Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/853

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
835
Ragnvald Jarl i Gallicien.

skede, at han først skulde besøge det hellige Land[1]. De droge derfor videre, passerede Thrasnes — saaledes kaldte vore Forfædre sandsynligviis den nordvestligste Spidse af Frankrige[2] — under megen Gammen og Lystighed, og kom den Rom December til Gallicien. Her var det deres Hensigt at tilbringe Julen, men det gik dem, som tidligere Sigurd Jorsalafarer og hans Mænd paa samme Sted, at der opstod Vanskeligheder ved Spørgsmaalet om deres Forsyning, da Landet var saa lidet frugtbart, og Forraadene saa ubetydelige[3]. Indbyggerne tilbede imidlertid at sætte dem Torv, som det kaldtes, eller fremskaffe de Levnetsmidler, de trængte til at kjøbe, lige indtil Fasten, paa den Betingelse, som vel ej blev udtrykkeligt udtalt, men dog tydeligt nok betegnet og forstaaet, at de Fremmede skulde hjelpe dem til at skille dem af med en udenlandsk Høvding, ved Navn Godfred[4], der var i Besiddelse af Stadens Kastel, og benyttede sig heraf til at undertrykke og udsuge dem paa alle mulige Maader. Det Bytte, der gjordes i Kastellet, skulde tilhøre Nordmændene. Da Ragnvald forelagde sine Mænd dette Vilkaar, erklærede de fleste sig tilfreds dermed, i Haab om det rige Bytte, og saaledes gav man da Indbyggerne Tilsagn derom. Da Julen kom, sammenkaldte Jarlen sine Mænd og sagde, at man nu ikke længer tiende udsætte med Opfyldelsen af Loftet, især da det var tydeligt at see, at Indbyggerne begyndte at blive mindre ivrige i at skaffe Levnetsmidler til Veje. Han bad de tilstedeværende finde paa et godt Raad, og Erling Ormssøn foreslog, at enhver af Nordmændene skulde gaa til Skoven, hente trende Knipper Ved, og dynge dem op omkring Kastellet, indtil dette overalt var omgivet af Vedhobe; paa disse skulde man stikke Ild, og ved den sterke Hede vilde da rimeligviis Kalken i Muren give sig, saa at denne paa mange Steder vilde styrte ned. Man fulgte Erlings Raad, uden at der ytres noget om at Besætningen i Kastellet enten har formaaet, eller forsøgt paa at hindre det. Men Biskoppen tillod ikke, at man begyndte noget Angreb i Jule-Helligdagene, og denne Frist benyttede den kloge Godfred til at snige sig forklædt som en Betler ud af Borgen og ind i Nordmændenes Lejr for at erfare deres Planer og forsøge, om han ved List eller Bestikkelse kunde frelse sig, thi han forudsaa, at Kastellet ikke vilde kunne staa sig mod Ilden[5]. God-

  1. Dette siges udtrykkeligt i Ragnvalds Vers, Orknøyingasaga S. 280, 282.
  2. Hvis Ermengards Hjem ikke, som man snarest skulde antage, er at søge i Bretagne, men længer mod Øst, f. Ex. i Picardie, kunde Thrasnes ogsaa være Spidsen Hague paa den nordmanniske Halvø. I Orknøyingasaga staar „austr“ i Stedet for „vestrfyrir Þrasnes.
  3. Se ovenfor S. 512.
  4. I Sagaerne kaldes han Guðifreyr, d. e. Godefroi, Godfred.
  5. Det er vanskeligt nok at forklare, hvorfor Godfred ikke, naar han saa alli-