Saar, han havde faaet paa Dromunden, siden efter sædvanligviis kaldtes Erling skakke, sin Broder Agmund Dreng død, som det synes uden Arvinger, hvorfor Erling nu blev Ættens Hoved og tiltraadte dens Hovedgaard Stødle. Hans Anseelse forøgedes end mere derved, at han, ved Kong Inges egen Medvirkning, egtede Kong Sigurd Jorsalafarers Dronning Malmfrids Datter Christina (1155). Erling saa her mere paa de politiske Fordele ved Giftermaalet, end paa Brudens moralske Vandel, thi Christina var, som ovenfor omtalt[1], et udsvævende Fruentimmer, der allerede, som det hed, havde haft en Søn med Kong Sigurd Mund, og ligeledes senere under sit Giftermaal med Erling opførte sig højst forargeligt. Der var rigtignok intet andet at vente af den Opdragelse, hun havde faaet ved et Hof, hvor Dronning Ingerid var den fornemste Dame. Allerede Aaret efter Giftermaalet fødte Christina Erling en Søn, Magnus, der siden efter formedelst sin høje Byrd og Faderens store Magt, blev Norges Konge. Det lykkedes dog ikke Erling, som han maaskee havde ventet, strax at erhverve den samme Indflydelse hos Kong Inge, som hans afdøde Broder Agmund. I dennes Sted som Kongens fornemste Raadgiver og højre Haand, eller rettere som den egentlige Regent i hans Navn, traadte nemlig Gregorius Dagssøn fra Viken, Dag Eilifssøns og Ragnhild Skoftedatters Søn, en af Norges ypperligste og talentfuldeste Mænd. Om Anledningen til, at han sluttede sig til Kong Inge, fortælles følgende Historie, hvis Paalidelighed dog neppe er hævet over enhver Tvivl. Hans Moder Ragnhilds Syster Gyda boede, heder det, nord i Landet ikke langt fra hiin Geirstein, hvis Datter var Kong Sigurds Frille, og som derfor, tryg ved hans Beskyttelse, tillod sig tilligemed sine Sønner Hjarande og Hising mange voldsomme og uretfærdige Handlinger. Geirstein fandt for godt at bejle til Gyda, som gav ham Afslag, og derfor blev han saa opbragt paa hende, at han ved enhver Anledning søgte at tilføje hende Skade. Saaledes lod han blandt andet sit Kvæg gaa i hendes Agre, og svarede grovt, naar hun gjorde Forestillinger derimod. Hun klagede bitterligt over, at hun nød saa lidet godt af sine anseede Frænders Magt. Dette tog hendes Frænde og Fosterfader Gyrd til sig, og lovede at hevne hendes Skade, hvad end Kong Sigurd vilde sige; en Dag, da Geirsteins Kvæg som sædvanligt gik i hendes Agre, greb hiin vred et Spyd, og vilde selv ile derhen, men Gyrd mødte hende, tog Spydet, og jog Køerne tilbage over Broen, som laa over en Bæk, der dannede Grændsen mellem hendes og Geirsteins Ejendomme. Her paa Broen mødte han Geirstein selv, der ligeledes var bevæbnet, og stak efter ham, idet han beklagede at Folk af smaa Ætter nu vovede at sætte Næ-
- ↑ Se herom ovenfor S. 812.
