Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/820

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
802
Inge, Sigurd og Eystein Haraldssønner.


Noget efter Harald Gilles Død — det siges ikke med Bestemthed, naar — egtede Enkedronning Ingerid den mægtige Ottar Birting, som derved blev dragen ganske over i Stifsønnen, Kong Inges Interesser, hvilket ogsaa Kong Sigurd, da han voxede til, heller ikke undlod at bebrejde ham[1]. Ottar havde dengang allerede en Søn, ved Navn Alf Røde[2].

Man skulde næsten formode, at Kong Inge, efter Moderens Giftermaal med Ottar Birting, ikke længer forblev hos sin højst fortjente Fosterfader, Aamunde Gyrdssøn, men kom under Ottar Birtings umiddelbare Opsigt. Thi i det mindste hører man fra denne Tid ikke længer Tale om Aamunde Gyrdssøn og den anden vikverske Formynder, Thjostulf Aalessøn. Det sandsynligste er, at Aamunde og Thjostulf døde omtrent paa den Tid, da Ottar egtede Dronning Ingerid; det er i det mindste saa godt som vist, at de begge vare døde før 1147[3]. Thjostulf, der ifølge Sigurd Slembedjakns ovenfor anførte Yttring synes, ligesom Ottar Birting, at have været en Mand af ringe Herkomst, der ved sine egne Fortjenester, svingede sig op, var enten børnløs, eller efterlod i alle Fald ingen Søn, der spillede nogen fremragende Rolle. Aamunde Gyrdssøn havde Sønnen Gyrd, Kong Inges Fostbroder og tro Tilhænger. Ottar Birtings Egteskab med Enkedronningen og Herredømme over den unge Konge blev for Resten ikke langvarigt. En Vinter, da Hoffet opholdt sig i Nidaros[4], og

  1. Inge Haraldssøns Saga Cap. 15, Snorre, Cap. 14. Da Ottar i Farer 1139 omtales som Sigurds Formynder i Throndhjem ved Modtagelsen af Kong Inges Brev, kan han da neppe endnu være bleven gift med Ingerid. Dette skede saaledes vel nærmest omkring 1142.
  2. At Alf ikke, som nogle have paastaaet var Ottars og Ingerids Søn, sees tydeligt nok deraf at han i saa Fald vilde have været alt for lang til at hevne sin Fader, da denne blev dræbt. Forresten er det sandsynligt at Alf var uegte fød, siden det senere udtrykkeligt heder om ham, at han efter Hevnen „tyktes langt større Mand end før“.
  3. Vi ville nemlig i det følgende se, at i det mindste i klaret 1149, da Ragnvald Jarl blev indbuden til at komme til Norge, var Agmund Dreng Kong Inges fornemste Raadgiver eller Formynder, og der tales ikke om Aamunde eller Thjostulf, hvilke dog, om de havde levet da, vel ogsaa havde haft Magten og nødvendigviis maatte have været nævnte. Man kan vistnok, som det strax nedenfor vil vises, nævne 1147, som Tiden, inden hvilken de maa være døde, thi allerede da havde Kong Sigurd sin egen Hird, og denne Deling af Hirden fandt ej Sted, førend i det mindste de fleste af Formynderne vare døde. Men allerede af den Maade, hvorpaa Sigurds selvstændige Optræden efter Ottars Drab omtales, skulde det synes, som om han da levede for sig selv uden at have nogen Formynder hos sig.
  4. Egentlig omtales i Sagaerne kun Sigurd, og det sandsynligste er, at denne allerede da havde en Hird for sig selv. Men da Ottar vel heller ikke havde opholdt sig i Nidaros ved Vintertide, uden at have sin Hustru, Dronning