og Anseelse over alle Skatlandene, hvis Herrer ellers stræbede nok efter Uafhængighed, at saavel Syderøernes Konger, som Orknøernes Jarler villigen erkjendte hans Højhed, uagtet han ikke nogensinde ved sin Vaabenmagt havde indjaget dem Skræk. Hertil har imidlertid vel ogsaa den Omstændighed væsentligt bidraget, at England og Skotland nu vare saaledes optagne ved sine egne Anliggender, at der ingen synderlig Hjelp derfra var at vente mod Medbejlere om Herredømmet, men man var alene henviist paa Moderlandet selv, naar det gjaldt at erholde Bistand, og havde paa den anden Side alt at frygte af dets Kongers Vrede. Ligesom det for Ragnvald og Harald Jarl gjaldt at sikre sig mod Erlend Haraldsøns eller andre Prætendenters Fordringer, saaledes truedes Kong Olaf Bitling af sin for lang Tid siden af Kong Lagmand mishandlede Broder Haralds trende Sønner, der havde været opdragne i Dublin. Gudrød havde maaskee endog faaet Nys om at Haralds Sønner forberedede et Tog til Man, og dette har i saa Fald fremskyndet hans Rejse til Norge, for at sikre sig Kong Inges Gunst. Thi endnu samme Aar, som han var afrejst, samlede Haralds Sønner en betydelig Skare, især af Folk, som Kong Olaf tidligere havde jaget i Landflygtighed, kom til Man og fordrede Halvdelen af Riget. Kongen, som ej synes at have været forberedt paa deres Ankomst, og derfor ej kunde møde dem med væbnet Haand, svarede at han skulde overtænke Sagen, og anmodede dem om at indfinde sig til et Thing ved Søhavnen Ramsø først kommende 29de Juni, hvor Sagen skulde blive forhandlet, og hvor de skulde faa endelig Besked. Maaskee bestemte han en saa lang Termin, fordi han haabede, at hans Søn Gudrød imidlertid skulde komme med Hjelp fra Norge. Men hans Brodersønner oplagde imidlertid, maaskee af samme Grund, Raad om at tage ham af Dage. Da Thingdagen kom, indfandt de sig efter Aftale. Kongen tog med sine Mænd Plads paa den ene Side, de andre ligeoverfor med Undtagelse af den mellemste af Brødrene, Ragnvald, der skulde
til Norge og hyldede Inge. Der siges rigtignok tidligere,i 1102, ugentlig 1103) hvor Olafs Tronbestigelse omtales, at han regjerede i 40 Aar, men at denne Angivelse ligeledes er fejlagtig, sees deraf at Krønikeskriveren siden efter udtrykkelig lader ham dræbes samme Aar som Kong Davids og St. Bernhards Død, altsaa 1153. Det eneste Hurum, hvorom der kunde være Spørgsmaal, er Aaret for Gudrøds Tilbagekomst, thi hans Død sættes siden til 1187, d. 10de Novbr., medens derimod hans Tronbestigelse, hvor denne omtales, henføres til 1144 (hvortil man og skal lægge ti), og hans Regjeringstid angives til 33 Aar. Muligt, at han virkelig ikke kom tilbage førend i 1154, og at „proxima autumno“, der omtales i 1155, skal forstaaes om dette Aar. — Det maa for øvrigt merkes, at i det Aftryk af den Manske Krønike, der er leveret i Langebeks Scriptores, 3die Deel, mangler det meste af, hvad deri Hdskr. opføres under 1143 (d. e. 1153).
