ej var tilstede og selv kunde varetage sin Tarv. Der sluttedes Vaabenstilstand paa et Aar, i hvilken Tid Erlend skulde drage over til Norge for at anholde hos Kong Eystein[1] om Samtykke til en saadan Deling, og Forlening med Ragnvalds Part. Han rejste over endnu samme Hest, efterladende sin Fosterfader Anakol, en højbyrdig og dygtig Mand fra Syderøerne, med en Deel af sine Folk. Han tilbragte Vintren i Norge, medens Harald derimod drog over til Katanes for at tilbringe Vintren i Vik. Det var nu et Uheld for Harald, at han ved Gamle Olafssøns Forviisning var kommen paa en spendt Fod med den mægtige Svein Asleivssøn, thi denne, der just opholdt sig i sin Borg Lambaborg ved Freswick, viste strax sit Uvenskab ved at angribe og plyndre et af Haralds Skibe, der kom forbi med Skatten fra Hjaltland[2]; ogsaa paa Orknøerne tilføjede han Harald Jarls Venner betydelig Skade[3], og drog endelig syd til den skotske Konges Hof i Aberdeen[4], hvor han efter al Rimelighed oplagde Raad og Planer mod Harald. Der fortælles nemlig, at han fik udtrykkeligt Tilsagn om at beholde sine Besiddelser paa Katanes, endog hvis han kom i aabenbart Fiendskab med Harald[5]. Der stod imidlertid endnu saa meget mellem ham og Erlend fra tidligere Dage, navnlig Frakarks Indebrænding, at han ikke ligefrem kunde tage hans Parti, førend det var kommet til et formeligt og ordentligt Forlig mellem dem. For at bringe dette til Veje sørgede Erlends Fosterfader Anakol, der alt for godt indsaa, hvor vigtigt det var for hans Fostersøn at have Svein paa sin Side. Da Anakol, som tilfældigviis befandt sig paa Dyrnes, saa Svein komme sejlende tilbage fra Skotland, sendte han Bud til ham, og indved ham til et Møde paa Sandø. Svein kom, Anakol opbød alt for at vinde ham[6],
- ↑ At det var Eystein, til hvem han henvendte sig, vil i det følgende sees. Det skulde næsten synes som om Kong Inge eller hans Raadgivere nu aldeles ikke have bekymret sig om Orknøerne, men overladt til Eystein at treffe Bestemmelser med dem efter Behag.
- ↑ Orknøyingasaga, S. 328, 329.
- ↑ Han tog saaledes et Skib fra Fugl Ljotulfssøn udenfor Skalpeid, og 12 Ører Guld fra en af Harald Jarls Huuskarle.
- ↑ Orknøyingasaga S. 330. Det heder her i et Haandskrift, at Kong Mælkolm da var 9 Aar gammel, i et andet at han var 20, i et tredie, at han var 19. Hans rette Alder i 1154 var 13 eller 14 Aar, siden han ifølge Chron. de Melrose var 12 Aar ved sin Tronbestigelse. Sagaen fejler ogsaa i at gjøre ham til en Søn, ikke Sønnesøn, af Kong David.
- ↑ Dette viser aabenbart, at Mælkolm, eller det skotske Hof, var ugunstigt stemt mod Harald.
- ↑ Anakol indledede Underhandlingerne med at anmode Svein om at give Fugl Ljotulfssøn Erstatning for det røvede Skib, men gik siden ind paa at dette ganske skulde overlades til Sveins egen Afgjørelse.
