Emir af Tripolis i Syrien, til hvis Understøttelse Toget til Syrien og Ægypten blev foretaget, have underkastet sig Grækernes Hær. Vi erfare derhos, at den ægyptiske Khalif døde i 1036, at hans Efterfølger, der havde en græsk Moder, og var gunstigt stemt mod de Christne, sluttede Fred med Kejseren paa 30 Aar, og gav dem Tilladelse til at gjenopbygge det nedbrændte Tempel i Jerusalem[1]. Ligesom dette var den bedste Lejlighed for Harald til at kunne forrette sin Andagt i Jerusalem, saaledes kunde det maaskee af de forfængelige Græker betragtes eller udtydes som et Underkastelsestegn. Det bliver da ogsaa heel sandsynligt, at Harald opholdt sig paa hine Kanter, i Syrien, Palæstina, og ved den ægyptiske Grændse (altsaa i Serkland og Blaaland), lige indtil 1036 eller maaskee 1037; at han i den Tid for det meste var beskjeftiget med krigerske Foretagender her kan han maaskee have hjulpet til at indtage hine 80 Byer — men at han tilsidst, efter Fredsslutningen, gjorde en Pilegrimsrejse til Jerusalem og Jordan. Hid er han altsaa ikke kommen som Erobrer eller endog som Kriger, men kun som en beskeden Pilegrim. Vejen til Jordan var dog i hine Tider, som nu, saa foruroliget af røverske Beduiner, at Harald neppe har gjort denne Rejse ubevæbnet, eller uden Bedækning. Saaledes kan man meget vel forstaa, hvorledes han, skjønt fredelig Pilegrim, dog kunde komme til at kæmpe med Røverne ved Jordan. Man kan ogsaa meget vel forstaa, hvorledes hans og hans Kammeraters Beretning herom, allerede fra først af maaskee noget pralende, siden, ved at gaa fra Mund til Mund, er bleven mere og mere overdreven, saa at Harald omsider fremtræder som Befalingsmand paa et stort Erobringstog. Men merkeligt er det her, at Stuf, skjønt han øjensynligt, enten af Smigreri, eller fordi han var misledet ved de ham givne Meddelelser, tildeler Harald en mere fremragende Rolle end han virkelig har spillet, dog, som
- ↑ Kedrenos, S. 739. Der staar her: „da den ægyptiske Emir al Mumenin var død, sendte hans Hustru, der var den christelige Religion hengiven, Gesandter tilligemed sin Søn til Kejseren, for at bede om Fred, hvilken Kejseren tilstod for 30 Aar“. Dette er den sidste Begivenhed, som omtales i Aaret 6544, eller fra September 1035 til August 1036. Til dette sidste Aar maa saaledes Fredsslutningen henføres, eller i alle Fald være gaaen forud for Byggetilladelsen. Naar nu Kedren allerede tidligere, ved 1033—34 og endnu under Romanos’s Levetid (S. 731), omtaler den ægyptiske Emirs Død, og den Tilladelse, hans Søn og Efterfølger efter sin christne Moders Tilskyndelse gav til at gjenopbygge Christi Kirke i Jerusalem, med Tilføjelse af at Romanos ej fik Kirken bygget færdig, — da maa enten denne Angivelse være urigtig, eller Fredsslutningen maa ligeledes henføres til 1034. Men 1036 har dog største Sandsynlighed for sig, da man veed, at den ægyptiske Khalif Dhaher i dette Aar døde.
