Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/817

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
799
Formynder-Regjeringen.


Datter Ingegerd, og havde med hende Sønnerne Haavard, Sigurd, Harald og Erik; Sturlunga Saga nævner „Erik Haakonsſøn fra Orknøerne, Datterſøn af Sigurd Slembe“. Da nu Ingegerd, ſom gift paa Orknøerne, maa have været Sigurds og Audhilds Datter, men Haakon Klo dog ikke kunde være gift med Moder og Datter efter hinanden, maa nødvendigviis noget antages bortfaldet eller udeglemt i hiin Text, der bør rettes ſaaledes: þá fylgði hánum Auðhildr, dóttir Þorleifar Moddansdóttur; Ingigerðr hét þeirra dóttir, er síðan átti Hákon klo.</ref>

83. Norges Ro og Lykke under Formynder-Regjeringen. Eyſtein Haraldsſøn bliver Konge. Mægtige Lendermands-Ætter.


Efter Sigurd Slembedjakns og Magnus blindes Fald nød Riget en Tidlang Fred og No. medens Rigsſtyrelſen var i de mægtigſte Lendermænds Hænder. Disſe Lendermænd, der, ſom det ſynes, mere paa Grund af deres Magt og Anſeelſe, end ved formeligt Valg, dannede et Slags Rigs- eller Formynder-Raad, vare førſt og fremſt de tvende kongelige Foſterfædre Gyrd Baardsſøn eller Saada-Gyrd i det Throndhjemſke og Aamunde Gyrdsſøn i Viken; derefter Ottar Birting og Agmund Svifte i Throndhjem, Agmund Dreng, ældſte Søn af Kyrpinga-Orm paa Stødle, i Gulathingslagen, og Thjoſtulf Aalesſøn i Viken. De nævnes udtrykkeligt ſom Kongernes egentlige Raad[1]. Aamunde og Thjoſtulf havde iſær gjort ſig fortjente ved deres utrættelige og heldige Beſtræbelſer til Landets Forſvar i den urolige Tid; men de ſynes alle at have været ypperlige, fædrelandskjærlige Mænd, hvem Fred og Enighed mellem Kongerne indbyrdes, og Overholdelſe af Lov og Ret indenlands, alvorlig laa paa Hjertet[2]. Derfor traf de nu ogſaa den viſe Foranſtaltning, at begge de unge Konger under hele deres Mindreaarighed kun havde een Hird[3], og ſandſynligviis for det meſte vare tilſammen. Om ogſaa Formynderne ſtedſe fulgte dem paa deres Rejſer rundt om i Landet, ſiges ikke; rimelig viis have kun Foſterfædrene ſtedſe ledſaget dem, men de øvrige opholdt ſig, hver i ſin Hjemſtavn, for der at have Tilſyn. Denne Tid ſynes at have været en ſærdeles lykkelig Tid for Norge, hvor Folket følte ſig tilfreds, og den indre Velſtand og Rørelſe betydeligt tiltog. Derpaa havde man de bedſte Tegn i nye Kjøbſtæders Opkomſt. Byanlægget i Stavanger ſkriver ſig rimeligviis fra denne Tid[4]; paa Veø eller Vedø i Raumsdalen rejſte det ligeledes en Kjøbſtad; Kaupang eller Luſakaupang i indre

  1. Disſe Mænd kaldes oftere Kongernes Raadgivere, men aller tydeligſt i Inge Haraldsſøns Saga Cap. 21, Morkinſkinna fol. 36 a., Ágrip Cap. 52.
  2. I Ágrip l. c. ſtaar der udtrykkeligt„ at de havde „med ſine Raad drengeligen ſtyrt Riget med Kongerne efter Landſens Love“.
  3. Dette ſiges udtrykkeligt paa de nys anførte Steder.
  4. Den nævnes, ſom ovenfor (S. 617) anført, aller førſt omkring 1175.