Sigurds og Skjaldvars Søn, der rimeligviis ogsaa efter Faderens Død beholdt Finnefærden, var den mægtige og meget afholdte Nikolas Skjaldvarssøn, som han oftest kaldtes efter sin højbyrdige Moder. Det er allerede ovenfor nævnt, at Skjaldvar var en Datter af Brynjulf Ulvalde den yngre paa Vetteland i dennes Egteskab eller Forbindelse med Magnus Barfods Moder Thora. Saaledes vare disse to mægtige Ætter, den steigske paa Haalogaland, og den vettelandske i Ranrike, paa det nøjeste forbundne med hinanden. Ved sit senere Giftermaal med Jarlen Paal Thorfinnssøns Datter Thora, kom Brynjulf ogsaa i Forbindelse med den orknøiske Jarle-Æt. En Søn af dette Egteskab var Lendermanden Halldor Brynjulfssøn, der levede paa den Tid, hvorom der her handles, og var gift med Sigrid, Dag Eilifssøns Datter. En anden Datter af Dag, Gyrid, blev, som det synes, omkring 1150 gift med Kong Inges Fostbroder Gyrd Agmundssøn.
Saa nøje forbundne med hinanden vare altsaa fremdeles Lendermands-Ætterne i Landet. Da Kongerne optraadte selvstændigt, eller i det mindste hver for sig — thi Kong Inge kan vel ikke nogensinde i egentlig Forstand kaldes selvstændig — sluttede hine Ætters Medlemmer sin til den ene eller den anden af Kongerne, efter som Familieforhold, lokale Interesser, eller andre personlige Omstændigheder medførte. Størst Tilhæng havde dog Kong Inge, deels fordi han var egtefød, og derfor betragtedes som højbyrdigere end Brødrene, deels fordi han, som det udtrykkeligt siges, lod Lendermændene meest raade med sig, og derfor blev meest yndet af dem[1]. Heraf skulde man formode at Eystein og Sigurd, hvad ogsaa deres ringere Herkomst gjorde rimeligt, søgte sin Støtte blandt de lavere Klasser, og at derved allerede i deres Tid Spiren vaktes til den Kamp til det Yderste mellem Lendermands-Aristokratiet og den ringere Deel af Folket, som rasede ved Aarhundredets Slutning. Man finder ligeledes, at det især var Ætterne i Gulathings-Lagen og Viken, der sluttede sig om Inge, medens derimod Ætterne i Thrøndelagen mere synes at have holdt sig til Sigurd, maaskee fra først af alene fordi han var opdragen der. Det viser sig ogsaa i det følgende, at Lendermands-Aristokratiet fornemmelig havde sin Støtte i Gulathingslagens og Vikens Ætter, medens Thrønderne derimod for det meste holdt sig til det andet Parti. Kong Inge beskrives som overmaade smuk af Ansigt, med tyndt, krøllet, guult Haar, men han var, som allerede nævnt, en Krøbling, med en Knude eller Puk-
- ↑ Orkneyingasaga S. 258.
