Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/818

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
800
Inge og Sigurd Haraldsſønner.

Sogn, Skidan eller Skien i Grønafylke omtales, men ſom allerede beſtaaende, noget over 40 Aar ſenere, og deres Oprindelſe ſkriver ſig vel derfor ogſaa fra denne Tid[1]; det ſamme kan, ſom vi ſnart ville ſee, ſiges om Kjøbſtaden Hamar paa Oplandene, om den end nærmeſt ſkylder det nye Biſkopsſæde paa dette Sted ſin Opkomſt.

Men et Forbud paa Omſkiftning i de rolige og fredelige Forhold, ſom nu herſkede, fik man i det 6te Aar efter Harald Gilles Død og Brødrenes Ophøjelſe paa Tronen (1142), da en tredie Broder, den ovenfor nævnte Eyſtein, kom fra Skotland og fremſtod med Fordring paa Deel i Regjeringen. Han var bleven hentet af tre anſeede Mænd, Arne Sturla, Thorleif Brynjulfsſøn og Kolbein Ruga, om hvilke man for øvrigt intet veed, med Undtagelſe af at den ſidſte var en ung, anſeet Orknøying, der var gift med en Datterdatters Datter af Jarlen Paal Thorfinnsſøn, og ſom paa den ham tilhørende lille Ø Vige havde ladet opføre et Steen-Kaſtel, hvoraf der indtil de ſidſte Tider ſaaes Spor, og ſom endnu bærer hans Navn[2]. De fulgte Eyſtein, heder det, til Landet, og droge ſtrax nord i Throndhjem med ham, hvor Thrønderne modtoge ham godt, og ſtrax, i Gagndagene (25—27 Mai 1142) toge ham til Konge paa Ørething, ſaaledes at han ſkulde have Trediedelen af Herredømmet tilligemed ſine Brødre Sigurd og Inge. Der blev, ſiges der udtrykkeligt, ingen Skirsler (d. e. Beviſer ved Jærnbyrd eller paa anden lignende Maade) fordrede eller førte for hans Herkomſt, da man troede, hvad hans Fader Harald havde ſagt desangaaende[3]. Dette viſer tydeligt, at Harald allerede i levende Live havde talt om ham, og at hine Mænd ſaaledes ej alene havde fuldkommen Vished om, at han var til og hvor han ſkulde ſøges, men at de endog maa være dragne afſted i den beſtemte Henſigt at bringe ham til Norge. Men deres Grunde hertil angives ej. Blot og bar Pietet for Kongeſtammen og Ønſket om at forhjelpe ethvert Medlem deraf til dets Rettigheder ſynes ej at kunne have været Drivefjedren; ſnarere

  1. Veø eller Vedø, ſom Navnet ogſaa ſkrives, nævnes ſom beſtaaende Kjøbſtad allerede i Haakon Herdebreds Saga Cap. 26, 27, Aaret efter Kong Inges Død. Kaupang i Sogn, ſandſynligviis paa Grund af ſin Ubetydelighed kaldet Luſakaupang, nævnes aller førſt i Sverres Saga Cap. 39, omkring 1183. Skidan nævnes i Sverres Saga Cap. 91, ved 1184.
  2. Se Orkneyingaſaga Cap. 256, jvfr. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 171. Levningerne af Kaſtellet paa Øen Vige (nu Weir) kaldes af Indbyggerne endnu the Castle af Coppi Row; „Coppi“ er en Fordrejelſe af „Kolbein“, ligeſom man ſiger Coppinsey i Stedet for Kolbeinsey; Row er en Forkortning af „Ruga“. Men for øvrigt har det ſenere Sagn gjort ham til en mythiſk Perſonlighed, en vældig Jette.
  3. Fagrſkinna Cap. 259, Morkinſkinna, fol. 35. b.