Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/820

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
802
Inge, Sigurd og Eyſtein Haraldsſønner.


Noget efter Harald Gilles Død — det ſiges ikke med Beſtemthed, naar — egtede Enkedronning Ingerid den mægtige Ottar Birting, ſom derved blev dragen ganſke over i Stifſønnen, Kong Inges Interesſer, hvilket ogſaa Kong Sigurd, da han voxede til, heller ikke undlod at bebrejde ham[1]. Ottar havde dengang allerede en Søn, ved Navn Alf Røde[2].

Man ſkulde næſten formode, at Kong Inge, efter Moderens Giftermaal med Ottar Birting, ikke længer forblev hos ſin højſt fortjente Foſterfader, Aamunde Gyrdsſøn, men kom under Ottar Birtings umiddelbare Opſigt. Thi i det mindſte hører man fra denne Tid ikke længer Tale om Aamunde Gyrdsſøn og den anden vikverſke Formynder, Thjoſtulf Aalesſøn. Det ſandſynligſte er, at Aamunde og Thjoſtulf døde omtrent paa den Tid, da Ottar egtede Dronning Ingerid; det er i det mindſte ſaa godt ſom viſt, at de begge vare døde før 1147[3]. Thjoſtulf, der ifølge Sigurd Slembedjakns ovenfor anførte Yttring ſynes, ligeſom Ottar Birting, at have været en Mand af ringe Herkomſt, der ved ſine egne Fortjeneſter, ſvingede ſig op, var enten børnløs, eller efterlod i alle Fald ingen Søn, der ſpillede nogen fremragende Rolle. Aamunde Gyrdsſøn havde Sønnen Gyrd, Kong Inges Foſtbroder og tro Tilhænger. Ottar Birtings Egteſkab med Enkedronningen og Herredømme over den unge Konge blev for Reſten ikke langvarigt. En Vinter, da Hoffet opholdt ſig i Nidaros[4], og

  1. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 15, Snorre, Cap. 14. Da Ottar i Farer 1139 omtales ſom Sigurds Formynder i Throndhjem ved Modtagelſen af Kong Inges Brev, kan han da neppe endnu være bleven gift med Ingerid. Dette ſkede ſaaledes vel nærmeſt omkring 1142.
  2. At Alf ikke, ſom nogle have paaſtaaet var Ottars og Ingerids Søn, ſees tydeligt nok deraf at han i ſaa Fald vilde have været alt for lang til at hevne ſin Fader, da denne blev dræbt. Forreſten er det ſandſynligt at Alf var uegte fød, ſiden det ſenere udtrykkeligt heder om ham, at han efter Hevnen „tyktes langt ſtørre Mand end før“.
  3. Vi ville nemlig i det følgende ſe, at i det mindſte i klaret 1149, da Ragnvald Jarl blev indbuden til at komme til Norge, var Agmund Dreng Kong Inges fornemſte Raadgiver eller Formynder, og der tales ikke om Aamunde eller Thjoſtulf, hvilke dog, om de havde levet da, vel ogſaa havde haft Magten og nødvendigviis maatte have været nævnte. Man kan viſtnok, ſom det ſtrax nedenfor vil viſes, nævne 1147, ſom Tiden, inden hvilken de maa være døde, thi allerede da havde Kong Sigurd ſin egen Hird, og denne Deling af Hirden fandt ej Sted, førend i det mindſte de fleſte af Formynderne vare døde. Men allerede af den Maade, hvorpaa Sigurds ſelvſtændige Optræden efter Ottars Drab omtales, ſkulde det ſynes, ſom om han da levede for ſig ſelv uden at have nogen Formynder hos ſig.
  4. Egentlig omtales i Sagaerne kun Sigurd, og det ſandſynligſte er, at denne allerede da havde en Hird for ſig ſelv. Men da Ottar vel heller ikke havde opholdt ſig i Nidaros ved Vintertide, uden at have ſin Huſtru, Dronning