Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/861

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
843
Gregorius Dagsſøns Opkomſt.

ſen i Vejret og maale ſig med ſine Overmænd. Gyrd ſlog hans Spyd til Side, og gjennemborede ham med ſit Spyd, ſaa at han ſtyrtede død ned. Derpaa vendte han tilbage til Gyda. Hun takkede ham for hans raſke Daad, men vovede dog ikke at beholde bane hos ſig, af Frygt for Geirſteins Sønner, og ſendte ham til ſin Syſter Ragnhild, med Hilſen om at hun ſkulde faa ſin Søn Gregorius til at tage ham i Beſkyttelſe. Ragnhild gjorde ſaa, og bad ſtrax Gregorius om at tage ſig af Manden. Gregorius gjorde i Førſtningen Vanſkeligheder paa Grund af den ſtore Fare ved at udſætte ſig for Kong Sigurds Vrede. Men da hun bebrejdede ham hans Modløshed, ſpurgte, om han da altid vilde være en ubetydelig og daadløs Mand, og foreſtillede ham, at hvis han tænkte paa at vorde en Høvding, maatte dog een Gang være den førſte, kunde han ikke andet end erkjende Rigtigheden af hendes Ord, og lovede at beſkytte Gyrd, hvis hans 60 Huuskarle, der vare paa Gaarden, vilde aflægge Ed paa at ſtaa ham bi til det yderſte. Dette ſkede. Geirſteins Sønner vilde imidlertid førſt opbrænde Guders Gaard, til Hevn for deres Fader, men Kong Sigurd tillod det ikke, da han førſt ønſkede at man med det Gode ſkulde ſee til at faa Boder og tilvejebringe Forlig. De bade ham da om Underſtøttelſe til at angribe og fælde Gregorius, men heller ikke herpaa vilde han indlade ſig, førend han havde forſøgt mindelig Afgjørelſe. Han ſendte derfor en forſtandig og brav Mand, ved Navn Lodin, til Gregorius, for at ſpørge ham, hvad Bod han vilde byde for Geirſteins Drab. Gregorius ſvarede at Geirſtein laa paa ſine egne Gjerninger, og med denne Beſked maatte Lodin vende tilbage. Kongen ſendte nu en vis Raud med 30 Mand, for at forelægge Gregorius det ſamme Spørgsmaal, men denne Gang med Barſkhed og Truſler. Gregorius var dog ikke den, ſom lod ſig ſkræmme heraf, men ſvarede Rand, at hvad Lodin ikke havde faaet ham til med det Gode, vilde han, Rand, endnu mindre kunne udrette med det Onde. Rand maatte ſaaledes pakke ſig bort med uforrettet Sag. Men da han var kommen til nærmeſte Skov, lod han Halvdelen af ſin Skare drage Tiggerklæder ovenpaa deres Ruſtninger, gjorde ſelv ligeſaa, bød de øvrige at vente i Skoven, indtil han kom tilbage, og begav ſig med hine i Tiggerforklædningen til Gregorius Gaard, hvor de ſatte ſig paa Bænkene i hans Drikkeſtue, oppebiende Aftenen, naar han kom ind, for da at overfalde ham. Gregorius kom med ſit Følge, men gjenkjendte dem ſtrax, lod dem tage og binde, og Morgenen efter jage ud i Skoven til deres Kamerater. Siden ſammenkaldte han Thing, og kundgjorde her, hvor ſvigagtigt man havde efterſtræbt hans Liv. Bønderne dømte Raud og hele hans Skare fra Livet, og de bleve hængte[1].

  1. Ogſaa de, ſom vare blevne tilbage i Skoven, maa ſaaledes ſenere være