var Biskop Johannes af Glasgow[1]. Strax gik Jarlen ham ærbødigt imøde, bød ham velkommen, lod ham tage Plads i sit eget Højsæde, og gjorde selv Opvartning som Skutelsvend. Han nævnte imidlertid ikke strax noget om, hvad hans egentlige Ærende var, men rejste den følgende Dag, efter at have holdt Messe om Morgenen, videre nordefter til Biskop Villjam paa Egilsø. Der forblev han et Par Dage for, som man seer, at sikre sig Villjams og andre formaaende Mænds Bistand, og begav sig derpaa, ledsaget af Villjam, Svein Asleivssøn og en Deel andre Stormænd, d. 10de Dag Juul (3de Jan. 1139) tilbage til Jarlen, for hvem han nu foredrog sit Anliggende. Han begyndte med at underrette ham om en Aftale, der skulde være sluttet mellem Svein Asleivssøn og Maddadh Jarl, at Harald. Maddadhs og Margretes Søn, skulde have Halvdelen af Øerne med Jarlsnavn, dog under Ragnvalds Formynderskab og saaledes at Ragnvald endog skulde raade, efter at Harald var bleven voxen, hvis han var af anden Mening, end han. Svein Asleivssøn bevidnede, at det forholdt sig saaledes; vi have allerede tidligere seet, hvorledes han havde fortalt en Historie om at Paal Jarl skulde have overdraget sine Rettigheder til Harald; usandsynligt er det heller ikke, at en saadan Aftale virkelig var truffen mellem Svein, Maddadh og Margrete under deres hemmelige Forhandlinger, men Svein havde dog i alle Fald ingen Ret til at disponere over Orknøernes Jarldømme; han havde desuden, som ovenfor viist, givet Ottar Jarl et lignende Løfte med Hensyn til Haralds Søn Erlend, og ingen af disse indbyrdes stridende Løfter kunde saaledes have stort at betyde. Ragnvald vovede dog ikke at afslaa de af saa mange mægtige Mænd understøttede Fordringer til Haralds Bedste, især da de fremsatte Betingelser vare bedre, end man maaskee efter Omstændighederne kunde have ventet. Der berammedes saaledes et Møde til først kommende Vaar, i Langefasten, paa Katanes, hvor Sagen nærmere skulde afgjøres, og hvor rimeligviis ej alene Ragnvald og Biskop Johannes saa vel som den unge
- ↑ I Orknøyingasaga S. 230., hvor dette fortælles, kaldes han Jon, Biskop af Atjøkle (Athole), men da der paa denne Tid kun var en eneste Biskop i Skotland af Navnet Johannes, nemlig Johannes af Glasgow (1121—1147), maa det være denne, der brugtes som Underhandler. Johannes var en fortrolig Ven af Kong David, og havde allerede tidligere, nemlig i 1125, været brugt af ham som Gesandt ved Pavehoffet. Se Stubbs, Acta pontifif. Eborr. hos Twysden, S. 1719, jvfr. Simeon af Durham og Johannes af Herham sammesteds, S. 245, 276. Da Jarlen i Athole var, som vi have seet, en nær beslægtet Frænde af Kongen, bliver det saaledes let at forstaa, hvorledes ogsaa Maddadh og Margrete kunde bruge Biskoppen som Underhandler, og derved forklares ogsaa desto bedre den store Ærbødighed, Ragnvald viste ham. Rimeligviis havde han ogsaa Fuldmagt af Kongen til at tilbyde Ragnvald Forleningen med Katanes paa Haralds Vegne.
