Skotland selv var ligeledes Scenen for voldsomme indvortes Fejder. Descendenterne af den gamle Moral)—Æt, der for hundrede Aar tilbage havde været saa mægtig, gjorde endnu fra Tid til anden Fordring paa Tronen. Vi have allerede seet, hvorledes Angus Mac Heth, Dattersøn af Kong Lulach, og Jarl af Moray, i Kong Davids tidligere Dage gjorde Opstand, men faldt i et Slag 1130, hvori sandsynligviis ogsaa Sigurd Slembedjakn deeltog. Kort efter fremstod en Biskop, ved Navn Vimund, den selvsamme, der i sin Tid havde været indviet til Biskop paa Man og Øerne[1], udgav sig — maaskee med Rette-for at være Angus Jarls Søn, kaldte sig nu Mælkolm Mac Heth, og gjorde Fordring i det mindste paa Moray, maaskee endog paa den skotske Kongetrone. Han fandt Bistand hos den mægtige Sumarlide i Argyll, der endog gav ham sin Datter til Egte, og han herjede nu en Tidlang Skotlands Kyster paa det voldsomste, indtil det omsider lykkedes David at faa ham tagen til Fange, hvorefter han satte ham i Fængsel paa Roxburgh Slot (1134). Men hans Sønner toge deres Tilflugt til Sumarlide, der, som vi i det følgende ville see, efter Kong Davids Død understøttede dem eftertrykkeligt, saaledes at Vimunds eller Mælkolms Tilfangetagelse egentlig ikke skaffede David synderlig Fred fra denne Kant. Vi ville ligeledes erfare, hvorledes ogsaa Harald Jarl paa Orknøerne siden efter sluttede sig til dette Parti[2].
Paa Vestkysten af England herskede ogsaa Fejder, saa vel mellem Briterne i Wales og de nordmanniske Grændsejarler, som mellem de bri-
- ↑ Se ovenfor S. 623.
- ↑ Beretningerne om denne Opstand, der maa have været langt vigtigere og mere indgribende, end det af den ubetydelige Opmerksomhed, de ældre Historieskrivere skjenke den, skulde synes, og hvori navnlig Jarlerne paa Orknøerne maa antages at have taget Deel, omtales kun lejlighedsviis og ligesom i Forbigaaende, af Fordun, VIII. 2. hvor han taler om den Opstand, Mælkolm Mac Heths Sønner, understøttede af Sumarlide, gjorde mod Kong Mælkolm IV strax efter dennes Tronbestigelse 1153. Han siger vel her, at Mælkolm „udgav sig for en Søn af Angus“, men han kalder ham dog stedse kun Mælkolm Mac Heth (jvfr. VIII. 59.) nævner ikke Vimund med et Ord, men siger kun tilfældigviis etsteds, (V. 51.) at en „Pseudo-episcopus“ og forhenværende Munk udgav sig for en Søn af Angus af Moray, og gjorde Opstand. Orknøyingasaga, som omtaler hans Datters Giftermaal med Harald Jarl, kalder ham kun (S. 404) Mælkolm Jarl af Moray“, derimod omtales Vimund under Navnet Vermund i Chron. Norm. hos Duchêne, S. 986., som Biskop paa Man og forhenværende Munk i Savigny Kloster, men, heder det, han blev forjagen og blindet „paa Grund af sin Grusomhed“; der tales intet om hans Opstand. Det samme fortælles af Matth. Paris, hos Watts, S. 60, ved 1151. Chron. de Melrose, ved 1134, saa vel som Roger Hoveden, tale kun om „Mælkolm Mac Heth“. Hans Identitet med Mælkolm Mac Heth bevidnes derimod af Villjam af Newbridge, I. 23, 24, hvorom mere nedenfor.
