mundens større Højde netop var til Fordeel for Angriberne, thi naar de lagde sig klods ind paa den, vilde alle de Vaaben, som skrides eller kastedes derfra, for det meste falde udenfor Langskibene. Man kunde i alle Fald vove et Forsøg; mislykkedes det, kunde man jo lægge bort igjen, thi Dromunden var for tung og langsom til at kunne forfølge de norske Langskibe. „Dette“, sagde Jarlen, „er talt som det anstaar en Mand, og efter mit Ønske; nu vil jeg give Befaling til at enhver ruster og hærder sig til Kampen paa det bedste, siden lægge vi til, og viser det sig da, at det er christne Kjøbmænd, kunne vi jo slutte Fred med dem, men er det Hedninger (Mohammedanere), som jeg antager, vil den almægtige Gud nok forunde os Sejr. Af det Bytte, vi faa, ville vi love at skjenke den 50de Deel til Fattige“. Derefter gav Jarlen Befaling til Angreb, og bestemte, hvorledes enhver skulde lægge til. Da de paa Dromunden saa Nordmændene nærme sig, toge de kostbare Stoffer frem, og viiste Nordmændene dem med Raab og haanlige Miner, som om de, trygge ved deres store Skib, endog vilde opegge dem til Kamp. Ragnvald lagde sit Skib agter ved Styrbord, Erling agter ved Bagbord, Jon og Aslak paa hver sin Side forud, og de øvrige midtskibs paa begge Sider. Dromunden var saa stor, at alle ni norske Skibe fik Plads omkring den. Den var saa høj, at Nordmændene ej kunde naa Besætningen med deres Vaaben, medens denne øste smeltet Beg og Svovel over Nordmændene; men det gik ogsaa, som Erling havde sagt, at Vaabnene fra Dromunden mestendeels faldt udenfor Langskibene. Da der imidlertid paa denne Maade ikke kunde udrettes noget, lagde Biskoppen fra med tre Skibe i Bueskuds-Vidde; derfra lod han Bueskytterne underholde en stadig Pileregn paa Dromunden, hvis Besætning derfor paa denne Kant fik nok at gjøre med at dække sig, og ej gav Agt paa, hvad de Nordmænd foretoge sig, der laa lige nedenunder. Her lod Ragnvald imidlertid sine Mænd tage Ører og hugge sig ind i Siden paa Dromunden, hvor der var mindst Jærnbeslag. Paa de øvrige Skibe fulgte man hans Exempel. Audun rode, Stavnbo paa Erlings Skib, var dristig nok til at lade sig løfte op paa Stokken af et uhyre Anker, der hang ned fra Dromunden, medens Kloen var haget fast i Skibsbordet oventil. Han fik flere op til sig, saa mange Stokken kunde rumme, og de bearbejdede nu Dromundens Side med deres Øxer saa ivrigt, at de inden føje Tid havde faaet en Aabning, stor nok til at man godt kunde gaa ind gjennem den. Folkene paa Jarlens Skib havde ligeledes skaffet sig en Aabning paa deres Side, men længere nede. Man skred derfor til at entre. Erling og hans Mænd kom ind i de øvre, Jarlen og hans Mænd i de nedre Ruin, og der begyndte en blodig Kamp. Besætningen paa Dromunden bestod af Saracener, dog var der og mange Blaamænd eller Negre, sandsynligviis de andres Trælle. Erling fik, idet
