upaatvivlelig havde været et Øjevidne. Blandt dem, der ofte underholdt sig med Eindride, og fornøjede sig ved at høre hans Fortællinger, var Ragnvald Jarl. Ved en saadan Tale ytrede Eindride engang sin Forundring over at Jarlen ikke selv gjorde et Tog til det hellige Land, men kun nøjede sig med at høre Beretninger derfra. For en saa ypperlig og talentfuld Mand som Jarlen, sagde han, passede just et saadant Tog; thi hvor han kom, vilde han nyde stor Anseelse blandt Konger og Fyrster. Mange af de Tilstedeværende sandede Eindrides Ord, og opfordrede Jarlen til at gjøre Toget; blandt disse var ogsaa Erling Ormssøn, der sagde at han selv vilde drage med, hvis Jarlen satte sig i Spidsen. Denne gav omsider efter for alle disse Overtalelser, og da det blev bekjendt, at han og Erling havde taget Korset, fulgte flere gjæve Mænd deres Exempel, navnlig Jon Peterssøn, Ragnvalds Svoger, Aslak Erlendssøn, Guthorm Møl, og en vis Kol af Halland[1]. Som allerede ovenfor nævnt, synes det især at have været Medlemmer af Hørdakaare-Ætten, der forenede sig om Tugt. Ragnvald Jarl bestemte en Tid af to Aar til Forberedelser, thi saa længe vilde han sidde hjemme i sit Rige. Jarlen skulde være den egentlige Anfører, men Eindride unge, paa Grund af sin større Erfaring og Berejsthed, blive med som Vejviser. Det aftaltes til Forebyggelse af Misundelse og Splid, at ingen af Deeltagerne, uden Jarlen selv, maatte have et større Skib end paa 30 Rum, eller et smykket Drageskib; det Skib, hvorpaa Jarlen skulde drage i Korstog, skulde hans Svoger Jon Fot lade bygge for ham, og i alle Dele udstyre det saa godt som muligt.
Om Høsten vendte Jarlen tilbage til Orknøerne. Kong Inge gav ham til Hjemrejsen to Langskibe, af hvilke han strax igjen forærede Harald Jarl det ene; de vare temmelig smaa, meest skikkede til Roning, men udmerket smukke og hurtige. Ogsaa af sine Venner fik han store Gaver. Jarlerne forlode Norge en Tirsdags Aften, og havde god Vind om Natten, men om Onsdagen kom der en heftig Storm, faa at de skiltes fra hinanden, og mod Aftenen, da Mørket faldt paa, ikke vidste hvor de vare, for-end de med eet saa sig omringede af Brændinger paa alle Kanter, og maatte faae sin Frelse ved at sætte lige paa Land. Det var Hjaltlands Klippekyst, de havde for sig. Begge Skibene forliste med meget Gods, men Folkene reddede sig, og Jarlen selv viste sig ej alene rask og uforfærdet, men endog faa munter, at han kvad Vers næsten ved hvert Ord, han talte. Hjaltlændingerne modtoge ham venligt og ytrede deres Glæde over at han var sluppen saa godt fra den Livsfare, hvori han havde været. Han opholdt sig temmelig længe paa Hjaltland, og begav sig
- ↑ Her menes sandsynligviis Hadeland. For øvrigt er det ikke sikkert, om man ej i Stedet for „Guthorm Møl, Koll af Halland“ skal læse „Guthorm Mykjekoll af Halland“, se Orknøyinga Saga S. 276, Varianten.
