Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/84

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
66
Magnus den gode.

ovenfor ytret, ſlet ikke nævner noget om, at Jeruſalem ſelv blev erobret. Dette have ſaaledes heller ikke Harald og hans Stalbroder ſagt, hvor meget de end ellers kunne have pralet.

Medens Harald efter denne Tidsberegning endnu opholdt ſig i Orienten[1], udførte Zoe den længe nærede Mordplan mod ſin Mand, Kejſer Romanos. Hiin lod ham give en langſomt dræbende Gift, der kaſtede ham paa et ſmerteligt Sygeleje; men da det dog, ſom det lader, varede hende for længe, inden han opgav Aanden, lod hun ham, Skjærthorsdag d. 11te April 1034, kvæle i Badet, og egtede endnu ſamme Dag ſin Elſker Michael, der nu ved hendes Side beſteg Kejſertronen, uden at enten hun eller han dog nød ſynderligt godt af hiin Udaad, da han plagedes af et epileptiſk Tilfælde og endnu mere af Samvittighedsnag, førte en ulykkelig Tilværelſe, og følte ſine Livskræfter daglig aftage[2]. Han kunde derfor heller ikke ſynderligt beſkjeftige ſig med Regjeringsſyſlerne, men overlod dem for det meſte til ſin kloge Broder Johannes. To eller tre Aar efter hans Tronbeſtigelſe, da Freden med Ægypten var ſluttet, maa vi, ifølge det foregaaende, antage at Harald er kommen tilbage til Conſtantinopel, og indtraadt i Væringekorpſet[3]. Den Fejltagelſe i vore Sagaer, at Michael allerede ved Haralds Ankomſt til Conſtantinopel var Kejſer,

  1. Det er allerede ovenfor nævnt, hvorledes vore Sagaer urigtigt lade alle Haralds Tog foregaa under „Gyrge“, d. e. Georg Maniakes, med andre Ord, at de urigtigt forvexle dem med Toget til Italien og Sicilien, ſe nedenfor. Ogſaa afvige de enkelte Sagaer i den Orden, hvori de forſkjellige Tog fortælles, ſaa at man kan ſee, at heller ikke de gamle Kvad nøjagtigt have antydet Ordenen. Man kan derfor ikke holde ſig nøjagtigt til nogen enkelt af dem, men maa alene følge Kedrenos og de øvrige udenlandſke Forfattere, ſom Retteſnor. Mere herom nedenfor.
  2. Han kaldes i Kejſerrækken ſædvanligviis Michael Paphlago. Occidentalſke Forfattere, navnlig Romuald af Salerno, kalde ham „Michael Katallaktus“, ſaa og vore Oldſkrifter. Guilielmus Appulus kalder ham epilepticus, ſe Pertz Mon. hist. Germ. XI. 245. — I vore Oldſkrifter omtales Michael, ſom den Kejſer, der herſkede, da Harald kom til Conſtantinopel, men derimod nævnes intet om Romanos. Men da vi netop gjenkjende de Krigstog, hvori Harald ſtrax efter ſin Ankomſt deeltog, ſom dem, de byzantinſke Forfattere henførte til Romanos’s Tid, kan man ej tvivle om, at det var denne, og ikke Michael, ſom herſkede, da Harald aller førſt ankom. Derimod herſkede Michael, da Harald ſom Væring tiltraadte Toget til Sicilien, og følgelig, ſom man maa formode, da Harald blev Væring. Og da nu vore Sagaer gjøre alle Haralds Tog, ſaa at ſige, til Underafdelinger af det ſiciliſke, og ſtrax lade Overbefalingsmanden paa dette Tog, Georg Maniakes, optræde ved Haralds Side, er det heller ikke at undres over, at de nævne Michael ſom Kejſer.
  3. Som et Slags Sandſynlighedsgrund for at Harald opholdt ſig i Orienten intet 1030 eller 1037, eller flere rar efter Michaels Tronbeſtigelſe, kan ogſaa anføres, at Sagaerne, ved at tale om Haralds Tog i Serkland, og de