Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/816

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
798
Inge og Sigurd Haraldsſønner.

det af det, kaſtede ſaa vel Krop ſom Hoved op i en Steenrøſe, og dyngede ſiden Stene derover. Preſten ved nærmeſte Kirke[1], ſom ellers var en Tilhænger af de regjerende Konger, forbarmede ſig over Liget, og lod det ſiden begrave ved ſin Kirke, men da Kongerne, eller rettere deres Høvdinger, fik det at vide, bleve de ham vrede, paalagde ham en Pengebod, og lode Liget bringe tilbage til Steenroſen. Senere blev det dog hentet af hans Venner fra Danmark, fort over til Aalborg, og begravet ved Mariekirken i denne Stad. Magnus den blindes Lig lod Thjoſtulf Aalesſøn føre til Oslo og begrave i Hallvardskirken, ved Siden af hans Fader Kong Sigurd. De fleſte af hans faldne Mænd begroves paa Stedet[2].

Magnus, der i vore Sagaer ſædvanligviis kaldes „Magnus blinde“, “ var, da han faldt, kun 24 Aar gammel, og havde henſlæbt de fem ſidſte af disſe ſom en blind, elendig Krøbling. Han ſynes i det hele taget kun at have nydt liden Yndeſt i Landet, og de faa Tilhængere, han havde, ſynes meeſt at have holdt ſig til ham for hans Faders Skyld. Han viſte ſig ogſaa, at ſlutte efter alt, hvad Sagaerne meddele derom, i ſine Velmagtsdage fra en højſt uelſkværdig Side, og lagde en Charakteer og Aandsretning for Dagen, der maatte bekymre enhver veltænkende Mand. Hans Lyſt til, endnu i ſin Elendigheds-Tilſtand, at nyde Magten, ſom han indbildte ſig, og fore Kongenavn, medens han dog kun var en Dukke i ſin talentfulde Forſvarers Haand, vilde vel kun have vakt Latter og Ynk, hvis ikke de mange Onder, han derved bragte over Landet, havde vakt almindelig Harme.

Magnus efterlod ingen Børn. Sigurd havde i ſin Forbindelſe med den ſkotſke Audhild, Frakarks Syſterdatter, en Datter ved Navn Ingegerd, der ſiden blev gift med den fornemſte Orknøying Haakon Klo, og i dette Egteſkab havde flere Sønner[3].

  1. Denne Kirke maa, forudſat at de fleſte Kirker, ſom før Reformationen fandtes i denne Deel af Norge, paa hiin Tid allerede vare opførte — hvad der i Henſeende til Landſkabets Beliggenhed og ſterke Befolkning er højſt ſandſynligt — have været Skedjehofs (Skee) Kirke i Nærheden af det nuværende Strømſtad. Men der boede Lendermanden Halldor Brynjulfsſøn i Nærheden paa Vetteland, og kunde ikke længe være uvidende om, hvad Preſten foretog ſig.
  2. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 3, Snorre Cap. 12. Morkinſkinna, fol. 35. b. Der tilføjes, at Provſt Ketil til Mariekirken i Aalborg ſelv fortalte Erik Oddsſøn, at Sigurd Slembedjakn laa begraven der.
  3. Orknøyinga Saga S. 142, jvfr. Fagrſkinna Cap. 215, og Sturlungaſaga II. 39. (1ſte Deel S. 108). Herved kan Orknøyinga Sagas Text paa nys antydede Sted berigtiges. Der ſtaar, og det, ſom man maa antage, endog i Flatøbogens Text: þá fylgði hánum (nemlig Sigurd Slembe) Auðhildr, dóttir þorleifar Moddasdóttur, er síðan átti Hákon kló. Men i Fagrſkinna ſtaar der udtrykkeligt, at Haakon Klo var gift med Sigurds