Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/832

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
814
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

var Biſkop Johannes af Glasgow[1]. Strax gik Jarlen ham ærbødigt imøde, bød ham velkommen, lod ham tage Plads i ſit eget Højſæde, og gjorde ſelv Opvartning ſom Skutelſvend. Han nævnte imidlertid ikke ſtrax noget om, hvad hans egentlige Ærende var, men rejſte den følgende Dag, efter at have holdt Mesſe om Morgenen, videre nordefter til Biſkop Villjam paa Egilsø. Der forblev han et Par Dage for, ſom man ſeer, at ſikre ſig Villjams og andre formaaende Mænds Biſtand, og begav ſig derpaa, ledſaget af Villjam, Svein Asleivsſøn og en Deel andre Stormænd, d. 10de Dag Juul (3de Jan. 1139) tilbage til Jarlen, for hvem han nu foredrog ſit Anliggende. Han begyndte med at underrette ham om en Aftale, der ſkulde være ſluttet mellem Svein Asleivsſøn og Maddadh Jarl, at Harald. Maddadhs og Margretes Søn, ſkulde have Halvdelen af Øerne med Jarlsnavn, dog under Ragnvalds Formynderſkab og ſaaledes at Ragnvald endog ſkulde raade, efter at Harald var bleven voxen, hvis han var af anden Mening, end han. Svein Asleivsſøn bevidnede, at det forholdt ſig ſaaledes; vi have allerede tidligere ſeet, hvorledes han havde fortalt en Hiſtorie om at Paal Jarl ſkulde have overdraget ſine Rettigheder til Harald; uſandſynligt er det heller ikke, at en ſaadan Aftale virkelig var truffen mellem Svein, Maddadh og Margrete under deres hemmelige Forhandlinger, men Svein havde dog i alle Fald ingen Ret til at disponere over Orknøernes Jarldømme; han havde desuden, ſom ovenfor viiſt, givet Ottar Jarl et lignende Løfte med Henſyn til Haralds Søn Erlend, og ingen af disſe indbyrdes ſtridende Løfter kunde ſaaledes have ſtort at betyde. Ragnvald vovede dog ikke at afſlaa de af ſaa mange mægtige Mænd underſtøttede Fordringer til Haralds Bedſte, iſær da de fremſatte Betingelſer vare bedre, end man maaſkee efter Omſtændighederne kunde have ventet. Der berammedes ſaaledes et Møde til førſt kommende Vaar, i Langefaſten, paa Katanes, hvor Sagen nærmere ſkulde afgjøres, og hvor rimeligviis ej alene Ragnvald og Biſkop Johannes ſaa vel ſom den unge

  1. I Orknøyingaſaga S. 230., hvor dette fortælles, kaldes han Jon, Biſkop af Atjøkle (Athole), men da der paa denne Tid kun var en eneſte Biſkop i Skotland af Navnet Johannes, nemlig Johannes af Glasgow (1121—1147), maa det være denne, der brugtes ſom Underhandler. Johannes var en fortrolig Ven af Kong David, og havde allerede tidligere, nemlig i 1125, været brugt af ham ſom Geſandt ved Pavehoffet. Se Stubbs, Acta pontifif. Eborr. hos Twysden, S. 1719, jvfr. Simeon af Durham og Johannes af Herham ſammeſteds, S. 245, 276. Da Jarlen i Athole var, ſom vi have ſeet, en nær beſlægtet Frænde af Kongen, bliver det ſaaledes let at forſtaa, hvorledes ogſaa Maddadh og Margrete kunde bruge Biſkoppen ſom Underhandler, og derved forklares ogſaa deſto bedre den ſtore Ærbødighed, Ragnvald viſte ham. Rimeligviis havde han ogſaa Fuldmagt af Kongen til at tilbyde Ragnvald Forleningen med Katanes paa Haralds Vegne.