Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/836

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
818
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

endog ſin Tilflugt til ham i hans Kaſtell paa Lundø. Svein tabte imidlertid Lyſten til at bo paa Man, hvor hans Liv var ſaa uſikkert, ſolgte den følgende Vinter alle ſine, eller rettere ſin Huſtrues, Ejendomme, og begav ſig førſt til Ljodhuus (Lewis), derfra tilbage til Orknøerne, og hjem til ſin Gaard paa Gaareksø. Dog indfandt han ſig ikke hos —Ragnvald Jarl og hilſede paa ham, ſom hiin tidligere havde plejet, naar han kom hjem fra Krigstog. Han var nemlig misfornøjet med, at den unge Harald Jarls Foſterfader, Thorbjørn Klerk, under hans Fraværelſe, og, ſom det lod til, med Jarlens Samtykke, havde ladet to af de Mænd dræbe, der havde været Svein behjelpelige med at indebrænde hans Mormoder Frakark. Denne rimelige Grund til Sveins Misnøje angav ogſaa Thorbjørn for Jarlen, da denne undrede ſig over hvad der fejlede Svein, ſiden han ikke lod ſig ſee, og ſaa ſtor var Sveins Magt og Anſeelſe, at Jarlen ſelv begav ſig til ham i Gaareksø, for at ſtifte Forlig mellem ham og Thorbjørn, da han, ſom han ſagde, ikke for nogen Priis vilde at de ſkulde være uenige[1]. Forliget bragtes ogſaa denne Gang let iſtand, da de ſelv kom Jarlens Beſtræbelſer imøde.

Efter nogen Tids Forløb[2] fik Svein høre at Holdbode var vendt tilbage.til Syderøerne, og beſluttede ſtrax at opſøge og angribe ham, for at fuldføre ſin Hevn. Jarlen hjalp ham med fem Skibe, af hvilke Thorbjørn Klerk, der ogſaa var med, ſtyrede det ene. Holdbode flygtede, men de herjede, brændte og plyndrede hans Beſiddelſer ſaa eftertrykkeligt, at han aldrig tidere kom tilbage. Svein vilde nu have tilbragt Vintren i Syderøerne, men Thorbjørn fik drevet igjennem, at man drog hjem. Da man ſkred til at dele Byttet paa Sveins Gaard i Duncansby, fordrede denne, ſom den egentlige Høvding paa Toget, en ſtørre Part end de øvrige; Thorbjørn derimod paaſtod at han lige ſaa meget havde været Høvding, og fordrede lige Deling. Men Svein havde Overmagten, og Thorbjørn maatte føje ſig efter hans Vilje. Han begav ſig til Ragnvald Jarl og beklagede ſig over Svein. Jarlen gav ham Medhold, men forbød ham dog at oppe nogen Kiv med Svein herom, da det kun vilde lede til ſtørre Uroligheder; derimod tilbød han ham, af ſit eget Gods at lægge

  1. Orknøyinga Saga 232—242. Disſe Begivenheder, der medtoge henved 3 Aar, ſynes, naar man tager Henſyn til hvad der i det følgende fortælles efter den Manſke Krønike, at maatte henføres til 1142—1144.
  2. Der ſtaar i Orknøyinga Saga, at Forliget mellem Svein og Thorbjørn overholdtes længe ſiden efter. Da nu den nye Uenighed mellem ham og Thorbjørn indtraf ſtrax efter det Tog, ſom her ſkal omtales, og da det tillige af Orknøyinga Saga ſynes ſom om Ragnvalds Rejſe til Norge ſkede umiddelbart efter at Svein var blevet forligt med ham, maa det vel henføres til Tiden omkring 1149.