Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/866

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
848
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

ej var tilſtede og ſelv kunde varetage ſin Tarv. Der ſluttedes Vaabenſtilſtand paa et Aar, i hvilken Tid Erlend ſkulde drage over til Norge for at anholde hos Kong Eyſtein[1] om Samtykke til en ſaadan Deling, og Forlening med Ragnvalds Part. Han rejſte over endnu ſamme Heſt, efterladende ſin Foſterfader Anakol, en højbyrdig og dygtig Mand fra Syderøerne, med en Deel af ſine Folk. Han tilbragte Vintren i Norge, medens Harald derimod drog over til Katanes for at tilbringe Vintren i Vik. Det var nu et Uheld for Harald, at han ved Gamle Olafsſøns Forviisning var kommen paa en ſpendt Fod med den mægtige Svein Asleivsſøn, thi denne, der juſt opholdt ſig i ſin Borg Lambaborg ved Freswick, viſte ſtrax ſit Uvenſkab ved at angribe og plyndre et af Haralds Skibe, der kom forbi med Skatten fra Hjaltland[2]; ogſaa paa Orknøerne tilføjede han Harald Jarls Venner betydelig Skade[3], og drog endelig ſyd til den ſkotſke Konges Hof i Aberdeen[4], hvor han efter al Rimelighed oplagde Raad og Planer mod Harald. Der fortælles nemlig, at han fik udtrykkeligt Tilſagn om at beholde ſine Beſiddelſer paa Katanes, endog hvis han kom i aabenbart Fiendſkab med Harald[5]. Der ſtod imidlertid endnu ſaa meget mellem ham og Erlend fra tidligere Dage, navnlig Frakarks Indebrænding, at han ikke ligefrem kunde tage hans Parti, førend det var kommet til et formeligt og ordentligt Forlig mellem dem. For at bringe dette til Veje ſørgede Erlends Foſterfader Anakol, der alt for godt indſaa, hvor vigtigt det var for hans Foſterſøn at have Svein paa ſin Side. Da Anakol, ſom tilfældigviis befandt ſig paa Dyrnes, ſaa Svein komme ſejlende tilbage fra Skotland, ſendte han Bud til ham, og indved ham til et Møde paa Sandø. Svein kom, Anakol opbød alt for at vinde ham[6],

  1. At det var Eyſtein, til hvem han henvendte ſig, vil i det følgende ſees. Det ſkulde næſten ſynes ſom om Kong Inge eller hans Raadgivere nu aldeles ikke have bekymret ſig om Orknøerne, men overladt til Eyſtein at treffe Beſtemmelſer med dem efter Behag.
  2. Orknøyingaſaga, S. 328, 329.
  3. Han tog ſaaledes et Skib fra Fugl Ljotulfsſøn udenfor Skalpeid, og 12 Ører Guld fra en af Harald Jarls Huuskarle.
  4. Orknøyingaſaga S. 330. Det heder her i et Haandſkrift, at Kong Mælkolm da var 9 Aar gammel, i et andet at han var 20, i et tredie, at han var 19. Hans rette Alder i 1154 var 13 eller 14 Aar, ſiden han ifølge Chron. de Melrose var 12 Aar ved ſin Tronbeſtigelſe. Sagaen fejler ogſaa i at gjøre ham til en Søn, ikke Sønneſøn, af Kong David.
  5. Dette viſer aabenbart, at Mælkolm, eller det ſkotſke Hof, var ugunſtigt ſtemt mod Harald.
  6. Anakol indledede Underhandlingerne med at anmode Svein om at give Fugl Ljotulfsſøn Erſtatning for det røvede Skib, men gik ſiden ind paa at dette ganſke ſkulde overlades til Sveins egen Afgjørelſe.