Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/812

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
794
Inge og Sigurd Haraldsſønner.

ber[1]. De unge Konger, der ſom ſædvanligt ſelv vare med, og i Sagaberetningerne ſtedſe omtales ſom de virkelige Anførere, havde tyve Skibe, alle ſtore. Her begyndte nu et ſtort Slag, men allerede ſtrax efter det førſte Angreb toge Jyderne Flugten med deres l8 Skibe, og vendte tilbage til Danmark. Derved blev Overmagten aldeles paa de unge Kongers Side, og Sigurds og Magnus’s 12 Skibe begyndte at ryddes, det ene efter det andet. Kampen ſynes iſær at have været heftig paa Magnus’s Skib, hvor han, blind og lemlæſtet ſom han var, laa i ſin Sæng, uden ſelv at kunne foretage det mindſte til ſit Forſvar. Men han var omgiven af tro og opofrende Venner. Da Skibet allerede paa det nærmeſte var ryddet, tog Reidar Grjotgardsſøn, der længe havde fulgt ham og været hans Hirdmand, ham i ſine Arme og vilde love over med ham paa et andet Skib. Da blev Reidar truffen mellem Skuldrene af et Kaſteſpyd, ſom gik tvers igjennem ham, og, ſom man ſagde, tillige dræbte Magnus. Han faldt baglængs ned paa Dækket, og Magnus ovenpaa ham, og alle talte om, hvor vel og hæderligt han havde fulgt ſin Herre og Fyrſte. „Vel den“, tilføjer den gamle Sagaſkriver, „hvem ſaadan Roos bliver til Deel!“[2]. Magnus’s ſidſte Ord, da han fik det dræbende Stil„ var: „Dette kommer ſyv Aar for ſeent!“ Blandt de mange, der faldt paa Magnus’s Skib, var ogſaa hiin Ivar Kolbeinsſøn, der ved Overfaldet paa Harald Gille gav ham det førſte Saar[3]. Overhoved ſkede der et ſtort Blodbad, thi Kong Inges Mænd lode ingen undſlippe, ſom de kunde naa. Alene paa en Holme, ſandſynligviis ſelve Holmengraa, dræbte de 60 Mand. En af dem, der befandt ſig ombord paa Magnus’s Skib, var Ivar Skrauthanke, en Broder af den ovenfor nævnte Jon Kauda, Saada-Gyrds Svigerſøn[4].

    det enten mellem begge Langøerne ſtrax udenfor Strømſtad, mellem Indløbet til denne og Dyne-Kilen) eller mellem Søndre Langa og den ſtrax veſtenfor beliggende Holmengraa, eller endelig mellem Langøerne og Faſtlandet. Hvis man tidligere havde agtet paa denne Angivelſe, der rigtignok kun findes i Morkinſkinna, vilde man aldrig have faldet paa at ſøge Holmengraa, efter hvilken Slaget ſædvanligviis benævnes, ved Hesnes paa Agder.

  1. Om Aaret og Dagen kan der her ej herſke nogen Tvivl, og dette Sted er derfor af ſærdeles Vigtighed, i chronologiſk Henſeende. Der ſtaar nemlig udtrykkeligt, at Slaget forefaldt Søndagen efter Mortensmesſe, der tillige var den næſte Dag efter denne Feſtdag, ſom da indtraf paa en Løverdag. Dette er, mellem Aarene 1133 og 1144, kun Tilfældet i 1139.
  2. Morkinſkinna fol. 34 b. Ordene gjentages ſiden af Snorre og i de øvrige vidtløftigere Kongeſagaer.
  3. De øvrige, ſom nævnes, vare Lodin Saupprud af Lineſtad (i Stange paa Hedemarken), Bruſe Thormodsſøn, Sigurds Stavnbo, en Harald Fæge, og to Islændinger, Preſten Sigurd Bergthorsſøn, Broderſøn af Havlide Maarsſøn, og Klemet, Søn af Are Einarsſøn.
  4. Ivar og Jon vare begge Sønner af en Kalf vrange, der ſynes at have væ-