fortælles at han efter sin Fosterfader Ottar Jarls Død tilbragte sin meste Tid i Syderøerne, eller paa Vikingetog[1], netop have været med, og vel endog spillet en betydelig Rolle ved alle disse Begivenheder[2]. Vi erfare derhos, at de norske Høvdinger paa Irland, paa Øerne og i Skotland — hvorved man ogsaa maa tænke paa Orknøerne — virkelig plejede at tage Tjeneste hos irske, væliske eller andre Fyrster i hine Egne mod en bestemt Betaling. Alt dette giver os fuldkommen Nøglen til, hvorledes det saa ofte kan hede om Svein Asleivssøn og andre urolige Høvdinger, at de laa paa Vikingetog, ja hvorledes det næsten endog forudsættes, at dette endnu, som i Hedendommens Dage, var deres regelmæssige Syssel en Tid af Aaret. Navnlig er det at formode, at Svein Asleivssøn, der laa i Familiefejde med Frakarks Æt, der selv havde saa mange Forbindelser paa Man og Syderøerne, og som, hvad vi i det følgende ville see, endte sine Dage paa et Tog til Dublin, paa sin Side har taget lige saa virksom Deel i alt dette, og maaskee understøttet Tirdelvach eller andre Fiender af Høvdingerne i Dublin.
I Forbindelse med disse Begivenheder, og de Uroligheder, som fandt Sted paa og omkring Øen Man, staar det vistnok, at den gamle Kong Olaf Bitlings ældste Søn, Gudrød, i Aaret 1152 drog over til Kong Inge, blev vel modtagen, aflagde ham sin Lenshylding og opholdt sig nogen Tid ved hans Hof[3]. Saa stor var altsaa nu Kong Inges Magt
- ↑ Orknøyinga Saga, S. 326.
- ↑ Vi ville i det følgende see, hvorledes der ved 1154 omtales en mægtig Mand paa Man, ved Navn Thorfinn Ottarssøn. At han hørte til samme Ottar-Familie, synes sikkert, maaskee var han derhos beslægtet med de ovenfor omtalte, saakaldte Thorkellssønner; i det mindste have vi ovenfor seet Høvdingen Thorfinn Thorkellssøn omtale.
- ↑ Dette henføres sædvanligviis til 1142, fordi det i Haandskriftet af den Manske Krønike omtales derunder. Men dette Haandskrift er, som allerede ovenfor paapeget, meget skjødesløst i Aarstals-Angivelser, og at der her virkelig skal læses 1152, er indlysende. Thi under det foregivne Aar 1142 omtales Gudrøds Rejse til Norge, og derefter i lamme Aar (eodem anno) Haralds Sønners Ankomst til Man. Uden nogen Angivelse af nyt Aar fortælles nu de nærmere Omstændigheder ved Kong Olafs Drab, men derpaa opstilles Aaret 1143, og hertil henføres St. Bernhards Død i Clairvaux, Kong Davids Død og Mælkolms Tronbestigelse, og endelig, med udtrykkelig Tilføjelse af „samme Aar“ (ipso anno) Kong Olafs Drab d. 29de Juni, samt endelig, om Høsten (proximo autumno) Gudrøds Tilbagekomst fra Norge. Da nu, som bekjendt, St. Bernhard og Kong David døde i 1153; da det ej er rimeligt, at enten Gudrød skulde have opholdt sig i 11 Aar (1142—1153) ved Kong Inges Hof, eller at Haralds Sønner skulde have underhandlet i 11 Aar med Olaf; og da det endelig ikke er mindre sandsynligt, at 1142 er skrevet fejlagtigt for 1152, end 1143 for 1153 (hvilket som man seer, er aabenbart), saa bliver følgelig 1152 at opføre som det Aar, da Gudrød rejste
