ovenfor ytret, slet ikke nævner noget om, at Jerusalem selv blev erobret. Dette have saaledes heller ikke Harald og hans Stalbroder sagt, hvor meget de end ellers kunne have pralet.
Medens Harald efter denne Tidsberegning endnu opholdt sig i Orienten[1], udførte Zoe den længe nærede Mordplan mod sin Mand, Kejser Romanos. Hiin lod ham give en langsomt dræbende Gift, der kastede ham paa et smerteligt Sygeleje; men da det dog, som det lader, varede hende for længe, inden han opgav Aanden, lod hun ham, Skjærthorsdag d. 11te April 1034, kvæle i Badet, og egtede endnu samme Dag sin Elsker Michael, der nu ved hendes Side besteg Kejsertronen, uden at enten hun eller han dog nød synderligt godt af hiin Udaad, da han plagedes af et epileptisk Tilfælde og endnu mere af Samvittighedsnag, førte en ulykkelig Tilværelse, og følte sine Livskræfter daglig aftage[2]. Han kunde derfor heller ikke synderligt beskjeftige sig med Regjeringssyslerne, men overlod dem for det meste til sin kloge Broder Johannes. To eller tre Aar efter hans Tronbestigelse, da Freden med Ægypten var sluttet, maa vi, ifølge det foregaaende, antage at Harald er kommen tilbage til Constantinopel, og indtraadt i Væringekorpset[3]. Den Fejltagelse i vore Sagaer, at Michael allerede ved Haralds Ankomst til Constantinopel var Kejser,
- ↑ Det er allerede ovenfor nævnt, hvorledes vore Sagaer urigtigt lade alle Haralds Tog foregaa under „Gyrge“, d. e. Georg Maniakes, med andre Ord, at de urigtigt forvexle dem med Toget til Italien og Sicilien, se nedenfor. Ogsaa afvige de enkelte Sagaer i den Orden, hvori de forskjellige Tog fortælles, saa at man kan see, at heller ikke de gamle Kvad nøjagtigt have antydet Ordenen. Man kan derfor ikke holde sig nøjagtigt til nogen enkelt af dem, men maa alene følge Kedrenos og de øvrige udenlandske Forfattere, som Rettesnor. Mere herom nedenfor.
- ↑ Han kaldes i Kejserrækken sædvanligviis Michael Paphlago. Occidentalske Forfattere, navnlig Romuald af Salerno, kalde ham „Michael Katallaktus“, saa og vore Oldskrifter. Guilielmus Appulus kalder ham epilepticus, se Pertz Mon. hist. Germ. XI. 245. — I vore Oldskrifter omtales Michael, som den Kejser, der herskede, da Harald kom til Constantinopel, men derimod nævnes intet om Romanos. Men da vi netop gjenkjende de Krigstog, hvori Harald strax efter sin Ankomst deeltog, som dem, de byzantinske Forfattere henførte til Romanos’s Tid, kan man ej tvivle om, at det var denne, og ikke Michael, som herskede, da Harald aller først ankom. Derimod herskede Michael, da Harald som Væring tiltraadte Toget til Sicilien, og følgelig, som man maa formode, da Harald blev Væring. Og da nu vore Sagaer gjøre alle Haralds Tog, saa at sige, til Underafdelinger af det siciliske, og strax lade Overbefalingsmanden paa dette Tog, Georg Maniakes, optræde ved Haralds Side, er det heller ikke at undres over, at de nævne Michael som Kejser.
- ↑ Som et Slags Sandsynlighedsgrund for at Harald opholdt sig i Orienten intet 1030 eller 1037, eller flere rar efter Michaels Tronbestigelse, kan ogsaa anføres, at Sagaerne, ved at tale om Haralds Tog i Serkland, og de
