Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/846

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
828
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

og Anſeelſe over alle Skatlandene, hvis Herrer ellers ſtræbede nok efter Uafhængighed, at ſaavel Syderøernes Konger, ſom Orknøernes Jarler villigen erkjendte hans Højhed, uagtet han ikke nogenſinde ved ſin Vaabenmagt havde indjaget dem Skræk. Hertil har imidlertid vel ogſaa den Omſtændighed væſentligt bidraget, at England og Skotland nu vare ſaaledes optagne ved ſine egne Anliggender, at der ingen ſynderlig Hjelp derfra var at vente mod Medbejlere om Herredømmet, men man var alene henviiſt paa Moderlandet ſelv, naar det gjaldt at erholde Biſtand, og havde paa den anden Side alt at frygte af dets Kongers Vrede. Ligeſom det for Ragnvald og Harald Jarl gjaldt at ſikre ſig mod Erlend Haraldſøns eller andre Prætendenters Fordringer, ſaaledes truedes Kong Olaf Bitling af ſin for lang Tid ſiden af Kong Lagmand mishandlede Broder Haralds trende Sønner, der havde været opdragne i Dublin. Gudrød havde maaſkee endog faaet Nys om at Haralds Sønner forberedede et Tog til Man, og dette har i ſaa Fald fremſkyndet hans Rejſe til Norge, for at ſikre ſig Kong Inges Gunſt. Thi endnu ſamme Aar, ſom han var afrejſt, ſamlede Haralds Sønner en betydelig Skare, iſær af Folk, ſom Kong Olaf tidligere havde jaget i Landflygtighed, kom til Man og fordrede Halvdelen af Riget. Kongen, ſom ej ſynes at have været forberedt paa deres Ankomſt, og derfor ej kunde møde dem med væbnet Haand, ſvarede at han ſkulde overtænke Sagen, og anmodede dem om at indfinde ſig til et Thing ved Søhavnen Ramsø førſt kommende 29de Juni, hvor Sagen ſkulde blive forhandlet, og hvor de ſkulde faa endelig Beſked. Maaſkee beſtemte han en ſaa lang Termin, fordi han haabede, at hans Søn Gudrød imidlertid ſkulde komme med Hjelp fra Norge. Men hans Broderſønner oplagde imidlertid, maaſkee af ſamme Grund, Raad om at tage ham af Dage. Da Thingdagen kom, indfandt de ſig efter Aftale. Kongen tog med ſine Mænd Plads paa den ene Side, de andre ligeoverfor med Undtagelſe af den mellemſte af Brødrene, Ragnvald, der ſkulde

    til Norge og hyldede Inge. Der ſiges rigtignok tidligere,i 1102, ugentlig 1103) hvor Olafs Tronbeſtigelſe omtales, at han regjerede i 40 Aar, men at denne Angivelſe ligeledes er fejlagtig, ſees deraf at Krønikeſkriveren ſiden efter udtrykkelig lader ham dræbes ſamme Aar ſom Kong Davids og St. Bernhards Død, altſaa 1153. Det eneſte Hurum, hvorom der kunde være Spørgsmaal, er Aaret for Gudrøds Tilbagekomſt, thi hans Død ſættes ſiden til 1187, d. 10de Novbr., medens derimod hans Tronbeſtigelſe, hvor denne omtales, henføres til 1144 (hvortil man og ſkal lægge ti), og hans Regjeringstid angives til 33 Aar. Muligt, at han virkelig ikke kom tilbage førend i 1154, og at „proxima autumno“, der omtales i 1155, ſkal forſtaaes om dette Aar. — Det maa for øvrigt merkes, at i det Aftryk af den Manſke Krønike, der er leveret i Langebeks Scriptores, 3die Deel, mangler det meſte af, hvad deri Hdſkr. opføres under 1143 (d. e. 1153).