Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/852

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Haraldsſønner.
834 Inge, Sigurd og Eyſtein

Skib, giver dette et Antal af 1800 i det ringeſte, men ſiden det udtrykkeligt ſiges at Skibene vare ſtore, have vel de fleſte af dem rummet langt flere Folk, og man kan ſaaledes viſtnok med et rundt Tal regne Folkeantallet til mon: ingen betydelig Styrke, men dog nok til at Ragnvald i Spidſen for den kunde optræde med ſtørre Anſeelſe end nogen Privatmand. Som Skibsbefalingsmænd nævnes, foruden Ragnvald ſelv, følgende: Erling Ormsſøn, Biſkop Villjam, Aslak Erlendsſøn, Guthorm Møl, Koll, Magnus Haavardsſøn, en Søn af Haavard Gunnesſøn, Jarlerne Haakons og Magnus’s Ven og Frænde, Svein Roaldsſøn fra Katanes, Jarlens Skutelſvend, Eindride unge, o. fl. Blandt merkelige Mænd, ſom vare med, nævnes Skaldene Arnmod og Odd, begge fra Hjaltland[1], og Sigmund Angel, Jarlens Stifſøn. Toget gik langs Skotlands og Englands Kyſter, og derfra over til Frankrige, hvor de lagde ind til den befæſtede Søhavn „Verbon“ eller „Nervoen“[2]. Her havde der nylig herſket en Jarl eller Lensherre, ſom i vore Sagaer kaldes Geirbjørn eller Germanus, og ſom havde efterladt ſig en ung og ſmuk Datter ved Navn Ermengard; hun var nu ſin Faders eneſte Arving, og beſtyrede hans Len med ſine Venners og Frænders Hjelp. De raadede hende til at gjøre et prægtigt Gilde for Ragnvald Jarl, og indbyde ham til ſig med ſaa mange Mænd, han ſelv vilde. Ragnvald modtog taknemmeligt Indbydelſen, og indfandt ſig til Gildet med et Udvalg af ſine ypperſte Mænd. Modtagelſen og Bevertningen var ypperlig, men det ſynes ſom om Ermengard ikke i Førſtningen ſelv var tilſtede; dette ſkede førſt en af de paafølgende Dage, da hun kom ind i Hallen, ledſaget af mange Damer, prægtigt klædt, med Guldlad om Panden, ſit gule og ſilkebløde Haar hængende ned paa unge Pigers Viis, og med et Guldbæger i Haanden, hvori hun ſkjenkede Viin til Jarlen, og tildrak ham Velkomſtſkaalen, medens hendes Piger dandſede for dem. Jarlen tog hendes Haand tilligemed Bægeret, fik hende til at ſidde hos ſig, og kvad et Vers til hendes Ære. Han forblev temmelig længe der, og det fortælles, at Indbyggerne af Staden ytrede Ønſket om at han vilde egte Ermengard og nedſætte ſig hos dem, hvortil Jarlen ſkal have ſvaret, at han førſt vilde fuldføre ſit Tog: ſiden efter vilde han maaſkee komme tilbage og nærmere beſtemme ſig. Ogſaa Ermengard øn-

    maa de øvrige Aar-Angivelſer rettes. Viſtnok henføre Annalerne Ragnvalds Udrejſe og Kong Eyſteins Tog til 1151, men dette ſtrider aabenbart mod Orknøyinga Sagas udtrykkelige Ord; og navnlig maatte Erlend da have faaet Jarlsnavn af Kong David, ej af Mælkolm.

  1. Der fortælles temmelig meget om dem, og Vers anføres af dem i Orknøyingaſaga S. 266, ogſaa anføres ſiden flere af deres Vers, ſom de digtede paa Toget.
  2. Dette Navn er viſtnok fordrejet i Sagaerne, og Stedets Beliggenhed kan derfor ej paaviſes. Men det maa have været etſteds paa Frankriges Nordkyſt.