Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/842

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
824
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

tiſke Fyrſter indbyrdes. Iſær fortjener en Fejde at omtales, der i Aaret 1142 udbrød mellem Brødrene Omen Gwynedd i Monmouth, og hans Broder Cadwallader. Denne ſidſte flygtede til Irland, lejede, ſom der fortælles, en heel Mængde irſke og ſkotſke Tropper under en vis Ottar, og Thorkells ſamt Herjulfs Sønner, kom med dem tilbage til Wales, og begyndte at herje; hans Broder ſkyndte ſig ham imøde, for al hindre hans videre Fremtrængen; men da begge Hære endelig ſtode lige overfor hinanden, kom det til Fred og Forlig mellem Brødrene, hvorover Irerne bleve ſaa opbragte, at de bemægtigede lig Cadwallader, og holdt ham fangen, indtil han betalte dem den Sold, han var dem ſkyldig, med en heel Deel Kvæg, Fanger og andet Bytte. Da Owen hørte at Cadwallader var kommen paa fri Fod, angreb han Irerne, dræbte en ſtor Deel af dem, og fratog dem Byttet[1]. At disſe ſaakaldte Irer og Skoter vare Nordmænd fra Dublin og Syderøerne, ſees ſaavel af deres Navne, ſom af den Omſtændighed, at de irſke Annaler udtrykkelig fortælle, at Ottar, en Sønneſøn af Ottar, og hjemmehørende paa Syderøerne, i Aaret 1142 erhvervede Herredømmet over Dublin, ſaa vel ſom at Ragnvald Thorkellsſøn, Jarl i Dublin, — aabenbart den nys nævnte „Thorkells Søn“ — blev 1146 tilligemed flere Høvdinger og 200 Mand dræbt af Indbyggerne i Oſtmeath[2]. Den Slutning ligger nu temmelig nær, al enten Cadwallader ſelv er hiin Høvding fra Bretland, med hvilken Holdbode og Svein Asleivsſøn fejdede, eller i det mindſte at den Uſtyr, hiin Høvding begik paa Man og i Syderøerne, og ſom Svein Asleifsſøn ſøgte at hevne, netop ſtod i Forbindelſe med de nys nævnte Uroligheder, ſaa vel i Dublin ſom i Wales.

Begivenhederne paa Irland ſelv frembøde for øvrigt ikke mindre bekvemme Anledninger for Orknøernes og Syderøernes urolige Høvdinger til at mætte deres Krigslyſt og vinde Bytte. Lige fra Magnus Barfods Fald hører man ikke om andet end hin blodige Stridigheder, deels mellem de irſke Konger indbyrdes, deels mellem disſe og Nordmændene, fornemmelig i Dublin, deels ogſaa mellem de forſkjellige norſke Kolonier ſelv. Muirkertach, der ſtrax efter Nordmændenes Bortrejſe ſynes at have bemægtiget ſig Dublin, foruroligedes ſtedſe af ſin Medbejler, Donald O’Lochlan, og følte ſig, ſom vi have ſeet, ikke engang faſtere paa Tronen, eller i Beſiddelſe af ſin Erobring, end at han eller hans Høvdinger i Aaret 1114 virkelig, af Frygt for et Angreb af den norſke Konge, bekvemmede ſig til at udbetale dennes Geſandt, Ivar af Fljod, en betydelig

  1. Se de væliſke Annaler. Cadwallader ſkal ogſaa tidligere have faaet Hjelp fra Syderøerne (forudſat at man paa den Maade kan forklare Ordet „Hedninger“), ſe Lelands Itinerarium.
  2. De fire Meſtres Annaler, ſe nedenfor S. 825.