Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/865

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
847
Erlend Haraldssøn fordrer Jarldømme paa Orknøerne.

som rimeligviis skede efter Foranstaltning af Duncan, Jarl af Fife, hvilken Kong David beskikkede til Formynder for sin mindreaarige Sønnesøn Mælkolm, kunde umuligt være efter Harald Jarls Ønske[1], men maatte bringe ham paa en spendt Fod med det skotske Hof, uagtet han selv, maaskee ved Ragnvald Jarls Foranstaltning, var gift med Duncans Syster Affreka[2]. Hans Moder Margrete, der saaledes ikke længer havde noget blivende Sted i Athole, kom tilbage til Orknøerne, hvor hiin førte et meget uanstændigt Liv, og havde nogle Børn med Gunne, Svein Asleivssøns Broder, hvilken Harald derfor gjorde utlæg, saa at hans Broder Svein, der tog Jarlen dette meget ilde op, maatte sende ham i Sikkerhed til en af sine Venner paa Øen Ljodhuus i Syderøerne[3]. Harald fik end mere Aarsag til at vredes, da hans Fætter Erlend, Harald Jarls Søn, der siden Ottar Jarls Død, som ovenfor nævnt, deels havde opholdt sig paa Syderøerne, deels ligget paa Krigstog, anholdt hos Kong Mælkolm saa vel om Jarlsnavn, som om Forlening med Katanes, ligesom hans Fader havde haft det, og fik virkelig Halvdelen af Katanes med Jarletitel. Thi denne Halvpart blev saaledes fratagen Harald, der hidtil havde det hele. Dette maatte være Harald saa meget mere ubelejligt, som Erlend derved fik Mod til at gaa videre i sine Fordringer, i det han ogsaa gjorde Paastand paa Arveret til Orknøerne. Han begav sig til sine Venner paa Katanes, samlede her Folk om m, og drog over til Orknøerne, hvor han opfordrede Indbyggerne til at modtage ham som deres Jarl. Harald samlede ogsaa en talrig Skare for at jage Erlend bort, og det vilde være kommet til aabenbar Fejde, hvis deres fælles Frænder ikke havde lagt sig imellem og forsøgt paa at mægle Fred. Erlend vilde dog ikke lade sig nøje med mindre end Halvdelen af Øerne, medens Harald derimod intet vilde afstaa. Endelig gik han dog ind paa at overlade til Erlend den Deel, der egentlig tilhørte Ragnvald, som saaledes maatte lide, fordi han

    søn, og denne blev forviist i det mindste ikke senere end 1153, kan man vel neppe heller sætte Maddadhs Død senere end 1150.

  1. At Duncan af Fife beskikkedes til Mælkolms Formynder, fortælles af Fordun V. 44 (I. S. 294).
  2. At Harald var gift med Duncans Syster, men forskød hende og siden egtede Mælkolm Mac Heths Datter, siges udtrykkeligt hos Roger Hoveden (Savile S. 767). Begge Hustruer navngives i Orknøyingasaga, Afreka, med hvem han havde fire Børn og saaledes i nogle Diar maa have været gift, S. 396; hendes Faders Ravn anføres ej, men det er ingen Tvivl om at hiin var Duncans Datter; den anden, ved Navn Hvarflad, S. 404; her staar der udtrykkeligt, at hun var Datter af Mælkolm, Jarlen af Moray, d. e. Mælkolm Mac Heth.
  3. Denne Ven hed Ljotulf; han havde en Søn ved Navn Fugl, som var i Haralds Følge, og derfor ikke i nogen god Forstaaelse med Svein.