Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/835

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
817
Svein Asleivssøn i Syderøerne.

havde taget sin Tilflugt. Ogsaa her havde hiin væliske Høvding anrettet store Ødelæggelser og navnligen dræbt en rig og anseet Mand, ved Navn Andreas, hvis Enke Ingerid Thorkellsdatter[1] sad efter med meget Gods og store Landejendomme. Svein, som selv var Enkemand[2], friede efter Holdbodes Raad til hende, og fik Tilsagn om hendes Haand paa det Vilkaar, at han skulde hevne hendes Mands Drab. Dette lovede han saa meget heller som han netop var kommen i det Ærende at bekrige Vælerne. I Forening med Holdbode herjede han Kysterne af Wales, de brændte og plyndrede hvor de kom frem, og gjorde store Ødelæggelser. Men paa Høvdingen selv fik de ikke fat. Han satte sig fast paa Øen Lunde, rimeligviis en af de smaa Øer udenfor Kysten af Wales, paa hvilken der synes at have været et Kastell; dette belejrede Svein og Holdbode en Tidlang, men kunde ikke indtage det, og vendte tilbage til Man. Svein egtede nu Ingerid, overtog Bestyrelsen af hendes Ejendomme, og agtede, som det lader til, at forblive paa Man. Men da Vaaren kom, og han opfordrede Holdbode til at udruste sig, for at de tilsammen kunde gjøre et nyt Forsøg mod deres fælles Fiende, gjorde Holdbode Vanskeligheder, og undskyldte sig med at hans Mænd vare beskjeftigede paa Handelsrejser og ved andre Sysler. Svein maatte drage ud paa egen Haand, og da han ej havde Styrke nok til at angribe den væliske Høvding, maatte han indskrænke sig til at gjøre et Vikingetog i Farvandet mellem Irland og England, hvor han blandt andet plyndrede et Fartøj, som tilhørte Munkene i Klostret paa Scilly-Øerne[3], og tillige herjede paa Irlands Kyst. Da han om Hesten kom tilbage til Man, fik han snart høre, at Holdbode ikke var at lide paa. Han lod som om han ej gav Agt derpaa, men holdt dog omhyggelig Vagt mod ethvert Overfald. En Nat kom virkelig Holdbode med endeel Folk, for at overrumple og indebrænde Svein; men han var paa sin Post, mødte ham udenfor Gaarden, fik Naboerne kaldet til Hjelp, og drev ham med stort Folketab tilbage. Det viste sig nu, at Holdbode underhaanden havde forliget sig med den væliske Høvding, og forbundet sig med ham om at fælde Svein, thi han tog

  1. Det er ikke usandsynligt, at hun, siden hun var saa anseet, var en Syster af de „Thorkellssønner“, der omtales i de væliske Annaler ved 1142 samt af Ragnvald Thorkellssøn, Jarl i Dublin, der omtales 1146 (se nedenfor).
  2. Han havde for været gift med en Ragnhild Agmundsdatter eller Ingemundsdatter, og havde med hende haft en Søn Olaf, se Orknøyinga Saga S. 328.
  3. Dette Kloster, allerede omtalt i Olaf Tryggvessøns Historie (se ovenfor l S. 229), var egentlig en Celle eller et Filialkloster under Tavistok Benediktinerkloster.