tiske Fyrster indbyrdes. Især fortjener en Fejde at omtales, der i Aaret 1142 udbrød mellem Brødrene Omen Gwynedd i Monmouth, og hans Broder Cadwallader. Denne sidste flygtede til Irland, lejede, som der fortælles, en heel Mængde irske og skotske Tropper under en vis Ottar, og Thorkells samt Herjulfs Sønner, kom med dem tilbage til Wales, og begyndte at herje; hans Broder skyndte sig ham imøde, for al hindre hans videre Fremtrængen; men da begge Hære endelig stode lige overfor hinanden, kom det til Fred og Forlig mellem Brødrene, hvorover Irerne bleve saa opbragte, at de bemægtigede lig Cadwallader, og holdt ham fangen, indtil han betalte dem den Sold, han var dem skyldig, med en heel Deel Kvæg, Fanger og andet Bytte. Da Owen hørte at Cadwallader var kommen paa fri Fod, angreb han Irerne, dræbte en stor Deel af dem, og fratog dem Byttet[1]. At disse saakaldte Irer og Skoter vare Nordmænd fra Dublin og Syderøerne, sees saavel af deres Navne, som af den Omstændighed, at de irske Annaler udtrykkelig fortælle, at Ottar, en Sønnesøn af Ottar, og hjemmehørende paa Syderøerne, i Aaret 1142 erhvervede Herredømmet over Dublin, saa vel som at Ragnvald Thorkellssøn, Jarl i Dublin, — aabenbart den nys nævnte „Thorkells Søn“ — blev 1146 tilligemed flere Høvdinger og 200 Mand dræbt af Indbyggerne i Ostmeath[2]. Den Slutning ligger nu temmelig nær, al enten Cadwallader selv er hiin Høvding fra Bretland, med hvilken Holdbode og Svein Asleivssøn fejdede, eller i det mindste at den Ustyr, hiin Høvding begik paa Man og i Syderøerne, og som Svein Asleifssøn søgte at hevne, netop stod i Forbindelse med de nys nævnte Uroligheder, saa vel i Dublin som i Wales.
Begivenhederne paa Irland selv frembøde for øvrigt ikke mindre bekvemme Anledninger for Orknøernes og Syderøernes urolige Høvdinger til at mætte deres Krigslyst og vinde Bytte. Lige fra Magnus Barfods Fald hører man ikke om andet end hin blodige Stridigheder, deels mellem de irske Konger indbyrdes, deels mellem disse og Nordmændene, fornemmelig i Dublin, deels ogsaa mellem de forskjellige norske Kolonier selv. Muirkertach, der strax efter Nordmændenes Bortrejse synes at have bemægtiget sig Dublin, foruroligedes stedse af sin Medbejler, Donald O’Lochlan, og følte sig, som vi have seet, ikke engang fastere paa Tronen, eller i Besiddelse af sin Erobring, end at han eller hans Høvdinger i Aaret 1114 virkelig, af Frygt for et Angreb af den norske Konge, bekvemmede sig til at udbetale dennes Gesandt, Ivar af Fljod, en betydelig
