Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/858

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
840
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

efter Slaget ſtyrede Ragnvald, merkeligt nok, lige til en af Afrikas Kyſtſtæder[1], hvor han ſluttede en ſyv Dages Grid eller Stilſtand med Indbyggerne, for at ſælge Byttet og gjøre endeel nødvendige Indkjøb. Ved denne Lejlighed falbød man ogſaa Høvdingen, men ingen vilde kjøbe ham. Jarlen frigav ham derfor og lod ham uhindret drage bort ſelv femte. Den følgende Morgen kom han tilbage med et betydeligt Følge, og fortalte nu Nordmændene at han var en ſaraceniſk Fyrſte, og at han var afſejlet fra denne ſelvſamme Havn med Dromunden, der havde tilhørt ham med dens hele Ladning. Han beklagede meget at de havde brændt den, og iſær at ſaa mange Rigdomme ſkulde være forſpildte uden at komme nogen tilgode. „Nu“, ſagde han, „har jeg eder noget nær i min Magt, men jeg vil viſe mig erkjendtlig fordi I lode mig beholde Livet og behandlede mig efter Omſtændighederne godt; imidlertid ønſkede jeg helſt at vi aldrig ſaaes oftere, og lever derfor vel!“ Med disſe Ord red han op i Landet. Ragnvald lettede Anker, og ſejlede til Kreta, hvor de en Tidlang bleve liggende for Uvejr. Endelig fik de god Vind, og ſtyrede til det hellige Land, hvor de en Fredag Morgen ankom til Akre, og gik i Land med megen Pragt. Uheldigviis udbrød der ſmitſom Sygdom iblandt dem, hvoraf mange døde, blandt disſe Skalden Thorbjørn Svarte. Denne Sygdom har maaſkee hindret Ragnvald fra at udføre nogen Krigsforetagender, thi der tales kun om at han beſøgte de hellige Steder i Landet, og at de alle droge til Jordan og badede ſig i den, ved hvilken Lejlighed Ragnvald og Sigmund ſvømmede over til den anden Side, og efter Skik og Brug knyttede ſtore Knuder paa Kviſterne af Krattet ved Flodbredden, for, ſom det ſpotviis hed, at de hjemmeſiddende kunde løſe dem (10de Auguſt 1154). Der var maaſkee ogſaa juſt nu heller ikke ſynderligt for en Korsfarer, der ej havde ſtørre Styrke end Ragnvald, at beſtille, thi netop i dette Aar erobrede den mægtige Nureddin Staden Damaſk, og ſluttede derpaa en to Aars Fred eller Stilſtand med de Chriſtne.

Endnu ſamme Sommer forlod Ragnvald og hans Ledſagere Jorſaleland, før at drage til Conſtantinopel. De kom om Høſten til en Stad, ſom i Sagaerne kaldes Imbolum[2], hvor de opholdt ſig en Tidlang. Her ſavnede man en Aften Jon Fot, og fandt ham om Morgenen lig-

  1. Maaſkee Tunis eller en Stad i Nærheden. Thi det heder, at man derfra ſejlede „ſyd til Kreta“, og længer mod Øſt tilhørte Kyſten desuden den ſiciliſke Erobrer Kong Roger II.
  2. Hvor denne Stad ſkal ſøges, er uviſt. Nogle have gjettet paa Den Imbrus, under den Forudſætning, at det Nes, hvortil de ſiden kom, og ſom deels ſkrives Ægisnes, deels Engilsnes, er Cherſones; men da det ſnarere er Cap St. Angelo eller Malea, ſydøſtligt paa Peloponnes, maatte man heller ſøge Imbolum etſteds i det ſydveſtlige Lilleaſien eller paa Kreta.