Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/854

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
836
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

fred merkede ſnart, at der langt fra herſkede nogen ret Enighed mellem Nordmændene, men at de vare deelte i to Partier, af hvilke det ene holdt med Jarlen, det andet med den ærgjerrige og egennyttige Eindride unge, ſom allerede ved Udrejſen nokſom havde viiſt, hvor lidet han agtede at erkjende Jarlen ſom ſin Overmand. Den liſtige Godfred ſkjønnede godt, at han, og ikke den ridderlige Jarl, var Manden, til hvem han havde at henvende ſig. Han gav ſig derfor i Tale med ham, navngav ſig i Førſtningen ej„ men ſagde kun, at han hemmelig var udſendt af Godfred for at tilbyde Eindride dennes ſtørſte Koſtbarheder, naar han vilde begunſtige hans Flugt, hvis Borgen, ſom det var at befrygte, blev ſtormet. Eindride laante dette Forſlag villigt Øre, og aftalte i al Hemmelighed det fornødne: ſandſynligviis aabenbarede Godfred ham nu, hvo han var. Tiende Tag Juul (3 Jan. 1154) gav Ragnvald Befaling til Angreb; ſelv ſtillede han ſig med Orknøingerne paa den ſydlige Side, Erling og Aslak paa den veſtlige, Jon og Guthorm paa den øſtlige, og Eindride paa den nordlige. Baalene bleve antændte, idet man derhos beſkød Borgen ſaa heftigt med Pile, at Forſvarerne ikke kunde holde ſig ſtadigt paa Murene. De heldte ſmeltet Beg og brændende Svovl ned, uden derved at tilføje Nordmændene nogen Skade. Det gik ſom Erling havde forudſagt, at Kaſtelsmuren paa flere Steder ſtyrtede ned. Da lod Jarlen ſlaa Vand paa Ilden, og da alt var afkølet, ſtormede Nordmændene ind gjennem Aabningerne i Muren, i det Jarlen ſelv, og hans Stifſøn Sigmund Angel, opmuntrede hinanden indbindes og de øvrige ved lyſtige Vers. Sigmund lagde en overordentlig Tapperhed for Dagen; ſkjønt han endnu neppe var voxen, gik han dog ſom ofteſt i Spidſen foran Jarlen, og var en af de førſte til at ſtorme ind i Borgen. For Reſten gjorde dennes Beſætning liden Modſtand. Mange bleve dræbte; de øvrige overgave ſig til Jarlen paa Naade og Unaade. Nordmændene fik meget Bytte, men ingen egentlige Koſtbarheder, ligeſom de heller ikke fandt Høvdingen ſelv. Der var megen Dale om, hvorledes han monne være undkommen, og man havde ſterk Mistanke til Eindride, at han havde hjulpet ham bort, ſaa meget mere ſom der havde blæſt Søndenvind og Røgen havde lagt ſig paa Nordſiden, hvor Eindride ſtod. At Mistanken ikke var ugrundet, have vi allerede i det foregaaende ſeet, og ſnart fik Ragnvald og hans Mænd Syn for Sagen derom[1].

Toget fortſattes forbi Spaniens eller rettere Portugals Kyſt, hvor

    gevel mistvivlede om at kunne forſvare Kaſtellet, og alene tænkte paa at redde ſit Liv og ſine Skatte, ikke ſtrax flygtede bort, da han førſt var ſluppen ud; men dette er ikke den eneſte Beſynderlighed i denne Fortælling, ſom vi her kun lige frem gjengive.

  1. Orknøyingaſaga S. 284—294.