som vi have seet[1], og derfor vel ogsaa han selv, havde megen Indflydelse paa Syderøerne, og kunde, naar det gjaldt, skaffe sig Folk og Skibe derfra. Det lader til, at den syderøiske Høvdings Ankomst betydeligt har forøget de dublinske Nordmænds Magt og sat dem istand til at udvide deres Foretagender; thi i 1137 understøttede de Kongen af Leinster og Connor O’Brian, Kongen af Munster, med 200 Skibe paa et Tog, de foretoge mod Nordmændenes egne Landsmænd i Waterford, hvilke, angrebne af en saa betydelig Magt, ogsaa bleve overvundne og maatte stille Gisler. Krigen mellem begge de norske Kolonier maa have været langvarig, thi ogsaa i 1140, heder det, overvandt Nordmændene i Dublin deres Landsmænd fra Waterford i et Slag, rimeligviis et Søslag. I det følgende Aar gjorde Connor Mac Donald, Herre til Øst-Munster, et Tog til Dublin og erkjendtes af Nordmændene for deres Konge, men strax i efter erfares det, som allerede tidligere nævnt, at Ottar fra Øerne, Søn af hiin „Ottarssøn“, blev Herre i Dublin, og understøttede Cadwallader af Wales. Man kunde næsten fristes til at tro, at Nordmændene selv frivillig have indkaldt Connor og erkjendt ham for deres Konge, for i ham at have en Støtte mod den mægtige Tirdelvach, medens Ottar derimod var deres egentlige Herre. Men efter at de i 1146 havde lidt det oven omtalte Nederlag, hvor Ragnvald Thorkellssøn, Jarlen i Dublin, faldt med flere Høvdinger, har formodentlig deres Vælde igjen aftaget, da vi finde, at de i 1150 atter underkastede sig Tirdelvach. En Følge af, at Tirdelvach gjorde sig til Herre til Dublin og saaledes optraadte som de syderøiske Høvdingers Fiende, var det da vel, at da han i Aaret 1154 bekrigede en af sine farligste Fiender, Muirkertach O’Lochlan, Konge i Ulster, fik denne, rigtignok mod Betaling, Understøttelse af en Flaade fra Syderøerne, Man, Cantire og det vestlige Skotland, og leverede Tirdelvach et blodigt Søslag. I dette blev imidlertid denne Sejrherre, hvilket dog neppe vilde have kunnet skee, hvis han ikke ogsaa paa sin Side, som man maa formode, havde haft norske Hjelpetropper: dette siges dog ej udtrykkeligt[2].
Da vi saaledes erfare, at Nordmændene fra Syderøerne, og navnlig flere Medlemmer af en Æt, vi næsten med Sikkerhed gjenkjende som den halv troeste, halv skotske, hvortil Frakark og Ottar Jarl hørte, toge en virksom Deel i de Krigsforetagender, som mellem 1140 og 1150 fandt Sted paa Irland, ja endog for en Tid tilegnede sig Herredømmet i Dublin, kan man næsten ansee det som vist, at saavel den af Svein Asleivssøn fordrevne Ølve Rosta, som Harald Jarls Søn Erlend, om hvem det
