Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/857

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
839
Dromunden erobres.

han ſprang op, et ſvært Saar paa Halſen ved Skuldrene, hvoraf han ſiden kom til at bære Hovedet noget paa ſkakke. Da Ragnvald og Erling endelig kom ſammen, vege Saracenerne forud i Skibet, men Jarlsmændene ſtormede op ſkareviis, og fik aldeles Overhaand. Blandt Fienderne bemerkede man en Mand, ſom var højere og ſmukkere end de øvrige, og lod til at være deres Høvding. Ragnvald bød at man, om muligt, ej ſkulde ſaare eller dræbe ham, men alene tage ham til Fange. Dette lykkedes ogſaa, og han blev med fire andre bragt ombord paa Biſkoppens Skib. Men alle de øvrige Saracener bleve dræbte. Om Berettigelſen hertil, ſaa vel ſom til Angrebet paa Dromunden overhoved, ſynes der ej engang at have været Spørgsmaal. Men ſom Korsfarere betragtede Ragnvald og hans Mænd ſig, ſom om de vare i aabenbar Krig med alle Saracener, og paa ſamme Maade behandlede ogſaa Saracenerne de Chriſtne. Dromunden blev plyndret, og man fandt meget Gods ſaa vel ſom mange Koſtbarheder. Da det meeſt anſtrengende Arbejde var forbi, ſatte man ſig ned før at hvile ud. Jarlen kvad ſtrax et Par Vers, hvori han lykønſkede ſig og ſine Mænd til Sejren efter den blodige Kamp, og ytrede Haab om, at denne Stordaad vilde ſpørges lige til Verbon og Ermengards Hof. Der taltes nu om, hvilke Bedrifter enhver enkelt under Kampen havde udført eller ſeet udføre, og iſær om, hvo der førſt havde entret Dromunden. Man fandt det, ſiges der i Sagaen, utilbørligt, om de ſiden efter ikke alle fortalte Begivenheden paa een og ſamme Maade, og man enedes derfor om at lade Jarlen ſelv beſtemme, hvem den Ære førſt at have entret Dromunden, tilkom. Han kvad et Vers, hvori han nævnte Audun røde. Da Dromunden, ſom de troede, var fuldſtændigt ryddet, ſtak de Ild paa den. Ved Synet deraf blev den fangne Høvding heel urolig og ſkiftede Farve, men vilde ingen Forklaring give, da man ſpurgte, hvad der fejlede ham; hverken Bønner eller Truſler kunde bringe ham til at ſvare et eneſte Ord, eller give noget Tegn. Da Skibet ſtod i lys Lue, ſaa de, at ligeſom en brændende Strøm randt ud og ned i Søen, hvilket iſær ſyntes at gaa Høvdingen til Hjerte. Nordmændene ſluttede heraf at de ikke maatte have ſøgt godt nok efter hvert Rum i Skibet, og at hiin brændende Strøm var enten Guld eller Sølv, ſom Ilden havde ſmeltet[1]. Strax

  1. Dette klinger visſelig noget utroligt, men at Nordmændene dog maa have ſeet en Masſe flyde ned i Søen, om det nu juſt ikke var Guld eller Sølv, kan man neppe betvivle, da Beretningen om den hele Begivenhed aabenbart hidrører fra alt for troværdige Mænd, og er nedſkreven for kort efter Begivenheden ſelv, til ej i alt væſentligt at være ſandfærdig. Navnlig maatte det Saar, Erling fik, og hvoraf han bar Merke ſaa længe han levede, i ſig ſelv indeholde et ſtadigt Vidnesbyrd om Kampen. Man erfarer jo desuden, at Nordmændene formelig enedes om en beſtemt Maade at fortælle Begivenheden paa.