udføre Drabet, og derfor stillede sig til Siden, idet han gav sig i Tale med en af Høvdingerne. Kongen kaldte ham til sig: han vendte sig imod ham, ligesom for at hilse ham, men bævede i det samme Øxen, og skilte med et Hug Kongens Hoved fra Kroppen (1153). Det synes som om alle de Tilstedeværende bleve saaledes slagne med Skræk herover, at de ikke vovede at foretage det mindste for at hevne Kongens Drab, men strax underkastede sig Brødrene, thi disse, heder det, deelte nu Landet mellem sig, og gjorde endog kort efter et Tog til Galloway forat erobre dette Landskab[1]. Men Galloway-Folkene forsvarede deres Kyst saa godt, at Angriberne maatte vende tilbage med uforrettet Sag, og det gavnede dem lidet, at de siden gave deres Harme Luft ved at dræbe eller forjage alle de Folk fra Galloway, der fandtes paa Man. Kort efter kom Gudrød fra Norge med fem Skibe, og anløb først Orknøerne; ved Efterretningen herom bleve alle Høvdingerne paa Man særdeles glade, forsamlede sig til et Møde, og udvalgte ham eenstemmigt til deres Konge. Da nu Gudrød ankom til Man, vandt han, som det lader, en let Sejr over Brødrene, eller traf dem maaske allerede overvundne og fangne, thi han fik dem alle tre i sin Vold, og lod den ene dræbe, og de to andre blinde. Gudrød herskede siden, skjønt under mange Uroligheder, i over i 33 Aar. Vi ville i det Følgende erfare, hvor slet han lønnede Kong Inge for hans venlige Modtagelse og Bistand.
Medens Jarlerne Ragnvald og Harald opholdt sig i Norge, kom en anseet Lendermand, ved Navn Eindride unge[2], om Sommeren (1150) tilbage fra Constantinopel, hvor han længe havde staaet i Kejserens Tjeneste blandt Væringerne. Han kunde fortælle mangt og meget derfra, og man havde stor Fornøjelse af at spørge ham ud og høre Besked om Forhold og Tildragelser i Udlandet. Hvad han nu fornemmelig kunde berette, var, foruden endeel Sagn om Væringerne og deres Bedrifter, hvorom nedenfor, sandsynligviis om det store Korstog, som Kong Konrad III i Tydskland og Ludvig VII i Frankrig, tilligemed mange andre Fyrster og Herrer, opmuntrede dertil ved den hellige Bernhards henrivende Veltalenhed, nys havde foretaget (1147—1148). Navnlig dvælede han vel ved de mange merkelige Optrin, som fandt Sted ved den tydske og den franske Korshærs Gjennemmarsch i og forbi Constantinopel, hvortil han selv
