Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/849

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
831
Ragnvald Jarls Korstog.


førſt ſeenhøſtes ſyd til Orknøerne. Han gjorde nu et ſtort Julegjeſtebud, hvortil han indbød Biſkop Villjam og de fornemſte Mænd paa Øerne. Her bekjendtgjorde han ſin Beſlutning, at gjøre et Korstog til det hellige Land, og anmodede Biſkoppen om at være med, fordi han havde ſtuderet i Paris, og derfor kunde gjøre god Nytte ſom Tolk. Biſkoppen lovede det. Flere anſeede Mænd paa Orknøerne toge nu ogſaa Korſet.

Da de to Aar vare omme, rejſte Ragnvald tidligt om Vaaren (1152) øſter til Norge for at ſee, hvorledes det gik med Lendermændenes Udruſtninger. I Bergen traf han allerede ſin Svoger Jon Fot og Erling Ormsſøn ſaa vel ſom Aslak, og Guthorm kom ſtrax efter. Da ankom ogſaa det Skib, Jon Fot havde ladet bygge til Jarlen; det var omhyggeligt arbejdet og herligt at ſee til; navnlig vare alle Forſtavnspladerne og Fløjene forgyldte. Eindride tom idelig til Byen om Sommeren, og ſagde hver Gang, at han i næſte Uge ſkulde være færdig, men ſaaledes gik det fra Uge til Uge; Jarlens Mænd knurrede over at de maatte vente ſaa længe, og flere meente at man ej burde bie længer paa ham, da hans Nærværelſe viſt ikke var ſaa uomgængelig nødvendig. Endelig meldte Eindride at han var færdig, og Jarlen gav da Befaling til at afſejle med førſte gunſtige Vind. Da de lagde ud fra Buen, blæſte det kun ſvagt, og Jarlens Skib, der behøvede ſterk Vind, gik derfor kun langſomt, ſaa at de andre Høvdinger firede paa Sejlene for ej at ſejle fra ham. Men da de kom ud om Øerne, tiltog Vinden, og da gik Jarlens Skib med ſterk Fart for fulde Sejl, medens man paa de andre Skibe maatte tage Red ind. De ſaa nu at to ſtore Skibe, kom ſejlende efter; disſe Skibe gik ſaa hurtigt, at de ej alene indhentede de øvrige, men endog ſejlede dem forbi. Det ene af dem var et prægtigt Drageſkib, med forgyldt Hoved og Halekrog, og prydet med Guld og glimrende Farver hele Vejen over Vandgangen. Jarlsmændene ſkjønnede ſtrax, at disſe Skibe tilhørte Eindride, og klagede over at han ikke havde holdt ſig Aftalen efterrettelig, ifølge hvilken ingen ſkulde have udſmykket Skib uden Jarlen. Jarlen ſvarede at det var tydeligt nok at ſee, at Eindride var alt for overmodig til at ville underordne ſig ham eller nogen anden, men meente at det torde være uviſt nok, om Lykken endnu vilde følge ham, eller om den allerede var kommen ham i Forkjøbet; ſelv vilde han i det mindſte ikke efterligne hans Fremfuſenhed. Snart fik man Anledning til at ſande Jarlens Ord, thi Eindride, der ſejlede ſaa overmodigt i Forvejen, forliſte med det prægtige Skib paa Hjaltlands Kyſt, ſaa at det aldeles ødelagdes med meget Gods. Han ſlap dog ſelv derfra med Livet, faa vel ſom med det mindre Skib. Jarlen og de øvrige ſejlede derimod forſigtigt frem i Samflode, og kom i god Behold til Orknøerne. Her beſluttede man, ſiden det nu allerede var ledet ſaa langt ud paa Aaret, at tilbringe Vintren. Nogle ſad der