Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/830

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
812
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.

kel baade paa Ryggen og paa Bryſtet, og med en visſen Fod, ſaa at han vanſkeligt kunde gaa alene. Han var blid og venlig mod ſine Venner, gavmild paa Gods, og ſærdeles yndet af Almuen[1].

Sigurd, hans Broder, blev tidlig høj og ſterk; han havde lyſebruunt Haar, og et ret ſmukt Anſigt, med Undtagelſe af Munden, der var hæslig, hvorfor man ogſaa ſom ofteſt kaldte ham Sigurd Mund. Hans Udvortes var i det hele taget mandigt og kraftigt; han var ſærdeles veltalende og munter i Omgang. Men derhos var han voldſom, uvyrden, uſtadig, lidenſkabelig og vanſkelig at ſtille til Rette. Han var, ſaa vidt vides, ikke gift, men havde allerede tidlig flere uegte Børn. Den ældſte var Haakon, hvilken den ſmukke Tjeneſtepige Thora fødte ham i hans 15de Aar (1147), ſom nys er omtalt. Det hed ogſaa, at han var Fader til en Søn ved Navn Harald, ſom Kong Sigurd Jorſalafarers og Dronning Malmfrids Datter Chriſtina, et overmaade letfærdigt Fruentimmer, fødte til Verden[2]. Hans øvrige Botn ville i det følgende blive omtalte. Han havde en Yndlings-Frille, Datter af en rig, men vrang og ſlem Mand i det nordenfjeldſke, ved Navn Geirſtein; ſaa vel denne, ſom hans Sønner, Hjarende og Hiſing, begik uſtraffet mange Voldſomheder og Uretfærdigheder, trygge ved Kong Sigurds Beſkyttelſe[3]. Hans Moder, Thora, Guthorm Graabardes Datter, der ſiden blev gift med en vis Aale Uſkeyn, med hvem hun havde Sønnen Munan[4], var ogſaa, ſom allerede nævnt, en haard og grum Kvinde, og hendes to Brødre, Einar og Andreas, ſynes ikke at have givet hende ſtort efter[5]. Det er ſaaledes temmelig viſt,

  1. Inge Haraldsſøns Saga, Cap. 21, Snorre Cap. 22, Ágrip Cap. 52.
  2. Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 26, Snorre Cap. 35, Fagrſkinna Cap. 277. Denne ſiger ligefrem at Harald var Sigurds Søn, de øvrige kun, „at man ſagde ſaa“. At Harald maa være fød før 1155, følger deraf at Sigurd blev dræbt i Juni dette Diar, og allerede i det følgende Kar fødte Chriſtina Magnus Erlingsſøn i ſit Egteſkab med Erling ſkakke. Da det nu tillige erfares, at Erling ej kom hjem fra ſit Korstog før 1155, og da han ej kan have egtet Chriſtina førend efter Hjemkomſten, maa hun have haft hiin Søn endnu ſom ugift. Fagrſkinna udtrykker ſig derfor neppe rigtigt, naar den paa det oven anførte Sted omtaler Harald ſom et Barn, med mindre hans Drab ſkede tidligere end det i Sagaen omtales.
  3. Morkinſkinna, fol. 36 a. Ágrip, Cap. 52.
  4. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 14, Snorre Cap. 13.
  5. Der anføres nemlig ſaavel hos Snorre (Inges Saga Cap. 25) ſom i Tillægget til Olaf den helliges Saga Cap. 261 en Legende om, hvorledes St. Olaf helbredede en Preſt, hvilken Thoras Brødre grumt havde mishandlet fordi de troede at han ſtod i Kjærlighedsforſtaaelſe med deres anden Syſter. Legenden anføres ogſaa i den legendariſke St. Olafs Saga, Cap. 109, men uden nogen Navnangivelſe. Her findes ogſaa den Afvigelſe, at de ſiges at