Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/841

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
823
Begivenheder i Skotland.


Skotland ſelv var ligeledes Scenen for voldſomme indvortes Fejder. Deſcendenterne af den gamle Moral)—Æt, der for hundrede Aar tilbage havde været ſaa mægtig, gjorde endnu fra Tid til anden Fordring paa Tronen. Vi have allerede ſeet, hvorledes Angus Mac Heth, Datterſøn af Kong Lulach, og Jarl af Moray, i Kong Davids tidligere Dage gjorde Opſtand, men faldt i et Slag 1130, hvori ſandſynligviis ogſaa Sigurd Slembedjakn deeltog. Kort efter fremſtod en Biſkop, ved Navn Vimund, den ſelvſamme, der i ſin Tid havde været indviet til Biſkop paa Man og Øerne[1], udgav ſig — maaſkee med Rette-for at være Angus Jarls Søn, kaldte ſig nu Mælkolm Mac Heth, og gjorde Fordring i det mindſte paa Moray, maaſkee endog paa den ſkotſke Kongetrone. Han fandt Biſtand hos den mægtige Sumarlide i Argyll, der endog gav ham ſin Datter til Egte, og han herjede nu en Tidlang Skotlands Kyſter paa det voldſomſte, indtil det omſider lykkedes David at faa ham tagen til Fange, hvorefter han ſatte ham i Fængſel paa Roxburgh Slot (1134). Men hans Sønner toge deres Tilflugt til Sumarlide, der, ſom vi i det følgende ville ſee, efter Kong Davids Død underſtøttede dem eftertrykkeligt, ſaaledes at Vimunds eller Mælkolms Tilfangetagelſe egentlig ikke ſkaffede David ſynderlig Fred fra denne Kant. Vi ville ligeledes erfare, hvorledes ogſaa Harald Jarl paa Orknøerne ſiden efter ſluttede ſig til dette Parti[2].

Paa Veſtkyſten af England herſkede ogſaa Fejder, ſaa vel mellem Briterne i Wales og de nordmanniſke Grændſejarler, ſom mellem de bri-

  1. Se ovenfor S. 623.
  2. Beretningerne om denne Opſtand, der maa have været langt vigtigere og mere indgribende, end det af den ubetydelige Opmerkſomhed, de ældre Hiſtorieſkrivere ſkjenke den, ſkulde ſynes, og hvori navnlig Jarlerne paa Orknøerne maa antages at have taget Deel, omtales kun lejlighedsviis og ligeſom i Forbigaaende, af Fordun, VIII. 2. hvor han taler om den Opſtand, Mælkolm Mac Heths Sønner, underſtøttede af Sumarlide, gjorde mod Kong Mælkolm IV ſtrax efter dennes Tronbeſtigelſe 1153. Han ſiger vel her, at Mælkolm „udgav ſig for en Søn af Angus“, men han kalder ham dog ſtedſe kun Mælkolm Mac Heth (jvfr. VIII. 59.) nævner ikke Vimund med et Ord, men ſiger kun tilfældigviis etſteds, (V. 51.) at en „Pseudo-episcopus“ og forhenværende Munk udgav ſig for en Søn af Angus af Moray, og gjorde Opſtand. Orknøyingaſaga, ſom omtaler hans Datters Giftermaal med Harald Jarl, kalder ham kun (S. 404) Mælkolm Jarl af Moray“, derimod omtales Vimund under Navnet Vermund i Chron. Norm. hos Duchêne, S. 986., ſom Biſkop paa Man og forhenværende Munk i Savigny Kloſter, men, heder det, han blev forjagen og blindet „paa Grund af ſin Gruſomhed“; der tales intet om hans Opſtand. Det ſamme fortælles af Matth. Paris, hos Watts, S. 60, ved 1151. Chron. de Melrose, ved 1134, ſaa vel ſom Roger Hoveden, tale kun om „Mælkolm Mac Heth“. Hans Identitet med Mælkolm Mac Heth bevidnes derimod af Villjam af Newbridge, I. 23, 24, hvorom mere nedenfor.