Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/856

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
838
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

mundens ſtørre Højde netop var til Fordeel for Angriberne, thi naar de lagde ſig klods ind paa den, vilde alle de Vaaben, ſom ſkrides eller kaſtedes derfra, for det meſte falde udenfor Langſkibene. Man kunde i alle Fald vove et Forſøg; mislykkedes det, kunde man jo lægge bort igjen, thi Dromunden var for tung og langſom til at kunne forfølge de norſke Langſkibe. „Dette“, ſagde Jarlen, „er talt ſom det anſtaar en Mand, og efter mit Ønſke; nu vil jeg give Befaling til at enhver ruſter og hærder ſig til Kampen paa det bedſte, ſiden lægge vi til, og viſer det ſig da, at det er chriſtne Kjøbmænd, kunne vi jo ſlutte Fred med dem, men er det Hedninger (Mohammedanere), ſom jeg antager, vil den almægtige Gud nok forunde os Sejr. Af det Bytte, vi faa, ville vi love at ſkjenke den 50de Deel til Fattige“. Derefter gav Jarlen Befaling til Angreb, og beſtemte, hvorledes enhver ſkulde lægge til. Da de paa Dromunden ſaa Nordmændene nærme ſig, toge de koſtbare Stoffer frem, og viiſte Nordmændene dem med Raab og haanlige Miner, ſom om de, trygge ved deres ſtore Skib, endog vilde opegge dem til Kamp. Ragnvald lagde ſit Skib agter ved Styrbord, Erling agter ved Bagbord, Jon og Aslak paa hver ſin Side forud, og de øvrige midtſkibs paa begge Sider. Dromunden var ſaa ſtor, at alle ni norſke Skibe fik Plads omkring den. Den var ſaa høj, at Nordmændene ej kunde naa Beſætningen med deres Vaaben, medens denne øſte ſmeltet Beg og Svovel over Nordmændene; men det gik ogſaa, ſom Erling havde ſagt, at Vaabnene fra Dromunden meſtendeels faldt udenfor Langſkibene. Da der imidlertid paa denne Maade ikke kunde udrettes noget, lagde Biſkoppen fra med tre Skibe i Bueſkuds-Vidde; derfra lod han Bueſkytterne underholde en ſtadig Pileregn paa Dromunden, hvis Beſætning derfor paa denne Kant fik nok at gjøre med at dække ſig, og ej gav Agt paa, hvad de Nordmænd foretoge ſig, der laa lige nedenunder. Her lod Ragnvald imidlertid ſine Mænd tage Ører og hugge ſig ind i Siden paa Dromunden, hvor der var mindſt Jærnbeſlag. Paa de øvrige Skibe fulgte man hans Exempel. Audun rode, Stavnbo paa Erlings Skib, var driſtig nok til at lade ſig løfte op paa Stokken af et uhyre Anker, der hang ned fra Dromunden, medens Kloen var haget faſt i Skibsbordet oventil. Han fik flere op til ſig, ſaa mange Stokken kunde rumme, og de bearbejdede nu Dromundens Side med deres Øxer ſaa ivrigt, at de inden føje Tid havde faaet en Aabning, ſtor nok til at man godt kunde gaa ind gjennem den. Folkene paa Jarlens Skib havde ligeledes ſkaffet ſig en Aabning paa deres Side, men længere nede. Man ſkred derfor til at entre. Erling og hans Mænd kom ind i de øvre, Jarlen og hans Mænd i de nedre Ruin, og der begyndte en blodig Kamp. Beſætningen paa Dromunden beſtod af Saracener, dog var der og mange Blaamænd eller Negre, ſandſynligviis de andres Trælle. Erling fik, idet