Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/845

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
827
Begivenheder paa Irland og Syderøerne.

fortælles at han efter ſin Foſterfader Ottar Jarls Død tilbragte ſin meſte Tid i Syderøerne, eller paa Vikingetog[1], netop have været med, og vel endog ſpillet en betydelig Rolle ved alle disſe Begivenheder[2]. Vi erfare derhos, at de norſke Høvdinger paa Irland, paa Øerne og i Skotland — hvorved man ogſaa maa tænke paa Orknøerne — virkelig plejede at tage Tjeneſte hos irſke, væliſke eller andre Fyrſter i hine Egne mod en beſtemt Betaling. Alt dette giver os fuldkommen Nøglen til, hvorledes det ſaa ofte kan hede om Svein Asleivsſøn og andre urolige Høvdinger, at de laa paa Vikingetog, ja hvorledes det næſten endog forudſættes, at dette endnu, ſom i Hedendommens Dage, var deres regelmæsſige Sysſel en Tid af Aaret. Navnlig er det at formode, at Svein Asleivsſøn, der laa i Familiefejde med Frakarks Æt, der ſelv havde ſaa mange Forbindelſer paa Man og Syderøerne, og ſom, hvad vi i det følgende ville ſee, endte ſine Dage paa et Tog til Dublin, paa ſin Side har taget lige ſaa virkſom Deel i alt dette, og maaſkee underſtøttet Tirdelvach eller andre Fiender af Høvdingerne i Dublin.

I Forbindelſe med disſe Begivenheder, og de Uroligheder, ſom fandt Sted paa og omkring Øen Man, ſtaar det viſtnok, at den gamle Kong Olaf Bitlings ældſte Søn, Gudrød, i Aaret 1152 drog over til Kong Inge, blev vel modtagen, aflagde ham ſin Lenshylding og opholdt ſig nogen Tid ved hans Hof[3]. Saa ſtor var altſaa nu Kong Inges Magt

  1. Orknøyinga Saga, S. 326.
  2. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes der ved 1154 omtales en mægtig Mand paa Man, ved Navn Thorfinn Ottarsſøn. At han hørte til ſamme Ottar-Familie, ſynes ſikkert, maaſkee var han derhos beſlægtet med de ovenfor omtalte, ſaakaldte Thorkellsſønner; i det mindſte have vi ovenfor ſeet Høvdingen Thorfinn Thorkellsſøn omtale.
  3. Dette henføres ſædvanligviis til 1142, fordi det i Haandſkriftet af den Manſke Krønike omtales derunder. Men dette Haandſkrift er, ſom allerede ovenfor paapeget, meget ſkjødesløſt i Aarstals-Angivelſer, og at der her virkelig ſkal læſes 1152, er indlyſende. Thi under det foregivne Aar 1142 omtales Gudrøds Rejſe til Norge, og derefter i lamme Aar (eodem anno) Haralds Sønners Ankomſt til Man. Uden nogen Angivelſe af nyt Aar fortælles nu de nærmere Omſtændigheder ved Kong Olafs Drab, men derpaa opſtilles Aaret 1143, og hertil henføres St. Bernhards Død i Clairvaux, Kong Davids Død og Mælkolms Tronbeſtigelſe, og endelig, med udtrykkelig Tilføjelſe af „ſamme Aar“ (ipso anno) Kong Olafs Drab d. 29de Juni, ſamt endelig, om Høſten (proximo autumno) Gudrøds Tilbagekomſt fra Norge. Da nu, ſom bekjendt, St. Bernhard og Kong David døde i 1153; da det ej er rimeligt, at enten Gudrød ſkulde have opholdt ſig i 11 Aar (1142—1153) ved Kong Inges Hof, eller at Haralds Sønner ſkulde have underhandlet i 11 Aar med Olaf; og da det endelig ikke er mindre ſandſynligt, at 1142 er ſkrevet fejlagtigt for 1152, end 1143 for 1153 (hvilket ſom man ſeer, er aabenbart), ſaa bliver følgelig 1152 at opføre ſom det Aar, da Gudrød rejſte