Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/865

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
847
Erlend Haraldsſøn fordrer Jarldømme paa Orknøerne.

ſom rimeligviis ſkede efter Foranſtaltning af Duncan, Jarl af Fife, hvilken Kong David beſkikkede til Formynder for ſin mindreaarige Sønneſøn Mælkolm, kunde umuligt være efter Harald Jarls Ønſke[1], men maatte bringe ham paa en ſpendt Fod med det ſkotſke Hof, uagtet han ſelv, maaſkee ved Ragnvald Jarls Foranſtaltning, var gift med Duncans Syſter Affreka[2]. Hans Moder Margrete, der ſaaledes ikke længer havde noget blivende Sted i Athole, kom tilbage til Orknøerne, hvor hiin førte et meget uanſtændigt Liv, og havde nogle Børn med Gunne, Svein Asleivsſøns Broder, hvilken Harald derfor gjorde utlæg, ſaa at hans Broder Svein, der tog Jarlen dette meget ilde op, maatte ſende ham i Sikkerhed til en af ſine Venner paa Øen Ljodhuus i Syderøerne[3]. Harald fik end mere Aarſag til at vredes, da hans Fætter Erlend, Harald Jarls Søn, der ſiden Ottar Jarls Død, ſom ovenfor nævnt, deels havde opholdt ſig paa Syderøerne, deels ligget paa Krigstog, anholdt hos Kong Mælkolm ſaa vel om Jarlsnavn, ſom om Forlening med Katanes, ligeſom hans Fader havde haft det, og fik virkelig Halvdelen af Katanes med Jarletitel. Thi denne Halvpart blev ſaaledes fratagen Harald, der hidtil havde det hele. Dette maatte være Harald ſaa meget mere ubelejligt, ſom Erlend derved fik Mod til at gaa videre i ſine Fordringer, i det han ogſaa gjorde Paaſtand paa Arveret til Orknøerne. Han begav ſig til ſine Venner paa Katanes, ſamlede her Folk om m, og drog over til Orknøerne, hvor han opfordrede Indbyggerne til at modtage ham ſom deres Jarl. Harald ſamlede ogſaa en talrig Skare for at jage Erlend bort, og det vilde være kommet til aabenbar Fejde, hvis deres fælles Frænder ikke havde lagt ſig imellem og forſøgt paa at mægle Fred. Erlend vilde dog ikke lade ſig nøje med mindre end Halvdelen af Øerne, medens Harald derimod intet vilde afſtaa. Endelig gik han dog ind paa at overlade til Erlend den Deel, der egentlig tilhørte Ragnvald, ſom ſaaledes maatte lide, fordi han

    ſøn, og denne blev forviiſt i det mindſte ikke ſenere end 1153, kan man vel neppe heller ſætte Maddadhs Død ſenere end 1150.

  1. At Duncan af Fife beſkikkedes til Mælkolms Formynder, fortælles af Fordun V. 44 (I. S. 294).
  2. At Harald var gift med Duncans Syſter, men forſkød hende og ſiden egtede Mælkolm Mac Heths Datter, ſiges udtrykkeligt hos Roger Hoveden (Savile S. 767). Begge Huſtruer navngives i Orknøyingaſaga, Afreka, med hvem han havde fire Børn og ſaaledes i nogle Diar maa have været gift, S. 396; hendes Faders Ravn anføres ej, men det er ingen Tvivl om at hiin var Duncans Datter; den anden, ved Navn Hvarflad, S. 404; her ſtaar der udtrykkeligt, at hun var Datter af Mælkolm, Jarlen af Moray, d. e. Mælkolm Mac Heth.
  3. Denne Ven hed Ljotulf; han havde en Søn ved Navn Fugl, ſom var i Haralds Følge, og derfor ikke i nogen god Forſtaaelſe med Svein.