der valgtes af de Hefte engelske Baroner, og hans Datter, Enkekejserinde Mathilde, hvilken den afdøde Konge havde søgt at sikre Tronfølgen, og som nu var gift med Godfred af Anjou. Denne Krig førtes, med faa Afbrydelser, gjennem hele Stephans Regjeringstid (indtil Novbr. 1153) under uafladelige, større eller mindre Fejder, hvori ogsaa Kong David af Skotland, Kejserinde Mathildes Morbroder, deeltog. Navnlig er her at merke det store Tog, som Kong David og hans Brodersøn Villjam, Søn af Kong Duncan i Aaret 1138 foretog ind i det nordlige England, i Spidsen for hver sin Hær-Afdeling, sammensatte af alleslags Folk, Skoter, Folk fra Galloway, Kumbrer, Northumbrer. Angler, misfornøjede Nordmanner, ja endog Tydskere; det er mere end sandsynligt, at der blandt disse forskjelligartede Masser ogsaa fandtes æventyrlystne Nordmænd fra Orknøerne, fornemmelig i den Afdeling der befaledes af Villjam, Ingebjørg Jarlemoders Sønnesøn. Villjam sejrede ved Clitheroe i Lancashire[1], men David tabte siden Hovedslaget ved Northallerton (22 Aug. 1138), uden at hans Magt dog derved svækkedes synderligt, men tvertimod fremdeles var saa ærefrygtbydende, at Stephan ansaa det raadeligst at slutte en Fred med ham i Durham, hvorved han afstod Størstedelen af Northumberland til hans Søn, Henrik. Ved hiint store Slag var det, som vi ovenfor have berettet[2], den titulære Biskop Rodulf af Orknøerne, der paa den gamle Erkebiskop Thorsteins Vegne opmuntrede den engelske Hær og indviede dens Standart, der har givet Slaget Navn. En enkelt Annalist vil endog vide, at den danske Konge Erik Lam, paastaaende at han var mere arveberettiget til England end Kong Stephan, i Aaret 1138 gjorde et Tog derhen med en stor Flaade og herjede Kysterne, men at Kong Stephan, der ikke vovede at binde an mod Danerne, faa længe de vare samlede, ventede indtil de havde adspredt sig for at søge Bytte, og derpaa anfaldt og lettelig overvandt flere af deres Hobe enkeltviis, saa at de øvrige med uforrettet Sag maatte vende hjem[3]. Anledning til at herje og gjøre Bytte i England var altsaa forhaanden, og det saa rigeligt som enhver Viking kunde ønske sig: man behøvede kun tilsyneladende at tage Parti med den ene eller den anden af de stridende Parter.
- ↑ Se Johan af Hexham, hos Twysden, S. 261.
- ↑ Se ovenfor S. 622.
- ↑ Denne Begivenhed omtales vel ikke i engelske eller danske Oldskrifter men alene i den flamske Auctarium Anselmi Gemblacensis S. 200, samt paa det derefter udskrevne Sted hos Alberich, ved 1138, (Leibnitz Udg. II. 282). Men man tør ikke derfor benegte Fortællingens Troværdighed, især da den har Sandsynligheden for sig. Lige saa vel kunde Erik Lam i 1138, som Kong Eystein i 1153 finde paa at herje det af Borgerkrig sønderrevne England.
