Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/840

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
822
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

der valgtes af de Hefte engelſke Baroner, og hans Datter, Enkekejſerinde Mathilde, hvilken den afdøde Konge havde ſøgt at ſikre Tronfølgen, og ſom nu var gift med Godfred af Anjou. Denne Krig førtes, med faa Afbrydelſer, gjennem hele Stephans Regjeringstid (indtil Novbr. 1153) under uafladelige, ſtørre eller mindre Fejder, hvori ogſaa Kong David af Skotland, Kejſerinde Mathildes Morbroder, deeltog. Navnlig er her at merke det ſtore Tog, ſom Kong David og hans Broderſøn Villjam, Søn af Kong Duncan i Aaret 1138 foretog ind i det nordlige England, i Spidſen for hver ſin Hær-Afdeling, ſammenſatte af alleſlags Folk, Skoter, Folk fra Galloway, Kumbrer, Northumbrer. Angler, misfornøjede Nordmanner, ja endog Tydſkere; det er mere end ſandſynligt, at der blandt disſe forſkjelligartede Masſer ogſaa fandtes æventyrlyſtne Nordmænd fra Orknøerne, fornemmelig i den Afdeling der befaledes af Villjam, Ingebjørg Jarlemoders Sønneſøn. Villjam ſejrede ved Clitheroe i Lancaſhire[1], men David tabte ſiden Hovedſlaget ved Northallerton (22 Aug. 1138), uden at hans Magt dog derved ſvækkedes ſynderligt, men tvertimod fremdeles var ſaa ærefrygtbydende, at Stephan anſaa det raadeligſt at ſlutte en Fred med ham i Durham, hvorved han afſtod Størſtedelen af Northumberland til hans Søn, Henrik. Ved hiint ſtore Slag var det, ſom vi ovenfor have berettet[2], den titulære Biſkop Rodulf af Orknøerne, der paa den gamle Erkebiſkop Thorſteins Vegne opmuntrede den engelſke Hær og indviede dens Standart, der har givet Slaget Navn. En enkelt Annaliſt vil endog vide, at den danſke Konge Erik Lam, paaſtaaende at han var mere arveberettiget til England end Kong Stephan, i Aaret 1138 gjorde et Tog derhen med en ſtor Flaade og herjede Kyſterne, men at Kong Stephan, der ikke vovede at binde an mod Danerne, faa længe de vare ſamlede, ventede indtil de havde adſpredt ſig for at ſøge Bytte, og derpaa anfaldt og lettelig overvandt flere af deres Hobe enkeltviis, ſaa at de øvrige med uforrettet Sag maatte vende hjem[3]. Anledning til at herje og gjøre Bytte i England var altſaa forhaanden, og det ſaa rigeligt ſom enhver Viking kunde ønſke ſig: man behøvede kun tilſyneladende at tage Parti med den ene eller den anden af de ſtridende Parter.

  1. Se Johan af Hexham, hos Twysden, S. 261.
  2. Se ovenfor S. 622.
  3. Denne Begivenhed omtales vel ikke i engelſke eller danſke Oldſkrifter men alene i den flamſke Auctarium Anselmi Gemblacensis S. 200, ſamt paa det derefter udſkrevne Sted hos Alberich, ved 1138, (Leibnitz Udg. II. 282). Men man tør ikke derfor benegte Fortællingens Troværdighed, iſær da den har Sandſynligheden for ſig. Lige ſaa vel kunde Erik Lam i 1138, ſom Kong Eyſtein i 1153 finde paa at herje det af Borgerkrig ſønderrevne England.