Sigurd sin Vej ned til Hørdaland, og lagde ind til Herdlø, hvor en rig og anseet Mand, Einar, Søn af Laxe-Paal, boede. Han var just inde i Hamarsfjorden paa Gangdage-Thing[1]. Sigurd og hans Mænd toge alt det Gods, de kunde finde paa Gaarden, og et Einar tilhørende Langskib paa Rum, som laa der. De vilde ogsaa bortføre eller dræbe hans fireaarige Søn, som de fandt liggende hos en af hans Arbejdsmænd. Men denne indbildte dem at Drengen var hans egen, ikke Einars Søn, og de lode ham derfor i Fred. Siden, da Einar kom hjem og fik dette at vide, var han Arbejdsmanden saa taknemmelig for Sønnens Frelse, at han skjenkede ham Gods eller Penge til en Værdi af to Ører Guld, og lovede at han fra den Tid af stedse skulde være hans Ven. Sigurd drog fremdeles videre, lige til Viken. Der traf han øster i Kvilde Finn Sauda-Ulfssøn, Lendermanden Peter Sauda-Ulfssøns Broder, beskjeftiget med at opkræve Kong Inges Landskyld, og lod ham hænge. Derpaa vendte han med Magnus og sit øvrige Følge tilbage til Danmark[2].
Naar man undtager de sammenligningsviis faa Voldsgjerninger, Sigurd Slembedjakn under dette sidste skyndsomme Tog, øvede paa Kysterne af Haalogaland, Naumdal og Nordmøre, havde det nordlige Norge, hvilket det nærmest tilkom Kong Sigurd og hans Mænd at forsvare, undgaaet alle Ulemper af den nærværende Fejde, og de selv havde siddet i Fred og Ro, medens derimod den sydlige Deel, fornemmelig Viken, stedse havde taget Stødet, ja endog udholdt et farligt Angreb af den danske Konge med hans hele Magt, og Kong Inges Lendermænd havde maattet være paa Ferde, seent og tidligt, nord i Oslo som syd ved Elven, for at holde Fienden borte. Det samme kunde man vænte sig fremdeles, saa længe Sigurd og Magnus fandt Tilhold i Danmark. Her havde just Olaf, Harald Kesja’s Søn, begyndte en blodig Krig om Tronen, paa hvilken han gjorde Fordring, og da det udtrykkeligt siges, at han dengang kom fra Norge, ligesom vi have seet, at Sigurd Slembedjakn, da han i 1137 traf ham i Gaut-Elven, betragtede ham som en Fiende og fratog ham
- ↑ Altsaa i de sidste Dage af Mai, da Himmelfartsdag 1139 indtraf 1ste Juni, og Gangdagene de 3 nærmeste foregaaende Dage. Thinget i Hamarssjorden stod rimeligviis paa Thingstedet Bergnestangen.
- ↑ Alt dette fortælles, vidtløftigst og med hyppige Citater af Ivar Ingemundssøns Vers, i Morkinskinna, fol. 34 a., kortere i Inge Haraldsøns Saga Cap. 8, Snorre Cap. 7; aller kortest i Fagrskinna Cap. 257.
