paa sin egen Bekostning, andre hos Bønderne, atter andre hos Jarlen. Men der forefaldt mange Uroligheder, som det lettelig kunde skee, hvor saa mange forskjellige, tildeels overmodige og tøjleløse Folk vare samlede. Især opstod der Trætte mellem Orknøingerne og Nordmændene om Kjøb og Elskovs-Handeler, og Jarlen havde den største Nød med at forlige dem og nogenledes holde den gode Forstaaelse vedlige. Eindride forblev paa Hjaltland om Vintren, men sendte strax Mænd til Norge for at bestille ham et nyt Østerfarer-Skib. En af hans Følge, Arne Sputelegg, en overmodig og voldsom Mand, ligesom han selv, tog sit Ophold paa Orknøerne, selv tiende. Han kjøbte Malt og Slagt paa Kredit af en af Svein Asleivssøns Landbønder, men da denne skulde kræve Pengene, gjorde han Vanskeligheder ved at betale; da han kom anden Gang, svarede han ham grovt, gav ham endog et Øxhammerslag, og bad ham haanligt henvende sig til Kæmpen Svein, som han saa ofte sorte i Munden, om at skaffe ham Ret. Bonden henvendte sig virkelig til Svein; denne vilde ej give noget bestemt Løfte; men en Dag om Vaaren (1153), da han rejste om for at opkræve Landskyld, og kom til den Ø hvor Arne opholdt sig, gik han ind i Huset, hvor denne endnu laa i sin Seng, fordrede i hans Mænds Nærværelse, at han skulde betale Bonden, hvad han skyldte ham, og da Arne endnu gjorde Udflugter, sagde han, at han ikke vilde vente længer, og satte Øxen i Hovedet paa ham, saa at den stod fast lige til Øxehamren. Han løb derpaa, forfulgt af Arnes .Kammerater, ned til sin Baad; nær var han bleven indhentet, men frelste sig ved at slaa den nærmeste af sine Forfølgere i Ansigtet og Øjnene med en levet Tang-Kvast, som han greb paa Strandbredden. Siden meldte han Jarlen hvad der var skeet, og bad denne mægle Forlig i Anledning af Drabet. Jarlen føjede ham strax, fik Arnes Kammerater overtalte til at tage imod Boder, og betalte dem selv, ligesom han ogsaa af sit eget Gods udredede Boder for mangen Ustyr, Nordmændene og Orknøingerne om Vintren havde begaaet. Tidligt om Vaaren sammenkaldte han et Thing paa Rossø, hvor alle Høvdinger kom sammen. Her kundgjorde han nu offentligt sin Bestemmelse, samme Aar at ville tiltræde et Jerusalems-Tog. Regjeringen under sin Fraværelse overdrog han sin Frænde og Medjarl Harald Maddadhssøn, som da var henimod tyve Aar gammel, stor og sterk, ikke smuk af Udvortes, men særdeles forstandig, og efter alles Dom vel skikket til at være Hovding. Han bad sine Venner at være ham lydige og staa ham bi i alt, hvortil han behøvede deres Hjelp, indtil han selv kom tilbage igjen. Dette viser, hvilket godt Forhold der nu var mellem Ragnvald og Harald, og hvilken ubetinget Tillid han havde til ham[1].
- ↑ Orknøyinga Saga S. 158—276. At Ragnvalds Jarls Afrejse fandt Sted
