han en Aften skulde gaa til Kirke, for at høre Aftensang, blev han aldeles uformodet overfalden bagfra og dræbt af en Mand, der stod paa Luur efter ham i Nærheden af Kirken. Overfaldet kom saa uventet, at Ottar endog, ved at høre Hvinet af Hugget, kun skal have holdt Armen og Kappen for, i den Tanke at det var en Sneebold, som en Gadedreng kastede efter ham. Hans Søn Alf Rode kom just ind paa Kirkegaarden, da han saa sin Fader falde, og Morderen skynde sig bort øster om Kirken. Han løb strax efter ham, indhentede ham ved Sanghuushjørnet, og dræbte ham øjeblikkelig. For denne raske Udførelse af Hevnen fik han megen Berømmelse, men det er et stort Spørgsmaal, om han ikke derved gjorde det vanskeligere at komme paa det rene med, hvo der egentlig var Anstifteren af Drabet. Ottars Frænder og Venner gave, neppe med urette, Kong Sigurd Skylden. Han var nemlig, som vi have seet, meget misfornøjet med, at den mægtige Ottar havde sluttet sig saa nøje til Kong Inge. Sigurd var desuden nu allerede meget udviklet for sin Alder, og havde, efter som han voxede op, givet flere Beviser paa et overmodigt og uvyrdent Sind. Kong Eystein, der paa samme Tid opholdt sig inde i Throndhjem, samlede strax ved Efterretningen om Ottars Drab Folk til sig, og begav sig ud til Byen, omgiven af en talrig Skare Bønder, der alle vare meget hidsige efter at hevne det skjendige Drab paa Ophavsmanden. Kong Sigurd afbødede den truende Fare ved Tilbud om at bevise sin Uskyldighed ved Jærnbyrd. Tilbudet blev ogsaa modtaget, sandsynligviis ved Medvirkning af Kong Eystein, hvem Ottars Drab neppe kunde være saa synderlig uvelkomment, og som maaskee endog satte sig i Spidsen for Bønderne alene i den Hensigt at formilde deres Iver[1]. Der blev sluttet Forlig, og en Dag bestemt til Bevisets Aflæggelse. Men da Forliget først var kommet istand, og Bønderne sandsynligviis havde adspredt sig, forlod Kong Sigurd Byen, og rejste syd i Landet, uden enten forinden eller senere at aflægge Beviset. Den Mistanke, der hvilede paa ham, var saaledes visselig grundet[2].
Ottar Birtings Sted, som Kong Inges Opdrager eller Hovedformynder, traadte nu den før omtalte Agmund Dreng[3] paa Stødle, Kyr-
- ↑ Vi finde nemlig siden Eystein stadigt som Sigurds Tilhænger mod Inge.
- ↑ Inge Haraldssøns Saga, Cap. 15, Snorre Cap. 14. 15. Ottars Drab henføres vel sandsynligst til omkring 1146.
- ↑ Dette fremgaar øjensynligt af det nys paaberaabte Udsagn i Orknøyinga Saga S. 258; Agmund Dreng tilligemed Broderen Erling omtales som de,
Ingerid, og hendes Søn, Kong Inge, med, kunde man vel ogsaa antage at hele Hoffet var tilstede, og at Inge alene af den Grund ikke nævnes, at han endnu var umyndig, medens Sigurd derimod var ældre og videre fremme for sin Alder.
