Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/835

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
817
Svein Asleivsſøn i Syderøerne.

havde taget ſin Tilflugt. Ogſaa her havde hiin væliſke Høvding anrettet ſtore Ødelæggelſer og navnligen dræbt en rig og anſeet Mand, ved Navn Andreas, hvis Enke Ingerid Thorkellsdatter[1] ſad efter med meget Gods og ſtore Landejendomme. Svein, ſom ſelv var Enkemand[2], friede efter Holdbodes Raad til hende, og fik Tilſagn om hendes Haand paa det Vilkaar, at han ſkulde hevne hendes Mands Drab. Dette lovede han ſaa meget heller ſom han netop var kommen i det Ærende at bekrige Vælerne. I Forening med Holdbode herjede han Kyſterne af Wales, de brændte og plyndrede hvor de kom frem, og gjorde ſtore Ødelæggelſer. Men paa Høvdingen ſelv fik de ikke fat. Han ſatte ſig faſt paa Øen Lunde, rimeligviis en af de ſmaa Øer udenfor Kyſten af Wales, paa hvilken der ſynes at have været et Kaſtell; dette belejrede Svein og Holdbode en Tidlang, men kunde ikke indtage det, og vendte tilbage til Man. Svein egtede nu Ingerid, overtog Beſtyrelſen af hendes Ejendomme, og agtede, ſom det lader til, at forblive paa Man. Men da Vaaren kom, og han opfordrede Holdbode til at udruſte ſig, for at de tilſammen kunde gjøre et nyt Forſøg mod deres fælles Fiende, gjorde Holdbode Vanſkeligheder, og undſkyldte ſig med at hans Mænd vare beſkjeftigede paa Handelsrejſer og ved andre Syſler. Svein maatte drage ud paa egen Haand, og da han ej havde Styrke nok til at angribe den væliſke Høvding, maatte han indſkrænke ſig til at gjøre et Vikingetog i Farvandet mellem Irland og England, hvor han blandt andet plyndrede et Fartøj, ſom tilhørte Munkene i Kloſtret paa Scilly-Øerne[3], og tillige herjede paa Irlands Kyſt. Da han om Heſten kom tilbage til Man, fik han ſnart høre, at Holdbode ikke var at lide paa. Han lod ſom om han ej gav Agt derpaa, men holdt dog omhyggelig Vagt mod ethvert Overfald. En Nat kom virkelig Holdbode med endeel Folk, for at overrumple og indebrænde Svein; men han var paa ſin Poſt, mødte ham udenfor Gaarden, fik Naboerne kaldet til Hjelp, og drev ham med ſtort Folketab tilbage. Det viſte ſig nu, at Holdbode underhaanden havde forliget ſig med den væliſke Høvding, og forbundet ſig med ham om at fælde Svein, thi han tog

  1. Det er ikke uſandſynligt, at hun, ſiden hun var ſaa anſeet, var en Syſter af de „Thorkellsſønner“, der omtales i de væliſke Annaler ved 1142 ſamt af Ragnvald Thorkellsſøn, Jarl i Dublin, der omtales 1146 (ſe nedenfor).
  2. Han havde for været gift med en Ragnhild Agmundsdatter eller Ingemundsdatter, og havde med hende haft en Søn Olaf, ſe Orknøyinga Saga S. 328.
  3. Dette Kloſter, allerede omtalt i Olaf Tryggvesſøns Hiſtorie (ſe ovenfor l S. 229), var egentlig en Celle eller et Filialkloſter under Taviſtok Benediktinerkloſter.