig Højde,

    80 Byer, han vandt, citere et Halv-Vers af Skalden Illuge, hvor det heder at Harald underkaſtede Michael de ſydlige Lande. Vel kunne disſe „ſydlige Lande“ ogſaa være Sicilien eller Italien, og vel forklare Sagaerne „Serkland“ ved „Afrika“, men da Illuges Halvvers anføres umiddelbart efter et andet Vers af Thjodolf, hvor Serkland udtrykkeligt nævnes, er det dog — rimeligt at henføre det til ſamme Begivenhed; og at hiin Forklaring af Serkland er urigtig, og alene er at tilſkrive en ſenere Sagabearbejder, er viiſt i „Norſk Tidsſkrift“ III. S. 154, 155, ſaa vel ſom ovenfor.

  1. Se nedenfor S. 74, det anførte Sted af Leo Marsicanus.
  2. Harald Haardraades Saga, Cap. 3.
  3. Se Landn. III. 5, jvfr. ovenfor I. 1. S. 532. Om Maars Fader Hunrød, ſe ovenfor I. 2. S. 597.
  4. Harald Haardraades Saga, Cap. 3. Flatøbogen.