Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/816

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
798
Inge og Sigurd Haraldssønner.

det af det, kastede saa vel Krop som Hoved op i en Steenrøse, og dyngede siden Stene derover. Presten ved nærmeste Kirke[1], som ellers var en Tilhænger af de regjerende Konger, forbarmede sig over Liget, og lod det siden begrave ved sin Kirke, men da Kongerne, eller rettere deres Høvdinger, fik det at vide, bleve de ham vrede, paalagde ham en Pengebod, og lode Liget bringe tilbage til Steenrosen. Senere blev det dog hentet af hans Venner fra Danmark, fort over til Aalborg, og begravet ved Mariekirken i denne Stad. Magnus den blindes Lig lod Thjostulf Aalessøn føre til Oslo og begrave i Hallvardskirken, ved Siden af hans Fader Kong Sigurd. De fleste af hans faldne Mænd begroves paa Stedet[2].

Magnus, der i vore Sagaer sædvanligviis kaldes „Magnus blinde“, “ var, da han faldt, kun 24 Aar gammel, og havde henslæbt de fem sidste af disse som en blind, elendig Krøbling. Han synes i det hele taget kun at have nydt liden Yndest i Landet, og de faa Tilhængere, han havde, synes meest at have holdt sig til ham for hans Faders Skyld. Han viste sig ogsaa, at slutte efter alt, hvad Sagaerne meddele derom, i sine Velmagtsdage fra en højst uelskværdig Side, og lagde en Charakteer og Aandsretning for Dagen, der maatte bekymre enhver veltænkende Mand. Hans Lyst til, endnu i sin Elendigheds-Tilstand, at nyde Magten, som han indbildte sig, og fore Kongenavn, medens han dog kun var en Dukke i sin talentfulde Forsvarers Haand, vilde vel kun have vakt Latter og Ynk, hvis ikke de mange Onder, han derved bragte over Landet, havde vakt almindelig Harme.

Magnus efterlod ingen Børn. Sigurd havde i sin Forbindelse med den skotske Audhild, Frakarks Systerdatter, en Datter ved Navn Ingegerd, der siden blev gift med den fornemste Orknøying Haakon Klo, og i dette Egteskab havde flere Sønner[3].

  1. Denne Kirke maa, forudsat at de fleste Kirker, som før Reformationen fandtes i denne Deel af Norge, paa hiin Tid allerede vare opførte — hvad der i Henseende til Landskabets Beliggenhed og sterke Befolkning er højst sandsynligt — have været Skedjehofs (Skee) Kirke i Nærheden af det nuværende Strømstad. Men der boede Lendermanden Halldor Brynjulfssøn i Nærheden paa Vetteland, og kunde ikke længe være uvidende om, hvad Presten foretog sig.
  2. Inge Haraldssøns Saga Cap. 3, Snorre Cap. 12. Morkinskinna, fol. 35. b. Der tilføjes, at Provst Ketil til Mariekirken i Aalborg selv fortalte Erik Oddssøn, at Sigurd Slembedjakn laa begraven der.
  3. Orknøyinga Saga S. 142, jvfr. Fagrskinna Cap. 215, og Sturlungasaga II. 39. (1ste Deel S. 108). Herved kan Orknøyinga Sagas Text paa nys antydede Sted berigtiges. Der staar, og det, som man maa antage, endog i Flatøbogens Text: þá fylgði hánum (nemlig Sigurd Slembe) Auðhildr, dóttir þorleifar Moddasdóttur, er síðan átti Hákon kló. Men i Fagrskinna staar der udtrykkeligt, at Haakon Klo var gift med Sigurds