Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/862

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
844
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

Da Kong Sigurd og Geirſteins Sønner fik dette at vide, bleve de heel opbragte, og denne Gang negtede han dem ikke længer Underſtøttelſe til at angribe ham. De droge øſter i Viken, og overfaldt ham i Tunsberg om Julen, i den Tanke at han da var mindſt belavet paa Ufred; men han havde dog faaet Nys om deres Forehavende, flg modtog dem med en ſaa overlegen Styrke, at de med Skamme maatte flygte, og atter vendte tilbage til Kongen. Siden efter fik de ſpurgt, at Gregorius ſkulde til et Gilde hos ſin Svoger — hans Navn angives ikke[1] —; de ſkyndte ſig at komme ham i Forkjøbet, dræbte Mændene paa Gaarden, og gjorde ſig ſelv tilgode med Gjeſtebudskoſten, alt ſammen uden at Gregorius fik det at vide. Men da han kom ſejlende ind til Gaarden, der laa nær ved Vandet, merkede han Uraad ved at ſee ſaa mange Folk forſamlede, lagde ind til et Nes længer ude, og lokkede derved Fienden til at forlade Gaarden og drage ham imøde; Gregorius undveg dem, ſkyndte ſig med ſine Folk op paa Gaarden for dem, og forſvarede ſig nu, dækket ved Huſebygningerne, ſaa godt, at Angriberne ganſke bleve ſlagne, efter at begge Brødrene vare faldne for hans egen Haand. Men han fandt det nu ogſaa raadeligſt at begive ſig til Kong Inge og give ſig i hans Beſkyttelſe. Der opſtod nu, heder det, ſaadant Venſkab mellem ham og Inge, at han fra den Tid blev Kongens fornemſte Støtte. Forſaavidt man gotiſke kan ſtole paa denne Beretning[2], og disſe Begivenheder ſaaledes virkelig have fundet Sted, maa de rimeligviis henføres til Tiden medens Agmund Dreng endnu levede, ſaaledes at Gregorius endnu inden dennes Død var bleven Kongens erklærede Yndling, og derfor ſtrax var rede til at træde i hans Sted. Thi hvis ikke Erling ſkakke, ſom viſtnok betragtede ſig nærmeſt hertil, allerede ved ſin Hjemkomſt havde fundet ham i ſaa fuldſtændig Beſiddelſe af Magten, at det ikke engang kunde nytte at forſøge paa at fortrænge ham, vilde han neppe havde fundet ſig i at han eller nogen anden gik ham i Vejen, ſaa meget mere ſom vi af det følgende tydeligt kunne

    grebne og bundne; thi ellers vilde de viſtnok have flygtet, og ikke oppebiet Straffen. Men dette Sted, ſom ſaa mange andre i denne Fortælling, er heel beſynderligt, og bidrager til at gjøre den mistænkelig.

  1. Det kan ikke have været Gyrd Aamundesſøn, der var gift med Gregorius’s Syſter Gyrid, thi han blev førſt dræbt 1159, heller ikke hans anden Svoger Haldor Brynjulfsſøn, dræbt 1160, endnu mindre feires det at have kunnet være Thrønderen Kaare Saxesſøn, gift med hans 3die Syſter Borghild.
  2. Den findes alene i Morkinſkinna, fol. 36 a. b.; ſamt Begyndelſen af den aller ſidſt i Ágrip. Hvad der iſær gjør den mistænkelig, er den Omſtændighed, at Gyda, der ſom Ragnhilds Syſter maa have været en Datter af Skofte paa Giſke, intet andet Steds omtales, og det heller ikke ſynes rimeligt, at hun ej fornemmelig ſkulde have bedet ſin mægtige Broder Paal om Hjelp.