Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/829

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
811
Kongernes indbyrdes Forhold.

Sigurds og Skjaldvars Søn, der rimeligviis ogſaa efter Faderens Død beholdt Finnefærden, var den mægtige og meget afholdte Nikolas Skjaldvarsſøn, ſom han ofteſt kaldtes efter ſin højbyrdige Moder. Det er allerede ovenfor nævnt, at Skjaldvar var en Datter af Brynjulf Ulvalde den yngre paa Vetteland i dennes Egteſkab eller Forbindelſe med Magnus Barfods Moder Thora. Saaledes vare disſe to mægtige Ætter, den ſteigſke paa Haalogaland, og den vettelandſke i Ranrike, paa det nøjeſte forbundne med hinanden. Ved ſit ſenere Giftermaal med Jarlen Paal Thorfinnsſøns Datter Thora, kom Brynjulf ogſaa i Forbindelſe med den orknøiſke Jarle-Æt. En Søn af dette Egteſkab var Lendermanden Halldor Brynjulfsſøn, der levede paa den Tid, hvorom der her handles, og var gift med Sigrid, Dag Eilifsſøns Datter. En anden Datter af Dag, Gyrid, blev, ſom det ſynes, omkring 1150 gift med Kong Inges Foſtbroder Gyrd Agmundsſøn.

84. Kongerne, deres Charakteer, Udſeende, og Familieforhold.


Saa nøje forbundne med hinanden vare altſaa fremdeles Lendermands-Ætterne i Landet. Da Kongerne optraadte ſelvſtændigt, eller i det mindſte hver for ſig — thi Kong Inge kan vel ikke nogenſinde i egentlig Forſtand kaldes ſelvſtændig — ſluttede hine Ætters Medlemmer ſin til den ene eller den anden af Kongerne, efter ſom Familieforhold, lokale Interesſer, eller andre perſonlige Omſtændigheder medførte. Størſt Tilhæng havde dog Kong Inge, deels fordi han var egtefød, og derfor betragtedes ſom højbyrdigere end Brødrene, deels fordi han, ſom det udtrykkeligt ſiges, lod Lendermændene meeſt raade med ſig, og derfor blev meeſt yndet af dem[1]. Heraf ſkulde man formode at Eyſtein og Sigurd, hvad ogſaa deres ringere Herkomſt gjorde rimeligt, ſøgte ſin Støtte blandt de lavere Klasſer, og at derved allerede i deres Tid Spiren vaktes til den Kamp til det Yderſte mellem Lendermands-Ariſtokratiet og den ringere Deel af Folket, ſom raſede ved Aarhundredets Slutning. Man finder ligeledes, at det iſær var Ætterne i Gulathings-Lagen og Viken, der ſluttede ſig om Inge, medens derimod Ætterne i Thrøndelagen mere ſynes at have holdt ſig til Sigurd, maaſkee fra førſt af alene fordi han var opdragen der. Det viſer ſig ogſaa i det følgende, at Lendermands-Ariſtokratiet fornemmelig havde ſin Støtte i Gulathingslagens og Vikens Ætter, medens Thrønderne derimod for det meſte holdt ſig til det andet Parti. Kong Inge beſkrives ſom overmaade ſmuk af Anſigt, med tyndt, krøllet, guult Haar, men han var, ſom allerede nævnt, en Krøbling, med en Knude eller Puk-

  1. Orkneyingaſaga S. 258.