Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/855

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
837
Ragnvald Jarl angriber Dromunden.

faa Aar i Forvejen (1147) en lignende Korstogsflaade fra Tydſkland, Flandern og England, maaſkee ogſaa fra Norge, havde hjulpet Kong Alfons at erobre Lisſabon. Ragnvald herjede vidt og vredt i det ſaakaldte hedenſke, d. e. mohammedanſke Spanien. Udenfor Spaniens Sydveſtkyſt fik de haardt Vejr, ſaa at de maatte ligge tre Dage for Anker, og nær havde lidt Skibbrud. Derpaa ſejlede de gjennem Njervaſund eller Gibraltar-Strædet, og her bedagede Vejret ſig. Men da de vel være komne gjennem Strædet, ſkilte Eindride unge ſig fra dem med 6 Skibe, og tog Vejen til Marſeille. Herom blev der talt mangt og meget, og det hed, ſom ſandt var, at Eindride nu ſelv nokſom havde oplyſt, hvorledes det var gaaet til med Godfreds Bortkomſt[1].

Med de tilbageblevne 9 Skibe ſtyrede Jarlen mod Øſt temmelig nær Afrikas Kyſt. Da de vare komne paa Højden af Sardinien, indtraf der Blikſtille med ſterk Taage, ſaa at de kun langſomt kunde komme frem og ej ret vidſte hvor de vare. En Morgen lettedes Taagen noget; da opdagede man i det fjerne to ſtore Gjenſtande, ſom man i Førſtningen tog for Øer, men da den ene af dem kort derefter ingenſteds var at ſee, ſagde Jarlen, hvad der ogſaa ſtrax efter bekræftede ſig, at det var tvende Skibe af det ſtore Slags, der brugtes i disſe Farvande, og ſædvanligviis kaldtes Dromunder[2]. Han lod derpaa Biſkoppen og de øvrige Skibsbefalingsmænd ſammenkalde, for at høre deres Raad, om man ſkulde angribe den tilbageblevne Dromund eller ikke. Biſkoppen fraraadede det, fordi, ſom han ſagde, dette Slags Skibe vare ſaa bordhøje at man fra et Langſkibs Dæk kun med Nød vilde kunne faa haget ſig faſt i deres øverſte Kant med en langſkaftet Øxe, medens Beſætningen imidlertid kunde øſe ſmeltet Beg og Svovel ned over Angribernes Hoveder. Men Erling meente, at Dro-

  1. Orknøyingaſaga S. 296—298.
  2. Dette var Nordmændenes, Anglernes og andre germaniſke Folks Udtale af Navnet „Dromones“, ſom et viſt Slags i Middelhavet brugelige Skibe kaldtes. For øvrigt ſvarer ikke Sagaens Beſkrivelſe af Dromunden ſom et kolosſalt og uhaandteerligt Fartøj, der, ſom det udtrykkeligt ſiges, ej var i Stand til at forfølge Langſkibene — til det Begreb, der ſaa vel ligger i Navnet „Dromones“ (af δρόμος d. e. Løb) ſom udtrykkeligt udbredes i de ældre Forklaringer af dette Navn. Men i Tidens Løb var, ſom man ſeer, Benævnelſen virkelig gaaet over til at anvendes om meget ſvære Skibe; ſaaledes beſkriver Matthæus Paris, Rodulf Coggeshale, og fl. en Dromund, hvilken Richard Løvehjerte erobrede ved Cypern 1191, ſom overmaade ſtor, (navis permaxima, quam Dromundam appellant) og indeholdende en Beſætning af 1500 Mand. (Matthæus Paris, Watts’ udg. S. 115). Dens Erobring ved Kong Richard Løvehjertes Folk beſkrives ikke ſaa uligt den ovenfor omtalte Dromunds. Ogſaa den ſynes at have været temmelig ubehjelpelig formedelſt ſin Størrelſe. Richard lod Dykkere bore Huller i den.