Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/852

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Haraldssønner.
834 Inge, Sigurd og Eystein

Skib, giver dette et Antal af 1800 i det ringeste, men siden det udtrykkeligt siges at Skibene vare store, have vel de fleste af dem rummet langt flere Folk, og man kan saaledes vistnok med et rundt Tal regne Folkeantallet til mon: ingen betydelig Styrke, men dog nok til at Ragnvald i Spidsen for den kunde optræde med større Anseelse end nogen Privatmand. Som Skibsbefalingsmænd nævnes, foruden Ragnvald selv, følgende: Erling Ormssøn, Biskop Villjam, Aslak Erlendssøn, Guthorm Møl, Koll, Magnus Haavardssøn, en Søn af Haavard Gunnessøn, Jarlerne Haakons og Magnus’s Ven og Frænde, Svein Roaldssøn fra Katanes, Jarlens Skutelsvend, Eindride unge, o. fl. Blandt merkelige Mænd, som vare med, nævnes Skaldene Arnmod og Odd, begge fra Hjaltland[1], og Sigmund Angel, Jarlens Stifsøn. Toget gik langs Skotlands og Englands Kyster, og derfra over til Frankrige, hvor de lagde ind til den befæstede Søhavn „Verbon“ eller „Nervoen“[2]. Her havde der nylig hersket en Jarl eller Lensherre, som i vore Sagaer kaldes Geirbjørn eller Germanus, og som havde efterladt sig en ung og smuk Datter ved Navn Ermengard; hun var nu sin Faders eneste Arving, og bestyrede hans Len med sine Venners og Frænders Hjelp. De raadede hende til at gjøre et prægtigt Gilde for Ragnvald Jarl, og indbyde ham til sig med saa mange Mænd, han selv vilde. Ragnvald modtog taknemmeligt Indbydelsen, og indfandt sig til Gildet med et Udvalg af sine ypperste Mænd. Modtagelsen og Bevertningen var ypperlig, men det synes som om Ermengard ikke i Førstningen selv var tilstede; dette skede først en af de paafølgende Dage, da hun kom ind i Hallen, ledsaget af mange Damer, prægtigt klædt, med Guldlad om Panden, sit gule og silkebløde Haar hængende ned paa unge Pigers Viis, og med et Guldbæger i Haanden, hvori hun skjenkede Viin til Jarlen, og tildrak ham Velkomstskaalen, medens hendes Piger dandsede for dem. Jarlen tog hendes Haand tilligemed Bægeret, fik hende til at sidde hos sig, og kvad et Vers til hendes Ære. Han forblev temmelig længe der, og det fortælles, at Indbyggerne af Staden ytrede Ønsket om at han vilde egte Ermengard og nedsætte sig hos dem, hvortil Jarlen skal have svaret, at han først vilde fuldføre sit Tog: siden efter vilde han maaskee komme tilbage og nærmere bestemme sig. Ogsaa Ermengard øn-

    maa de øvrige Aar-Angivelser rettes. Vistnok henføre Annalerne Ragnvalds Udrejse og Kong Eysteins Tog til 1151, men dette strider aabenbart mod Orknøyinga Sagas udtrykkelige Ord; og navnlig maatte Erlend da have faaet Jarlsnavn af Kong David, ej af Mælkolm.

  1. Der fortælles temmelig meget om dem, og Vers anføres af dem i Orknøyingasaga S. 266, ogsaa anføres siden flere af deres Vers, som de digtede paa Toget.
  2. Dette Navn er vistnok fordrejet i Sagaerne, og Stedets Beliggenhed kan derfor ej paavises. Men det maa have været etsteds paa Frankriges Nordkyst.