Datter Ingegerd, og havde med hende Sønnerne Haavard, Sigurd, Harald og Erik; Sturlunga Saga nævner „Erik Haakonssøn fra Orknøerne, Dattersøn af Sigurd Slembe“. Da nu Ingegerd, som gift paa Orknøerne, maa have været Sigurds og Audhilds Datter, men Haakon Klo dog ikke kunde være gift med Moder og Datter efter hinanden, maa nødvendigviis noget antages bortfaldet eller udeglemt i hiin Text, der bør rettes saaledes: þá fylgði hánum Auðhildr, dóttir Þorleifar Moddansdóttur; Ingigerðr hét þeirra dóttir, er síðan átti Hákon klo.</ref>
Efter Sigurd Slembedjakns og Magnus blindes Fald nød Riget en Tidlang Fred og No. medens Rigsstyrelsen var i de mægtigste Lendermænds Hænder. Disse Lendermænd, der, som det synes, mere paa Grund af deres Magt og Anseelse, end ved formeligt Valg, dannede et Slags Rigs- eller Formynder-Raad, vare først og fremst de tvende kongelige Fosterfædre Gyrd Baardssøn eller Saada-Gyrd i det Throndhjemske og Aamunde Gyrdssøn i Viken; derefter Ottar Birting og Agmund Svifte i Throndhjem, Agmund Dreng, ældste Søn af Kyrpinga-Orm paa Stødle, i Gulathingslagen, og Thjostulf Aalessøn i Viken. De nævnes udtrykkeligt som Kongernes egentlige Raad[1]. Aamunde og Thjostulf havde især gjort sig fortjente ved deres utrættelige og heldige Bestræbelser til Landets Forsvar i den urolige Tid; men de synes alle at have været ypperlige, fædrelandskjærlige Mænd, hvem Fred og Enighed mellem Kongerne indbyrdes, og Overholdelse af Lov og Ret indenlands, alvorlig laa paa Hjertet[2]. Derfor traf de nu ogsaa den vise Foranstaltning, at begge de unge Konger under hele deres Mindreaarighed kun havde een Hird[3], og sandsynligviis for det meste vare tilsammen. Om ogsaa Formynderne stedse fulgte dem paa deres Rejser rundt om i Landet, siges ikke; rimelig viis have kun Fosterfædrene stedse ledsaget dem, men de øvrige opholdt sig, hver i sin Hjemstavn, for der at have Tilsyn. Denne Tid synes at have været en særdeles lykkelig Tid for Norge, hvor Folket følte sig tilfreds, og den indre Velstand og Rørelse betydeligt tiltog. Derpaa havde man de bedste Tegn i nye Kjøbstæders Opkomst. Byanlægget i Stavanger skriver sig rimeligviis fra denne Tid[4]; paa Veø eller Vedø i Raumsdalen rejste det ligeledes en Kjøbstad; Kaupang eller Lusakaupang i indre
- ↑ Disse Mænd kaldes oftere Kongernes Raadgivere, men aller tydeligst i Inge Haraldssøns Saga Cap. 21, Morkinskinna fol. 36 a., Ágrip Cap. 52.
- ↑ I Ágrip l. c. staar der udtrykkeligt„ at de havde „med sine Raad drengeligen styrt Riget med Kongerne efter Landsens Love“.
- ↑ Dette siges udtrykkeligt paa de nys anførte Steder.
- ↑ Den nævnes, som ovenfor (S. 617) anført, aller først omkring 1175.
