Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/848

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
830
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

upaatvivlelig havde været et Øjevidne. Blandt dem, der ofte underholdt ſig med Eindride, og fornøjede ſig ved at høre hans Fortællinger, var Ragnvald Jarl. Ved en ſaadan Tale ytrede Eindride engang ſin Forundring over at Jarlen ikke ſelv gjorde et Tog til det hellige Land, men kun nøjede ſig med at høre Beretninger derfra. For en ſaa ypperlig og talentfuld Mand ſom Jarlen, ſagde han, pasſede juſt et ſaadant Tog; thi hvor han kom, vilde han nyde ſtor Anſeelſe blandt Konger og Fyrſter. Mange af de Tilſtedeværende ſandede Eindrides Ord, og opfordrede Jarlen til at gjøre Toget; blandt disſe var ogſaa Erling Ormsſøn, der ſagde at han ſelv vilde drage med, hvis Jarlen ſatte ſig i Spidſen. Denne gav omſider efter for alle disſe Overtalelſer, og da det blev bekjendt, at han og Erling havde taget Korſet, fulgte flere gjæve Mænd deres Exempel, navnlig Jon Petersſøn, Ragnvalds Svoger, Aslak Erlendsſøn, Guthorm Møl, og en vis Kol af Halland[1]. Som allerede ovenfor nævnt, ſynes det iſær at have været Medlemmer af Hørdakaare-Ætten, der forenede ſig om Tugt. Ragnvald Jarl beſtemte en Tid af to Aar til Forberedelſer, thi ſaa længe vilde han ſidde hjemme i ſit Rige. Jarlen ſkulde være den egentlige Anfører, men Eindride unge, paa Grund af ſin ſtørre Erfaring og Berejſthed, blive med ſom Vejviſer. Det aftaltes til Forebyggelſe af Misundelſe og Splid, at ingen af Deeltagerne, uden Jarlen ſelv, maatte have et ſtørre Skib end paa 30 Rum, eller et ſmykket Drageſkib; det Skib, hvorpaa Jarlen ſkulde drage i Korstog, ſkulde hans Svoger Jon Fot lade bygge for ham, og i alle Dele udſtyre det ſaa godt ſom muligt.

Om Høſten vendte Jarlen tilbage til Orknøerne. Kong Inge gav ham til Hjemrejſen to Langſkibe, af hvilke han ſtrax igjen forærede Harald Jarl det ene; de vare temmelig ſmaa, meeſt ſkikkede til Roning, men udmerket ſmukke og hurtige. Ogſaa af ſine Venner fik han ſtore Gaver. Jarlerne forlode Norge en Tirsdags Aften, og havde god Vind om Natten, men om Onsdagen kom der en heftig Storm, faa at de ſkiltes fra hinanden, og mod Aftenen, da Mørket faldt paa, ikke vidſte hvor de vare, for-end de med eet ſaa ſig omringede af Brændinger paa alle Kanter, og maatte faae ſin Frelſe ved at ſætte lige paa Land. Det var Hjaltlands Klippekyſt, de havde for ſig. Begge Skibene forliſte med meget Gods, men Folkene reddede ſig, og Jarlen ſelv viſte ſig ej alene raſk og uforfærdet, men endog faa munter, at han kvad Vers næſten ved hvert Ord, han talte. Hjaltlændingerne modtoge ham venligt og ytrede deres Glæde over at han var ſluppen ſaa godt fra den Livsfare, hvori han havde været. Han opholdt ſig temmelig længe paa Hjaltland, og begav ſig

  1. Her menes ſandſynligviis Hadeland. For øvrigt er det ikke ſikkert, om man ej i Stedet for „Guthorm Møl, Koll af Halland“ ſkal læſe „Guthorm Mykjekoll af Halland“, ſe Orknøyinga Saga S. 276, Varianten.