Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/844

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
826
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

ſom vi have ſeet[1], og derfor vel ogſaa han ſelv, havde megen Indflydelſe paa Syderøerne, og kunde, naar det gjaldt, ſkaffe ſig Folk og Skibe derfra. Det lader til, at den ſyderøiſke Høvdings Ankomſt betydeligt har forøget de dublinſke Nordmænds Magt og ſat dem iſtand til at udvide deres Foretagender; thi i 1137 underſtøttede de Kongen af Leinſter og Connor O’Brian, Kongen af Munſter, med 200 Skibe paa et Tog, de foretoge mod Nordmændenes egne Landsmænd i Waterford, hvilke, angrebne af en ſaa betydelig Magt, ogſaa bleve overvundne og maatte ſtille Giſler. Krigen mellem begge de norſke Kolonier maa have været langvarig, thi ogſaa i 1140, heder det, overvandt Nordmændene i Dublin deres Landsmænd fra Waterford i et Slag, rimeligviis et Søſlag. I det følgende Aar gjorde Connor Mac Donald, Herre til Øſt-Munſter, et Tog til Dublin og erkjendtes af Nordmændene for deres Konge, men ſtrax i efter erfares det, ſom allerede tidligere nævnt, at Ottar fra Øerne, Søn af hiin „Ottarsſøn“, blev Herre i Dublin, og underſtøttede Cadwallader af Wales. Man kunde næſten friſtes til at tro, at Nordmændene ſelv frivillig have indkaldt Connor og erkjendt ham for deres Konge, for i ham at have en Støtte mod den mægtige Tirdelvach, medens Ottar derimod var deres egentlige Herre. Men efter at de i 1146 havde lidt det oven omtalte Nederlag, hvor Ragnvald Thorkellsſøn, Jarlen i Dublin, faldt med flere Høvdinger, har formodentlig deres Vælde igjen aftaget, da vi finde, at de i 1150 atter underkaſtede ſig Tirdelvach. En Følge af, at Tirdelvach gjorde ſig til Herre til Dublin og ſaaledes optraadte ſom de ſyderøiſke Høvdingers Fiende, var det da vel, at da han i Aaret 1154 bekrigede en af ſine farligſte Fiender, Muirkertach O’Lochlan, Konge i Ulſter, fik denne, rigtignok mod Betaling, Underſtøttelſe af en Flaade fra Syderøerne, Man, Cantire og det veſtlige Skotland, og leverede Tirdelvach et blodigt Søſlag. I dette blev imidlertid denne Sejrherre, hvilket dog neppe vilde have kunnet ſkee, hvis han ikke ogſaa paa ſin Side, ſom man maa formode, havde haft norſke Hjelpetropper: dette ſiges dog ej udtrykkeligt[2].

Da vi ſaaledes erfare, at Nordmændene fra Syderøerne, og navnlig flere Medlemmer af en Æt, vi næſten med Sikkerhed gjenkjende ſom den halv troeſte, halv ſkotſke, hvortil Frakark og Ottar Jarl hørte, toge en virkſom Deel i de Krigsforetagender, ſom mellem 1140 og 1150 fandt Sted paa Irland, ja endog for en Tid tilegnede ſig Herredømmet i Dublin, kan man næſten anſee det ſom viſt, at ſaavel den af Svein Asleivsſøn fordrevne Ølve Roſta, ſom Harald Jarls Søn Erlend, om hvem det

  1. Se ovenfor S 740. Kong Olaf Bitling ſelv hørte til Svogerſkabet, for ſaa vidt han var gift med en Datter af Haakon Jarl og Helga Moddansdatter.
  2. De fire Meſtres Annaler.