Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/83

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
65
Harald Sigurdsſøn i Palæſtina og Ægypten.

Emir af Tripolis i Syrien, til hvis Underſtøttelſe Toget til Syrien og Ægypten blev foretaget, have underkaſtet ſig Grækernes Hær. Vi erfare derhos, at den ægyptiſke Khalif døde i 1036, at hans Efterfølger, der havde en græſk Moder, og var gunſtigt ſtemt mod de Chriſtne, ſluttede Fred med Kejſeren paa 30 Aar, og gav dem Tilladelſe til at gjenopbygge det nedbrændte Tempel i Jeruſalem[1]. Ligeſom dette var den bedſte Lejlighed for Harald til at kunne forrette ſin Andagt i Jeruſalem, ſaaledes kunde det maaſkee af de forfængelige Græker betragtes eller udtydes ſom et Underkaſtelſestegn. Det bliver da ogſaa heel ſandſynligt, at Harald opholdt ſig paa hine Kanter, i Syrien, Palæſtina, og ved den ægyptiſke Grændſe (altſaa i Serkland og Blaaland), lige indtil 1036 eller maaſkee 1037; at han i den Tid for det meſte var beſkjeftiget med krigerſke Foretagender her kan han maaſkee have hjulpet til at indtage hine 80 Byer — men at han tilſidſt, efter Fredsſlutningen, gjorde en Pilegrimsrejſe til Jeruſalem og Jordan. Hid er han altſaa ikke kommen ſom Erobrer eller endog ſom Kriger, men kun ſom en beſkeden Pilegrim. Vejen til Jordan var dog i hine Tider, ſom nu, ſaa foruroliget af røverſke Beduiner, at Harald neppe har gjort denne Rejſe ubevæbnet, eller uden Bedækning. Saaledes kan man meget vel forſtaa, hvorledes han, ſkjønt fredelig Pilegrim, dog kunde komme til at kæmpe med Røverne ved Jordan. Man kan ogſaa meget vel forſtaa, hvorledes hans og hans Kammeraters Beretning herom, allerede fra førſt af maaſkee noget pralende, ſiden, ved at gaa fra Mund til Mund, er bleven mere og mere overdreven, ſaa at Harald omſider fremtræder ſom Befalingsmand paa et ſtort Erobringstog. Men merkeligt er det her, at Stuf, ſkjønt han øjenſynligt, enten af Smigreri, eller fordi han var misledet ved de ham givne Meddelelſer, tildeler Harald en mere fremragende Rolle end han virkelig har ſpillet, dog, ſom

  1. Kedrenos, S. 739. Der ſtaar her: „da den ægyptiſke Emir al Mumenin var død, ſendte hans Huſtru, der var den chriſtelige Religion hengiven, Geſandter tilligemed ſin Søn til Kejſeren, for at bede om Fred, hvilken Kejſeren tilſtod for 30 Aar“. Dette er den ſidſte Begivenhed, ſom omtales i Aaret 6544, eller fra September 1035 til Auguſt 1036. Til dette ſidſte Aar maa ſaaledes Fredsſlutningen henføres, eller i alle Fald være gaaen forud for Byggetilladelſen. Naar nu Kedren allerede tidligere, ved 1033—34 og endnu under Romanos’s Levetid (S. 731), omtaler den ægyptiſke Emirs Død, og den Tilladelſe, hans Søn og Efterfølger efter ſin chriſtne Moders Tilſkyndelſe gav til at gjenopbygge Chriſti Kirke i Jeruſalem, med Tilføjelſe af at Romanos ej fik Kirken bygget færdig, — da maa enten denne Angivelſe være urigtig, eller Fredsſlutningen maa ligeledes henføres til 1034. Men 1036 har dog ſtørſte Sandſynlighed for ſig, da man veed, at den ægyptiſke Khalif Dhaher i dette Aar døde.