kunde man formode at Kong Harald i sin Tid kan have ytret et Ønske om at ogsaa denne Søn maatte komme til Norge og faa Andeel i Regjeringen; dog synes heller ikke denne Grund at kunne være tilstrækkelig til at fremkalde et saa betænkeligt Skridt. Man maa saaledes formode, enten at Thrønderne, der viste sig saa beredvillige til at antage ham, have været misfornøjede med at Kongerne nu, som man maa antage efter Foreningen af deres Hird, holdt sig meest i den sydlige Deel af Landet, og at de derfor ønskede endnu en Konge, som hyppigere kunde opholde sig hos dem, eller og at hine tre Mænd ved hiint Skridt alene have tænkt paa at befordre deres egen Magt og Anseelse. Eysteins Moder Beathach fulgte ham til Norge[1]. Der blev strax sendt Bud til de tvende øvrige Konger, der opholdt sig øster i Landet, for at melde dem den vigtige Begivenhed, og erholde deres Samtykke. Dette blev heller ikke negtet — Formynderne have vel nemlig for enhver Priis villet undgaa indvortes Krig — og saaledes blev det da bestemt at Eystein fik en Trediedeel eller rettere en Fjerdedeel af Riget. Thi ved denne Lejlighed blev ogsaa Harald Gilles Søn, den sygelige Magnus, tagen til Konge, som det udtrykkeligt heder, over den fjerde Deel af Riget. Da Magnus opfostredes af den gamle mægtige Kyrpinga-Orm paa Stødle, den kongelige Formynder Agmund Drengs Fader, synes det temmelig klart, at man ved hans Ophøjelse har villet indskrænke Eysteins Deel i Riget eller Herredømmet til den mindst mulige. Thi det forstaar sig af sig selv, at hans Ophøjelse ingen Forandring kunde gjøre i Formynderregjeringens Virksomhed i og for sig selv, da han, som en Myndling af Kyrpinga-Orm, Agmund Drengs Fader, nærmest maatte staa under dennes Opsigt. Uagtet Norge saaledes havde .fire Konger paa een Gang[2], var der kun tvende Hoffer, da alene Eystein, som allerede voxen og myndig, havde en Hird for sig selv, de øvrige Brødre derimod, i det mindste Inge og Sigurd, havde Hird tilsammen; hvad Magnus angaar, da var han vel for svag og daarlig til at kunne forlade Fosterfaderens Huus, og levede derhos ogsaa kun en ganske kort Stund.[3]
- ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 14, Snorre Cap. 13. Navnet skrives i Sagaerne Bjadök.
- ↑ At alle fire vare Konger paa een Gang, i det mindste for en kort Tid, og at Magnus saaledes blev tagen til Konge ved samme Lejlighed, som Eystein fik Kongenavn, sees af Einar Skulessøns Vers, anført i Sagaerne paa nys citerede Sted. I dette Vers omtaler han alle fire Brødre samtidigt. Eystein, siger han, giver Folket Rigdom, Sigurd forøger Skjoldgnyet, Inge lader Vaaben synge, Magnus stifter Fred mellem Mændene; ypperligere fire Brødre end disse gives ikke paa Jorden.“
- ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 21. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktige hva denne fotnoten henviser til.]
