Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/850

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
832
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

paa ſin egen Bekoſtning, andre hos Bønderne, atter andre hos Jarlen. Men der forefaldt mange Uroligheder, ſom det lettelig kunde ſkee, hvor ſaa mange forſkjellige, tildeels overmodige og tøjleløſe Folk vare ſamlede. Iſær opſtod der Trætte mellem Orknøingerne og Nordmændene om Kjøb og Elſkovs-Handeler, og Jarlen havde den ſtørſte Nød med at forlige dem og nogenledes holde den gode Forſtaaelſe vedlige. Eindride forblev paa Hjaltland om Vintren, men ſendte ſtrax Mænd til Norge for at beſtille ham et nyt Øſterfarer-Skib. En af hans Følge, Arne Sputelegg, en overmodig og voldſom Mand, ligeſom han ſelv, tog ſit Ophold paa Orknøerne, ſelv tiende. Han kjøbte Malt og Slagt paa Kredit af en af Svein Asleivsſøns Landbønder, men da denne ſkulde kræve Pengene, gjorde han Vanſkeligheder ved at betale; da han kom anden Gang, ſvarede han ham grovt, gav ham endog et Øxhammerſlag, og bad ham haanligt henvende ſig til Kæmpen Svein, ſom han ſaa ofte ſorte i Munden, om at ſkaffe ham Ret. Bonden henvendte ſig virkelig til Svein; denne vilde ej give noget beſtemt Løfte; men en Dag om Vaaren (1153), da han rejſte om for at opkræve Landſkyld, og kom til den Ø hvor Arne opholdt ſig, gik han ind i Huſet, hvor denne endnu laa i ſin Seng, fordrede i hans Mænds Nærværelſe, at han ſkulde betale Bonden, hvad han ſkyldte ham, og da Arne endnu gjorde Udflugter, ſagde han, at han ikke vilde vente længer, og ſatte Øxen i Hovedet paa ham, ſaa at den ſtod faſt lige til Øxehamren. Han løb derpaa, forfulgt af Arnes .Kammerater, ned til ſin Baad; nær var han bleven indhentet, men frelſte ſig ved at ſlaa den nærmeſte af ſine Forfølgere i Anſigtet og Øjnene med en levet Tang-Kvaſt, ſom han greb paa Strandbredden. Siden meldte han Jarlen hvad der var ſkeet, og bad denne mægle Forlig i Anledning af Drabet. Jarlen føjede ham ſtrax, fik Arnes Kammerater overtalte til at tage imod Boder, og betalte dem ſelv, ligeſom han ogſaa af ſit eget Gods udredede Boder for mangen Uſtyr, Nordmændene og Orknøingerne om Vintren havde begaaet. Tidligt om Vaaren ſammenkaldte han et Thing paa Roſsø, hvor alle Høvdinger kom ſammen. Her kundgjorde han nu offentligt ſin Beſtemmelſe, ſamme Aar at ville tiltræde et Jeruſalems-Tog. Regjeringen under ſin Fraværelſe overdrog han ſin Frænde og Medjarl Harald Maddadhsſøn, ſom da var henimod tyve Aar gammel, ſtor og ſterk, ikke ſmuk af Udvortes, men ſærdeles forſtandig, og efter alles Dom vel ſkikket til at være Hovding. Han bad ſine Venner at være ham lydige og ſtaa ham bi i alt, hvortil han behøvede deres Hjelp, indtil han ſelv kom tilbage igjen. Dette viſer, hvilket godt Forhold der nu var mellem Ragnvald og Harald, og hvilken ubetinget Tillid han havde til ham[1].

  1. Orknøyinga Saga S. 158—276. At Ragnvalds Jarls Afrejſe fandt Sted