Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/864

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
846
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

faderen Sumarlide, havde begyndt[1], og i England vedvarede endnu den blodige Fejde mellem Kong Stephan og Kejſerinde Mathilde. Eyſtein landede ved Aberdeen, dræbte en Mængde Folk og plyndrede Byen; ſiden hjemſøgte han paa ſamme Maade Hartlepool, hvor han kæmpede mod nogle Rytterſkarer, ſlog dem paa Flugten og plyndrede nogle Skibe, dernæſt herjede han vidt og bredt paa Northumberlands Kyſt, brændte Whitby, og beſtod et Par Fegtninger ved to Steder, ſom Einar Skulesſøn, der har beſunget dette Tog, kalder Skorpeſker og Pilevik, ſandſynligviis i Nærheden af Scarborough og Filey-Bay. Ligeledes opbrændte han Flekken Langton, ſom efter den Tid ikke ſkal være kommen ſynderligt paa Fode. Det fortælles at han ſkal have foregivet, at han paa denne Maade vilde tage Hevn for Kong Harald Haardraades Drab. Men det var i ſaa Fald beſynderligt at denne Hevn ſkulde gaa ud over Englands daværende Herrer, hvis Forfædre netop ved at overvinde og fælde Harald Godwinesſøn allerede paa en vis Maade havde hevnet den norſke Konge. Den rette Bevæggrund var viſtnok kun at erhverve Bytte, ſiden Eyſtein nu engang befandt ſig paa disſe Kanter, hvor han fra fordums Dage var godt kjendt, og ſiden den almindelige Forvirring ſkaffede ham ſaa god Lejlighed til at forſøge ſin Lykke. Ved hans Hjemkomſt til Norge ſamme Høſt blev ogſaa, ſiges der udtrykkeligt, denne hans Ferd heel forſkjelligt bedømt: det vil ſige, at mange misbilligede den[2].

Harald Jarls Fader Maddadh var imidlertid død, og ſom Jarl i Athole fulgte ikke Harald ham, men derimod Mælkolm, en Søn af Kong Duncan, Mælkolm Ceanmors og Ingebjørg Jarlemoders Søn[3]. Dette,

  1. Se Fordun, VIII. 20 (I. S. 448), jfr. Chron. de Melrose, ved 1156.
  2. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 20. Orknøyinga Saga S. 324. Her angives Enkelthederne lidt forſkjelligt fra Kongeſagaens Beretning. Denne lader Eyſtein kun have tre Smaaſkuder, og Harald derimod en Trediveſesſe med 80 Mand, medens Orknøyinga Saga giver Eyſtein „en ſtor Hær“ og Harald en Tyveſesſe. Ogſaa Skalden Einar Skulesſøn ſiger i ſit Vers herom, der anføres i Kongeſagaen, at Harald havde 80 Mænd og at Eyſtein tog ham med tre Skuder; men da det ikke ſynes rimeligt, at Eyſtein ej ſkulde have medbragt andre og flere Skibe paa et Tog ſom dette, maa man formode at han ej har brugt alle ſine Skibe til Overfaldet.
  3. Denne Mælkolm er hiin M. comes de Ethoel, ſom nævnes i et Brev af 1164, og ovenfor (S. 338 Note 2) urigtigt er antagen for at være Forgængeren Maddadh, ſom derimod under Navnet Madach comes forekommer i et andet, ældre Brev i liber de Scona, udſtedt af Kong Alexander l. (S. 2. 3.) At Mælkolm var Søn af Duncan, og af Kongeætten, beviſes af et Diplom i Registr. de Dunfermline. Naar Maddadh døde, opgives ej nøjagtigt. Orkneyingaſaga ſiger kun efter at have omtalt Kong Eyſteins Tog (S. 324): „da (altſaa i 1153) var Maddadh Jarl død“. Da Maddadhs Huſtru Margrete efter hans Dyd havde flere Vern med Gunne Olafs-